Fortidens slagmarker
Af Jakob Ørnbjerg, Ph.d. i historie
Lige siden undertegnede anmelder for første gang besøgte Nationalmuseet i København tilbage i 1980’erne, har der været et ganske særligt arkæologisk fund, der har tiltrukket interessen. Her tænker jeg ikke på hverken Solvognen, Egtvedpigen, Gundestrupkarret eller kopierne af de nu desværre for længst forsvundne guldhorn fra Gallehus. Genstanden, som jeg fortsat altid sørger for at slå et smut forbi, er derimod et mandskranie, der er fundet i Porsmose på Sjælland og som kan dateres til overgangsperioden mellem ældre og yngre stenalder. Det særlige ved dette kranie beror på det faktum, at der i det sidder en slank poleret pilespids af ben, der er indskudt, så det befinder sig i kraniets næsehule. Det har den konsekvens, at spidsen stikker igennem ganen og ned i munden, lige nedenfor kindtænderne. Man betragter kraniets gabende mund, rynker uvilkårligt på næseryggen og kan næsten forestille den angst, smerte, vrede og forvirring, der som en tordenkile må have ramt ofret for dette perfekte pileskud. I sagens natur rejser det gennemskudte kranie også en række spørgsmål: Blev manden dræbt i kamp? Nåede han overhovedet at gøre modstand, hvem affyrede pilen og hvorfor endte han i Porsmose?
Ikke blot det gennemskudte kranie fra Porsmose, men nu også arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varbergs Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid, der her skal anmeldes, illustrerer til fulde, at den danske stenalder var andet og mere end fredelige flintesmede, der i soldrukne somre sad med fødderne i strandkanten og sindigt lagde flinteflækken til rette for næste slag. I denne bog får læseren serveret en helt anden og dyster fortælling om stenalderens konerov, kannibalisme, kvægtyveri og commando raids på fremmede bopladser ved nattetide. Her taler arkæologernes fund af flækkede marvben og menneskekranier mærket af økse- og kølleslag i baghovedet, deres tydelige sprog. Og det skulle blive værre endnu, meget værre.
Allerede fra yngre stenalder kendes de første krigergrave, og i takt med at Danmark inddrages i oldtidens økonomiske udvekslingssystem med eksport af skandinavisk rav til Middelhavsområdet og import af bronze den anden vej indledtes et decideret våben- og ressourcekapløb, hvor lokale høvdinges og stormænds adgang til skarptslebne bronzesværd og kontrollen med selvsamme metals handels- og transportveje spillede en afgørende rolle. Stenøkser blev nu afløst af enæggede sværd, mens almindelige bønder og fodtudser måtte nøjes med lanser, kastespyd, økser, køller samt bue og pil som våben. Frem for de natlige overfald, der havde været stenaldermenneskets voldelige speciale, udvikledes krigens væsen nu til deciderede slag og blodige nærkampe i åben mark.
Samtidigt dukkede der for første gang krigsflåder op i de danske farvande, og selv om de store flodrigers hestetrukne stridsvogne ikke var særligt praktiske i det sumpede Skandinavien har sådanne køretøjer efter alt at dømme været benyttet til sejrsparader, når man jublede efter sejren og byttet skulle deles.
Forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955) omtalte i sin bredt anlagte religionshistorie Orm og Tyr jernalderen (400 f.Kr – 750 e. Kr.) som Taagernes aartusinde. Betegnelsen byggede på antagelsen om jernalderen som en råkold og regnfuld periode, men her er Hansen på gale veje. Varberg påpeger ganske korrekt, at klimaet faktisk ikke blev væsentlig forværret i jernalderen, men til gengæld accelererede voldsspiralen i samfundet i takt med Romerrigets opståen, fremgang og forfald, der sendte hele stammer og folkeslag på vandring i jagten på guld, jord og kvæg.
Fra og med jernalderen vidner fundene af såvel krigsbåde med plads til adskillige rorkarle samt Nydam Moses og Illerup Ådals overflødighedshorn af ødelagte sværd, spyd, lanser, økser, pilespidser, skjolde, kirurgiske instrumenter, seletøj og alskens militært grej og habengut om, at det nu var muligt både at mønstre, bruge og besejre hære på flere tusinde mand i Jylland. De store offerfund vidner om, at krigens blodige og beskidte håndværk ikke længere blev praktiseret af en tilfældigt bevæbnet og til lejligheden hastigt indkaldt hob. Det var nu et hverv, som blev udført af professionelle krigere, der i forhold til massefremstillede våben, romersk inspireret udrustning, års erfaringer fra Europas slagmarker og nøje koordineret kampteknik kunne matche enhver romersk legion. Sådanne hære forudsætter store ressourcer og det er da også i jernalderen, at vi ser opkomsten af de første egentlige små kongedømmer. I hvert fald i det jyske område.
Denne militære organisation blev med langskibenes ankomst i 700-tallet perfektioneret til det ypperste og vikingetiden kunne tage sin begyndelse. I fredstid var alene truslen om angreb fra disse hurtige og ekstremt mobile vikingeflåder nok til at udløse kongers fald, afståelsen af hele landsdele og udbetalingen af enorme løsesummer. I krigstid formåede først Vilhelm Erobrerens pansrede rytteri og massive stenborge i 1000-tallets midte at sætte en effektiv stopper for de tilbagevendende vikingetogter, der i mere end 300 år satte dagsordenen på hele den kristne og kendte verdens politiske og militære scene.
Hele bogen igennem trækker Varberg ikke på blot sit eget arkæologiske fagfelt, men inddrager også den nyeste viden fra historiske kilderstudier, DNA-videnskaben, strontiumanalyser og antropologers observationer af stammekrige i Afrika og på Ny Guinea. Endnu én af bogens mange styrker er den, at Varberg ikke blot koncentrerer sig om danske fund og forhold, men løbende trækker interessante og tankevækkende paralleller til det store udland. Ikke blot det øvrige Skandinavien og Baltikum, men også våbenfund, massegrave og slagmarker fra Mellemøsten, Rusland og Europa inddrages undervejs.
Bogen er pragtfuldt illustreret og alt, hvad der kan gengives i farvefotografier af flotte fund fra både danske og europæiske museer, er blevet det. Der skal også lyde en ros til Tom Kristensen for de fine og dramatiske tegninger, der over hver sin dobbeltside indleder bogens fire kapitler om henholdsvis stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid. Tegningerne er dog blot at betragte som appetitvækkere. Varberg har tidligere skrevet børnebøgerne Troldkvinden fra Borum Eshøj og Swarta og blodskyggernes hævn, der foregår i henholdsvis bronzealderen og jernalderen, så hun har en vis erfaring i arbejdet med at tage fortællingen i ed, når det kommer til formidlingen af vores fælles fortid. Det får man som læser også stor fornøjelse af i Fortidens slagmarker, hvor Varberg som supplement til førnævnte tegninger med høj dramaturgisk nerve og solidt hold i fortidens fund og virkelighed rekonstruerer fire tænkte krigs- og konfliktscenarier fra de pågældende perioder. Her er ikke mindst ”Angst i en håndfuld støv”, om abbed Regino og en gruppe desperate tyskeres forgæves forsøg på at yde modstand mod en kamphærdet vikingehær, fornem fortællekunst.
Hvis man som forsker, studerende eller bare almindelig interesseret læser har brug for, eller blot har interesse i at få et overblik over dansk krigs- og militærhistorie fra de ældste tider og frem til i dag kan man med fordel og stort fagligt udbytte starte med Fortidens slagmarker. Det store to binds værk med titlen Danmarks krigshistorie, der udkom i 2008, tager nemlig udgangspunkt i perioden fra ca. år 700 efter Kristi og kommer altså næsten ikke ind på krigsførelsen i Danmarks oldtid og de mange enestående arkæologiske fund, der dokumenterer og relaterer sig til dette emne. På det område har man som ikke-arkæolog hidtil måtte famle i blinde, men denne beklagelige mangel har Jeanette Varbergs velskrevne, informative og meget begejstrede bog nu rådet bod på. Skulle man få lyst til at vide endnu mere, giver en til hvert kapitel tilhørende litteraturliste indblik i den nyeste danske og internationale faglitteratur om de specifikke tidsaldre, mens en tidslinje til allersidst leverer overblikket over perioder, dateringer og våbenbrug igennem århundrederne.
Alt sammen leder dette frem til Varbergs overordnede og på alle måder overbevisende pointe om, at det var på oldtidens slagmarker, fra Porsmose til Illerup Ådal og Stamford Bridge, at Danmark blev skabt, som det er. Da Harald Blåtand i 900-tallet kunne riste en rune over sin samling og kristning af Danmark og danerne var det kulminationen på 6.500 års blodig kamp om kontrollen med landets ressourcer og den deraf følgende overlevelse som menneske, slægt, stamme og folk. Alt i alt er der tale om populærvidenskabelig formidling af allerhøjeste karat og når man så oven i købet på baggrund af en lille detalje får afsløret Tollundmanden som gemen kvægtyv, kan man som læser faktisk ikke forlange mere. Hvad detaljen består i, skal ikke afsløres her, men læs bogen. Den er hver en side værd.
