Grauballemanden - portræt af et moselig
Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.
Museumsinspektør Pauline Asingh fra Moesgård Museum har skrevet en stor og flot bog om et af Nordeuropas mest kendte moselig, nemlig Grauballemanden, der i april 1952 dukkede frem under tørvegravning i Nebelgaard Mose nær landsbyen Grauballe i Midtjylland. Bogen kan betragtes som en populær sammenfatning af de resultater, der som produktet af et tværvidenskabeligt forskningsprojekt blev fremlagt i 2007 i den engelsksprogede publikation ”Grauballe Man. An Iron Age Bog Body Revisited” (anmeldt http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/grauballeman.htm).
Grauballemanden består af 10 kapitler, hvoraf de fem første har fokus på Grauballemanden selv, mens moseliget sættes i perspektiv i de fem sidste. De fem indledende kapitler er ubetinget bogens bedste. Her gives først en detaljeret beskrivelse af Grauballe-mandens fremkomst på baggrund af museumsfolkenes dokumentation, avisartikler fra samtiden og interviews med personer, der oplevede, at moseliget blev fundet, herunder finderen Tage Busk. Dernæst kommer beretningen om den overvældende folkelige interesse for at se Grauballe-manden, da han blev udstillet på Forhistorisk Museum i Århus – og ikke mindst de etiske overvejelser man gjorde sig i forbindelse med fremvisningen af et så velbevaret forhistorisk menneskelig. I løbet af de første to dage blev han beset af 5000 mennesker, og ialt 18.000 lagde vejen forbi i de 10 dage, udstillingen varede! Det gav betydelige udfordringer for konservator Lange-Kornbak, der siden kom til at forestå konserveringen. Den positive effekt af publikumsinteressen var imidlertid, at entréindtægterne kunne dække udgifterne til konservering og fremstilling af den montre, som Grauballe-manden siden blev udstillet i! Populariteten førte til en henvendelse fra en københavnsk direktør for en parfumevirksomhed med tilbud om, at han mod et beløb på 50.000 kunne drage på „turne“ med moseliget i Europa og Amerika i en toårsperiode! Det var imidlertid for meget af det gode for museumsfolkene – og ikke mindst for borgerne i Århus, der havde taget moseliget til sig som en af deres egne, så rundrejseriet blev ikke til noget. Siden har man ikke været så bange for at lade moseligene – herunder Grauballe-manden – rejse rundt, omend det ikke har været som led i et freak-show, men derimod for at indgå i videnskabeligt funderede udstillinger. Moseligets uhyre popularitet i den jyske hovedstad udmøntede sig bl.a. i, at der blev udfærdiget aktiebreve á 1 krone, og aktiekapitalen, hvoraf man ikke kunne forvente sig afkast, skulle gå til fremstilling af en montre. Højdepunktet i kultdyrkelsen må være nået ved Århus rundskue i 1954, hvor Grauballe-manden fik tildelt en hæderspris, herunder et pengebløb på 1000 kroner!
Beskrivelsen af de første medicinske og naturvidenskabelige undersøgelser samt især konserveringsprocessen og de hermed forbundne etiske overvejelser er spændende og tankevækkende læsning og tillige et bidrag til arkæologiens og konserveringshåndværkets historie. Konserveringsteknikken skulle udvikles for at kunne håndtere et så stort og komplekst objekt, og samtidig mente konservatoren, at der skulle „pyntes“ på skader, så liget kom til at fremstå smukkere end det egentlig var! Sådan ville man aldrig gøre i dag, men starten af 1950’erne var nu engang en anden tid. Straks efter fremkomsten pågik der en heftig diskussion om, hvorvidt moseliget kunne være identisk med den lokale person Røde Kristian, som man mente var druknet i Nebelgaard Mose. Den nye kulstof 14-dateringsmetode skød imidlertid en solid pæl gennem denne udlægning, da det kunne påvises, at Grauballe-manden var endt i sin våde grav i begyndelsen af 300-tallet efter Kristi fødsel! Denne datering er imidlertid ikke længere gældende, for i 1996 blev det ved hjælp af en videreudvikling af dateringsmetoden fastslået, at liget er noget ældre, nemlig fra tiden omkring 290 f.Kr. Baggrunden for denne tidsmæssige difference på ca. 600 år forklares desværre ikke nærmere i bogen, selv om den vel kan give næring til spekulationer om, hvornår arkæologer egentlig fremsætter holdbare tolkninger!
Den nye datering er blot en af flere moderne undersøgelsesmetoder, der i tiden op mod 50-året for Grauballe-mandens fremkomst har været anvendt for at give ny viden om liget og dets tilstand. Et omfattende tværvidenskabeligt forskningsprogram med inddragelse af konservatorer, forskellige speciallæger, botanikere m.v. har undersøgt liget på kryds og tværs og er fremkommet med fantastisk meget ny viden. I den forbindelse synes anmelderen, at påvisningen af, at Grauballe-manden var ca. 34 år, da han endte med overskåret hals i en tørvegrav, er meget interessant. Den meget præcise aldersangivelse er fremkommet ved studier af lameller i ligets knogler; disse afsættes år for år, omtrent på samme måde som årringene i et træ! Derimod har det desværre ikke været muligt at fastslå moseligets DNA-profil; opholdet i det sure mosevand har umuliggjort anvendelsen af denne metode. Men – hvem ved – måske bliver også det muligt engang i fremtiden, hvor forskerne sikkert bliver endnu dygtigere end i dag!
Grauballe-manden – og med ham en række andre nordeuropæiske moselig – havde ikke kunnet fremstå så velbevarede, hvis ikke en række særlige faktorer havde været på plads. Herunder er nogle mosers særlige kemi og fysik af afgørende betydning, men også forholdene omkring ligenes deponering i mosen har haft indflydelse på resultatet. Derfor er det fint, at kapitel 6 er viet til beskrivelsen af disse forhold – flot illustreret med fotos og stemningsdannende malerier af de landskaber og planter, som er karakteristiske for højmoserne og dermed medvirkende til ligets velbevarede tilstand.
Kapitel 7 betegnes „Møde mellem natur og kultur“, og det har nærmest karakter af en mini-Danmarks oldtid fra istidens slutning og frem til bronzealderen; således virker det ude af trit med bogens overordnede tema. Det efterfølgende kapitel Grauballemandens tid, giver en oversigt over livet, døden og samfundet i århundrederne før Kristi fødsel. Her savner man imidlertid illustrationer af det materielle univers, som Grauballe-manden og hans samtidige har bevæget sig rundt i. Hvordan så datidens klædedragt, smykker, våben og lerkar m.v. ud? Hvordan var husene indrettet – og hvordan så de ud? Og hvordan var socialstrukturen på denne tid? Nok så ærgerligt er det imidlertid, at Grauballe-mandens findested kun perspektiveres sporadisk i forhold til det område, hvor han er fundet. Er det virkelig slet ikke muligt at sige noget overordnet om moseofferfundstedernes placering i forhold til bebyggelser, gravpladser og andre offerpladser? Her føler man sig som læser lidt forladt, og blot et detailkort over lokalområdet med angivelse af fundsteder fra ældre jernalder ville have hjulpet i hvert fald den fagligt funderede læser til en til en dybere forståelse af landskab og miljø i området. Naturmiljøet omkring Nebelgaard Mose i århundrederne før Kristi fødsel søges skildret ud fra Svend Jørgensens nu mere end et halvt århundrede gamle pollenanalyser fra findestedet. De synes at vise, at offermosen lå midt i et mosaikagtigt landskab, der vekslede mellem dyrkede områder, overdrev, moser og skov som det beskrives på side 178. På side 173 omtales datidens kulturlandskab som krisepræget; gælder det mon også i det område, hvor Grauballe-manden kan have levet? En oversigt over oplandets fund fra førromersk jernalder ville utvivlsomt kunne give næring til denne diskussion!
Det niende kapitel genoptager moseoffertemaet fra kapitel 7, men nu med fokus på ældre jernalders frugtbarheds- og smykkeofringer m.v. Det fører så frem til det tiende og afsluttende kapitel, der bærer den brede betegnelse Jernalderens religion, selv om det langt overvejende omhandler ældre jernalders moseofringer af mennesker.
Efter bogens tekst følger fire siders litteraturhenvisninger, som kan være anvendelige, hvis man vil vide mere om de problemstillinger, der præsenteres i bogen. Desværre er listen hverken up to date eller opdelt efter kapitler eller temaer, hvilket havde gjort den mere anvendelig. Inkonsekvens i henvisningerne gør endvidere – sammen med egentlige fejl – at listen er vanskelig at bruge, hvis man vil dykke videre ned i de angivne kilder. Til gengæld kan man få stor nytte af det navne- og emneregister, der herefter strækker sig over to sider. ALLE fagbøger burde være udstyret med et sådant. Gavnligt er også oversigtskortet på side 43, som illustrerer nogle af de fundlokaliteter, der er omtalt i bogen (det fynske Bukkerup-fund, nr. 19, er desværre forkert placeret på kortet). Kortet ville imidlertid have gjort langt mere gavn, hvis det havde haft en placering først i bogen – eller hvis der indledningsvis havde været henvisninger hertil.
Stilmæssigt må fortællingen om Grauballe-mandens dramatiske fremkomst og hans første år over jordoverfladen betegnes som en fortælling, og et levende og blomstrende sprog især i de første kapitler gør det medrivende at følge beretningen. Stedvis kammer det personlige og beskrivende dog over i det følelsesladede, når moseliget omtales som „et af vore største klenodier fra Danmarks oldtid“ (s. 11), „kronjuvel“ og „ikon for den danske folkesjæl“ (s. 26). Brug af udtryk som „I god moderne kristen forstand“ er tilsvarende følelsesbetonet og klær ikke bogens ellers læsevenlige sprog. (I pressemeddelelsen betegner Gyldendal ligefrem Pauline Asingh som „Grauballemandens mor“, og det er direkte usmageligt!).
Grauballemanden har karakter af en coffee table book, og den figurerer da også – sammen med forskellige populære oversigtsværker om emner fra øl til ørne – på en liste over de bedste bøger i denne kategori fra 2009 (http://www.bogvaegten.dk/1-780-de-bedste-coffee-table-books-i-2009.html). Det er vist ikke mange arkæologiske bøger, der har opnået denne placering, men det er på flere måder velfortjent, og som sådan kan bogens fortælling om Grauballemanden og moseligene generelt forhåbentligt nå vidt omkring. Fortællingen understøttes godt af et meget omfattende og fantastisk flot billedmateriale, som er bogens absolutte styrke. Udover en mængde flotte farveoptagelser af landskaber, fortidsminder, oldsager er der flere nyoptagelser af detaljer fra moseliget – f.eks. af maveindholdet. Hertil kommer mange knivskarpe sort/hvide optagelser af efterkrigstidens moseundersøgelser samt ikke mindst af Grauballemanden i forskellige stadier af udgravning, undersøgelse, konservering og udstilling. Hertil kommer flere vist ikke tidligere viste pressefotos fra udstillingen af Grauballemanden i tiden umiddelbart efter fremkomsten. Disse illustrationer fra samtiden giver et indtryk af autencitet. Billedkvaliteten og redigeringen af illustrationsmaterialet er givet et resultat af, at Moesgård Museum har samarbejdet med et stort forlag, som ved, hvad dette aspekt af en publikation har af betydning for modtagelsen. Hvorfor man har valgt at lade de enkelte kapitler adskille af – ganske vist superflotte – naturfotos, som ville have gjort sig bedre i en kalender eller en „årets naturfotobog“, kan man godt undre sig lidt over.
Når et hæderkronet forlag som Gyldendal – antagelig! – skyder ikke ubetydelige ressourcer i en publikation som Grauballemanden, kan det undre, at man har sparet på korrekturlæsningen eller udgifter til en fagkollegial gennemlæsning. Der er ganske vist kun få af de slag- og orddelingsfejl, der ellers præger mange udgivelser nutildags, men til gengæld er tegnsætningen stedvis noget alternativ eller inkonsekvent; således er der ikke punktum efter alle billedtekster. Mere irriterende er det dog, at bogen rummer flere fejlstavede fremmedord; måske skulle man helt have udeladt at bruge de svære ord i en publikation, hvis målgruppe næppe er fagkolleger! En kritisk gennemlæsning kunne også have hjulpet til at få strammet teksten lidt op og især udryddet nogle af dens gentagelser. F.eks. angives det hele tre steder, at Grauballe-mandens maveindhold var 610 ml., og det forekommer lidt unødvendigt, når bogen er beregnet til at læse som en sammenhængende fortælling og ikke til at blive anvendt som et opslagsværk.
Fagkollegerne vil dog – som anmelderen – først og fremmest lade sig irritere af en lang række faktuelle fejl, hvoraf nogle må betegnes som sjusk, mens andre må være et udtryk for, at forfatteren har benyttet forældet kildemateriale eller har bevæget sig for langt bort fra sit eget specialeområde. Til de mindre, men dog irriterende fejl, hører angivelsen af, at førsteudgaven af Globs bog Mosefolket udkom i 1969. Som anmelderen også har påpeget ved anmeldelsen af Grauballe Man fra 2007, skete det i 1965, hvilket da også anføres i litteraturlisten. I samme kategori er oplysningen om, at C14-laboratoriet i København blev grundlagt i 1952; det skete imidlertid året før. Til de „inkonsekvente fejl“ hører dateringen af smørtønden fra den skotske ø Skye; i brødteksten side 135 henføres den til bronzealderen, mens billedteksten på samme side angiver dateringen til jernalderen. Den kulturelle placering af det i øvrigt ukorrekt angivne antal bronzekar fra Langå-gravene er også usikker; således er attachen, der afbildes side 188, etruskisk og ikke keltisk. Fra samme gravplads – såvel som i andre tilfælde – nævnes spydspidser, selv om denne våbentype først kendes fra tiden efter Kristi fødsel (den korrekte betegnelse for den pågældende våbentype er lansespids). Ligeledes misvisende er angivelsen af, at der kun kendes få førromerske grave uden for Sønderjylland; fra Fyn kendes de således i et antal af mere end 1000, og Nordjylland såvel som Bornholm er også ganske velforsynede med grave fra de fem århundreder før Kristi fødsel. Og når vi nu er ved gravene, så er der en forkert typebetegnelse på graven side 186; der er tale om en urnebrandgrube og ikke en urnegrav. Fejlkategoriseret er også det lerkar, der betegnes som „den smukkeste mosepotte af dem alle“, nemlig det himmerlandske Skarpsalling-kar (s. 151ff); det er fremkommet i en storstensgrav og kan derfor retteligt betegnes som et gravkar. Et lerkar med ravperler fra Sortekær Mose henføres til enkeltgravskulturen, i hvilken periode det oplyses, at der „indgik store mængder rav i offerritualerne“ (s. 156f). Begge dele er forkert, for det afbildede fund såvel som fænomenet med at ofre ravperler i moser skal tilskrives den ældre del af tragtbægerkulturen.
Det må betegnes som forældet viden, når Gundestrup-kedlen henføres til førromersk jernalder (s. 210) , selv om det nu er et halvt årti siden man i arkæologiske fagpublikationer kunne læse, at karrets fremstillingstidspunkt via naturvidenskabelige analyser var fastsat til tiden efter Kristi fødsel (jf. Acta Archaeologica Vol. 76:2 – 2005). Derimod kan man næppe bebrejde forfatteren, at hun har henført Huldremose-kvinden til tiden omkring 65 e. Kr. (s. 102f), for det er først for ganske nylig, at to C14-dateringer har placeret liget i tiden før Kristi fødsel og dermed omtrent på Grauballe-mandens tid (jf. Kuml. 2009 s. 118). Til gengæld er det langt fra ny viden, at tamt fjerkræ først kom til vore breddegrader i romersk jernalder, så man har ikke – som det anføres i en stemningsmættet skildring på side 183 – kunnet møde flokke af tamme høns, gæs og ænder omkring landsbyens huse på Grauballe-mandens tid!
Pauline Asingh beskriver selv bogen om Grauballe-manden som ”..en præsentation af vor viden om Grauballemanden, hans liv, hans efterliv, hans mose og tolkningen af ham og hans tid.” Mens de første af disse hensigter er lykkedes rigtig godt, halter det mere med de sidste – og det på trods af forfatterens gode fortælleevne og viljen til at ville sætte moseliget i perspektiv. Bogens fejl og mangler på trods må man dog håbe, at den takket være sine kvaliteter, en meget fornuftig pris og Gyldendals distributionsnet får stor udbredelse, således at den fascinerende historie om Grauballe-manden kan nå langt omkring.
Afslutningsvis skal anmelderen ikke undlade at fremsætte ønsket om, at der holdes en pause med enkeltfremlæggelser af danske moselig! Hvis man derimod kunne få en større og bredt perspektiverende fremlæggelse af danske moselig som en samlet fundgruppe var det en anden sag. Men desværre er der nok ikke så meget coffee-table-potentiale i sådan en publikation!
