Jernets Danmarkshistorie

Af Jørgen Burchardt

Første gang jeg hørte Buchwalds navn var fra ældre ingeniører på Det danske Stålvalseværk; de omtalte ham med respekt, men også med lidt ærgrelse, for han var tilbage i 1950’erne blevet tilbudt stillingen som chef for laboratoriet på værket, dengang landets førende metallurgiske virksomhed, men han takkede nej til fordel for forskning på Danmarks Tekniske Højskole (det nuværende DTU). Her fik han sit arbejdsliv indtil han sluttede i 1999 som professor i metallurgi.

Den historiske videnskab fik også gavn af Buchwalds virke. Han interesserede sig tidligt for meteoritter, og da han vidste, at en meteorit var faldet ned på Grønland i nærheden af Thule, rejste han derop – og fandt meteoritten Agpalilik på 20 ton; verdens femtestørste. Den blev bragt til Danmark, og et udsavet og poleret stykke på 550 kg kan ses udstillet på Geologisk Museum i København.

Det er dog jernets nyere historie, bogen handler om. Jeg deltog for nogle år siden i en udgravning af et jernværk i Bergslagen, hvor jeg så en ældre herre (det kan man vist godt tillade sig at sige om en årgang 1929) med entusiasme finde slagger fra stedets jernfabrikation 3-400 år tidligere. Han fiskede en magnet op af jakkelommen, og magnetismen i slaggen fortalte ham om andelen af uudnyttet jern. Sammen med slaggens farve og struktur kunne han indgående fortælle om hvor dygtige hyttens mestre havde været til at udvinde jern, styre temperatur og meget andet.

Landets arkæologiske museer har også lært Buchwald at kende. Han har rejst landet tyndt for at besigtige bevarede stykker jern; hvis det var muligt at tage prøver af jernet, kunne han i stor udstrækning bestemme hvor jernet var fremstillet – han kunne på en måde bestemme jernets DNA.

Metoden kalder han slaggeanalysemetoden. Den består i først at opbygge en database over analyser af malm, slagger og jerngenstande fra kendte lokaliteter. Denne database kan efterfølgende benyttes, når et stykke jern er blevet studeret i et scanning elektronmikroskop. Jern og stål er legeringer af kun tre væsentlige komponenter jern, kulstof og fosfor, men det historiske jern har tillige et indhold af slagge, og denne urenhed kunne altså identificere jernets ophav. Hvis ti-tolv grundstoffer i f.eks. et sværd har samme fordeling som en prøve i databasen, er der stor sandsynlighed for, at sværdet er fremstillet af jern fra denne lokalitet.

Buchwald har tidligere beskrevet metodens resultater i blandt andet bøgerne ”Iron and steel in ancient times”, 2005 og ”Iron, steel and cast iron before Bessemer”, 2008. Denne viden er sammenfattet i nærværende dansksprogede bog om, hvorfra Danmark i gamle dage fik sit jern.

Den gængse opfattelse er sikkert, at jernet var hjemmelavet af dansk myremalm, men Buchwalds undersøgelser har vist, at der allerede år 300 også blev indført stål fra Norge, og at skibe i hele Vikingetiden hentede jern herfra. Under Kalmarunionen vendte handelsmønsteret sig mod Sverige, hvor det meste jern kom fra Bergslagen. Da unionen brød sammen, blev Norge igen storleverandør, hvor Christian III og Christian IV støttede bjergværksdrift og bygning af højovne. Fra 1730 til 1814 havde Norge endda monopol på leverancer, men herefter blev forsyningerne blandet med import fra Sverige, Tyskland, England og Frankrig.

Bogen slutter sin behandling, da en ny teknik blev fremherskende fra midten af 1800’tallet. Hidtil havde man ikke haft mulighed for at nå op på temperaturer i nærheden af jerns smeltepunkt på 1538°, men da man med Bessemer-metoden fra 1856 kunne fremstille flydende jern uden slagge, forsvandt jernets ’personlighed’, og slaggeanalysemetoden kunne ikke mere anvendes. Vi er da også så langt oppe i historisk tid, at historiske arkiver fortæller om handel og import af jern.

Der har tidligt været udvundet jern i det nuværende Danmark efter den såkaldte blæsterovnsproces, hvor man i én arbejdsgang nåede fra malm og til jern. Metodens fire arbejdsprocesser bestod først af en ristning af malmen for at fjerne vand og svovl. Herefter opvarmedes den ristede malm sammen med træ og trækul, hvorved der dannedes en slaggerig luppe, som herefter blev renset i en simpel esse; det slaggefattige halvfabrikata herfra kunne sælges for i en smedje at blive formgivet til stænger, plader og hvad man ellers havde brug for. Denne del af fabrikationen foregik ofte langt fra selve jernudvindingen.

Den første type ovn, også kaldet Skovmark-ovnen, var anvendt 200 f.Kr.- 100 e.Kr. Ovnen kunne kun bruges ved en brænding, og da den ikke gav meget slagge, er der ikke påvist særlig mange. Det er der til gengæld af den følgende ovntype, Snorupovnen, hvor slaggen dryppede ned i en forgravet grube og dannede en ’elefantfod’. Der er påvist mere end 20.000 stykker af denne ovntype fra den romerske Jernalder fra den nuværende grænse op til en linje fra Lemvig til Randers. I 1200-tallet fandtes en vis jernproduktion i firkantområdet Herning-Holstebro-Viborg-Silkeborg. Egnens brændsel til jernovnene var vigtig, mens myremalmen kunne transporteres over længere afstande. Jernbønderne betalte deres afgifter i ’kloder’, som var et firfingret stykke jern på måske 8 kg. Der er fundet ovne fra 1500-tallet, som har leveret kloder til de professionelle smede i byerne, som på den tid samtidig rådede over importeret jern fra Sverige.

Norge blev dog som nævnt tidligt storleverandør af jern. Ovntypen var den samme, og meget jernmalm var i øvrigt langt op i tid også myremalm som den danske. Der var forskel på malmene, hvor jern fra Telemarken var blødt og anvendeligt til de fleste smedejernsprodukter. I Oppland var myremalmen mere manganrig og fosforfattig, hvorved kunne skabes et stærkt stål. På tilsvarende vis fremstilledes jern i Halland og Skåne.

Råjern blev nærmest en gangbar mønt. Fra nogle af de første skriftlige kilder med prisangivelse fra 1250 kan ses, at en ko kostede det samme som 137 kg råjern; denne pris holdt jernet nærmest 300 år senere.

En ny teknologi med brug af højovne kom til Norden omkring år 1200. Ovnen var permanent og kunne brænde dag og nat i flere måneder. Der skulle blæses godt med luft i ovnen, hvorfor den oftest blev placeret ved et vandløb med to vandmølledrevne blæsebælge. Ovnen blev tappet flere gange i døgnet, hvor det flydende jern flød ud på sandgulvet foran ovnen og dannede jernbarrer, ’pig iron’, mens den flydende slagge først kom senere og blev ledt til en separat grube. Jernet kunne dog ikke bruges direkte, men måtte ’friskes’ ved at opvarme jernet, så dets kulstof brændte væk. Metoden var indirekte, idet man gik to trin fra det hvide råjern i jernbarrerne fra højovnen til anvendeligt smedejern fra friskningsessen. De færdige stykker blev fra 1250 til lidt efter 1600 en af Sveriges vigtigste eksportartikler, idet de svenske malme var fosforfri og undertiden tillige manganrige. Stykkerne kaldtes Osmund stykker og havde en gennemsnitsvægt på 283 g.

De danske konger ønskede at fremme den norske jernfremstilling, og i 1622 etableredes Norges første højovn, og i de følgende snes år opførtes mere end 10 højovnsværker langs vestsiden af Oslo Fjord. Værkerne fremstillede kanoner, kugler og kakkelovne af støbejern, men det meste jern blev i særlige friskningsovne afkullet til smedejern for videresalg og videreforarbejdning.

En ny teknologi dukkede op i 1700’tallet ved anvendelse af koks i stedet for trækul, og billigt jern fra England, Belgien og Tyskland blev importeret til Danmark.

I Danmark kom aldrig højovne. Derimod blev der fra 1800’tallet anvendt kupolovn, hvori en blanding af råjern, koks og skrot gav flydende støbejern.

Med stålfremstilling i Bessemerovne sluttede jernets personlighed, og her slutter bogen.

Ved siden af jernproduktionens danmarkshistorie har Buchwald i bogen skrevet meget om kongernes historie. Det er fornuftigt, når krige gav særlig stor efterspørgsel på jernprodukter eller når tabte krige afskar Danmark fra sine hidtidige forsyninger. Kongestoffet er dog blevet så rigeligt, at det mange steder spærrer for jernets historie.

Buchwald nævner, at de yngre danske jernhistorikere Arne Jouttijärvi og Henriette Lyngstrøm har opbygget tilsvarende databaser ved deres undersøgelser, men ud fra lidt andre principper. Begge har publiceret bøger, men Buchwald nævner ikke deres undersøgelser nærmere. Det kunne have været interessant at vide, hvad den gamle nestor kunne mene om den nye generation.

Min eneste alvorlige kritik af bogen er, at den ikke er indbundet i stift bind. Det havde den fortjent. Den vil i mange år fremover være opslagsværket til den danske jernhistorie godt hjulpet af det fyldige stikordsregister.

Siden er oprettet 31. maj 2016.