KUML 2024

Af Per Ole Schovsbo

Den arkæologiske årbog fra Aarhus indeholder seks artikler, der er fagfællebedømt samt 13 anmeldelser af hovedsagelig engelsksproget faglitteratur. Niveauet er højt ligesom den grafiske tilrettelæggelse takket være redaktør Kristian Jensen og Louise Hilmar.

Den første artikel handler om ”Bøgeskov V”, en plads fra tidlig maglemosekultur i Nordsjælland. Den er skrevet af Oliver Colding-Fagerholdt og Claudio Casati, Museum Nordsjælland. Bøgeskov V der ligger nordvest for Helsinge i Nordsjælland, blev arkæologisk undersøgt i 2021 og er en typologisk ren lokalitet fra tidlig Maglemosekultur. Den naturvidenskabelige datering viser, at pladsen stammer fra midten af den præboreale periode eller ca. 7.000 f.Kr. De små pladser fra ældre stenalder er ofte meget vanskelige at lokalisere, skriver forfatterne, fordi de har et tyndt kulturlag med små genstande og Bøgeskov V blev da også kun lokaliseret, fordi man udgravede bronze- og jernalderbebyggelser på stedet. På pladsen var tre ildsteder og to ristningsanlæg, og den tolkes som en forrådsplads, hvor man har høstet og tilberedt hasselnødder til menneskeføde. Det er den første plads af sin art, der er identificeret i Danmark, men tilsvarende kendes fra både England og Tyskland. Anmelderen spekulerer på, om maglemosekulturens samlere og jægere har være med til at sprede hasselbuskene i de præboreale skove, fordi hassel ifølge pollendiagrammerne får meget stor udbredelse i den efterfølgende periode.

Bo Madsen, Museum Østjylland, fortæller om undersøgelser i årene 2015-17 af mindst 14 forekomster af veje, vadesteder og andre anlæg i Enslev Mose ved Kastbjerg Å syd for Mariager Fjord. Der var gode bevaringsforhold for træ og andet organisk materiale, og derfor gjorde arkæologerne usædvanlige fund af både genstande, vogndele, vejanlæg og vadesteder, der kaldes passager. Bo Madsen fremlægger landskabets topografi og kendte fortidsminder og den ret komplicerede udgravningsteknik i de vandfyldte områder. Vejstrækninger er ligesom vad ofte vanskelig at datere, fordi de kan være anlagt og nedslidt af trafikken, udbygget og brugt i flere hundrede år, samtidigt med at åvandet kan have tilført yngre og ældre materialer. Bo Madsen vælger som god arkæolog at beskrive de yngste anlæg først (de ligger principielt øverst) og begynder med en passage fra tidlig middelalder, der består af en kraftig vejdæmning med hånd- til hovedstore sten på gren- og træværk dateret fra sent 11.årh. til midten af det 13. årh. Der ses muligvis affald af gnejs fra den nærliggende kirkes kvadre i det ældste lag sammen med en mulig vogndel.  Passagerne fra vikingetid består af flere anlæg. Det ene er et stenlagt tre meter bredt vejforløb ovenpå spredte grene og stager, dateret til slutningen af 900-tallet.  De næste er både vejanlæg og vadested 2,5 – 3 m brede. Også her ses stenlag ovenpå grene og stager. Hertil knyttes fund af rester af tremmesider til vogne og to fælgstykker, det ene af bøg med bevarede eger af eg dateret til år 1000. Passagen fra jernalder består af resterne af en stenlægning, en såkaldt dobbeltpaddelspade og en meget kort (smal) drejeskammel til en firehjulet arbejdsvogn, dateret til 600-tallet. Et jævnaldrende anlæg af sten, ca. 3 m bredt med færdselslag af træ fastholdt af tørv og jord. Her fandtes et studeåg af pil dateret til anden halvdel af 600-tallet. Der var flere stenbelagte passager fra 600-tallet op til 3,5 m brede med en del træsager, bl.a. et pileformet skær til en oldtidsplov (ard) og en kejsestok, der formentlig har været anvendt til at skære trenden til en væv. Et dybereliggende tømmerlagt vejanlæg i flere lag godt 2 m bredt blev dateret til 2600-2500 f.Kr. altså Enkeltgravstid. Flere tilsvarende anlæg af grene og evt. genanvendt hustømmer gav ældre dateringer helt ned til 3300-3200 f.Kr. samtidigt med Tragtbægerkulturens stendyngegrave i Nord- og Midtjylland og et af de ældste danske vognhjul af massivt egetræ med fast nav (Pilkmose), der er dendrokronologisk dateret til 2935 f.Kr. Det tyder på kørsel med studetrukne kærrer allerede i sen Tragtbægerkultur, og det var meget overraskende for anmelderen, fordi man tidligere har ment, at de ældste vogndele i Danmark var fra Enkeltgravstid. Men så forstår vi bedre stendyngegravene takket være Bo Madsens fine artikel.

Marianne Høyem Andreasen, Nina Helt Nielsen og Malene Madsen, museerne Moesgård og Silkeborg, skriver om korngruberne fra Aabjerg ved Resenbro, der blev udgravet af Museum Silkeborg sammen med hustomer, kogegruber, mm. fra senneolitikum og ældre bronzealder. Især en stor grube med forkullet korn, hvoraf der blev udtaget seks prøver til botanisk undersøgelse. Resultaterne er indlæst i en lidt vanskelig forståelig tabel, der dog forklares i teksten. Det viser sig, at gruben indeholdt emmerafgrøder i form af hele aks med en smule forurening af andre kornsorter som nøgen byg, enkorn og brødhvede. Gruben ses som en opbevaringsgrube, hvor kornet er ødelagt ved selvantænding. Artiklen peger på, at det er nødvendigt fremover at udvide analyserne af korngruberne på bopladserne for at få et klarere billede af oldtidens landbrug og håndteringen af sæde- og brødkornet. Anmelderen kunne tilføje, at mere systematiske analyser af måltidsrester (og kornaftryk) på lerkar og skår fra perioden også ville give supplerende oplysninger om brødkornets rolle i den daglige kost. 

Mads Ravn og Kent Otte Laursen, Vejlemuseerne, skriver foreløbigt og ofte lidt uklart om en guldskat, der blev fundet med metaldetektor i den lille landsby Vindelev otte km nordøst for Jelling. Den består af 23 stykker guld, herunder fire romerske medaljoner (Konstantin den Store og Valentinian I), 13 brakteater (heraf nogle af de største i Danmark), et cirkulært hængesmykke og et mundblik til en sværdskede. Det hele vejer 795,6 g. Dateringen af de forskellige stykker spreder sig over romersk og ældre germansk jernalder og viser helt unikke runer og motiver, der bl.a. afslører, at guden Odin var en vigtig figur i datidens nordiske religion. Fundet gav anledning til en udgravning af området. Skatten var deponeret i et langhus i en typisk jysk landsby i overgangen mellem ældre og yngre germansk jernalder, der var præget af kriser og social uro. Skatten tolkes derfor som et offer, der var en del af et kriseritual. Men kombinationen af nordiske brakteater og romerske medaljoner antyder, sammen med et tilsvarende fund fra Rubjerg i Vestjylland, at der eksisterede et vidtrækkende europæisk elitenetværk udenfor Romerriget, der i visse tilfælde kunne erkendes som småkongedømmer. Forfatterne antyder muligheden for, at Vindelev var sæde for en småkongeslægt ligesom de småriger, der 400 år senere blev samlet af Kong Harald Blåtand i Jelling ikke langt fra Vindelev. Da undersøgelserne af skatten og lokaliteten ikke var afsluttet, da artiklen blev skrevet, glæder vi os til en mere afklaret publikation af Vindelevskatten.

Morten Larsen og Hans Mikkelsen, Nationalmuseet, fortæller ordrigt og autoritativt om nytolkningen af sporene fra det oprindelige romanske vesttårn på Rindum Kirke ved Ringkøbing. Romanske kirketårne er sjældne i Vestdanmark. Tårnenes funktion er omstridt, men der peges i artiklen på at tårnrummene har tjent som kirkernes vestkor, hvor der foregik liturgiske handlinger som fx begravelser og dåb.

Jan Koch, Aarhus Universitet, Thomas Guntzelnick Poulsen, Nanna Harritz Rahbek, Museum Østjylland og Helge Hansen, Teknologisk Institut fremlægger en spændende artikel om teglproduktion i Danmark med udgangspunkt i teglværkerne ved Bregnet og Auning. De nævnte teglværker har produceret mursten til hhv. Kalø Slot på Djursland i 14-1500-Tallet og til det nærliggende slot Gl. Estrups ombygning i 1600-tallet. Kendskabet til teglbrænding var vidt udbredt i Romerriget men forsvinder næsten fuldstændigt fra Europa ved det Vestromerske riges opløsning i slutningen af 400-tallet. Muligvis har klosterordenerne udbredt teknikken, der kommer til Danmark i midten af 1100-tallet. Tegl ses i Valdemar den Stores mur i Danevirke, i hans gravkirke (Sct. Bendts) i Ringsted og i den østlige del af klosterkirken i Sorø. Artiklen forklarer de forskellige former for teglovne og teglbrænding gennem tiderne i Danmark og medtager også de ganske små ovne blandt bønderne på landet i 1800-1900-tallet, der brændte tegl til eget brug. Teglværket ved Bregnet blev arkæologiske undersøgt flere gange i perioden 1989-2021. Det lå i en nu forsvunden landsby og er sammen med landsbyen dateret til 1400-1500-tallet.  Teglværkets forskellige elementer blev påvist: æltegrube eller sump, slemmekasse, fundamenter til arbejdshuse, tørvelader og resterne af selve teglovnen af højovnstypen der har kunnet rumme ca. 18.000 sten i hver brænding. 2020 undersøgte Museum Østjylland teglværket øst for Auning på Djursland tæt ved Auning Kirke og Gl. Estrup. Det store kvadratiske ovnkammer fra en højovn, der var udvidet to gange fra 26 til 35 m2, var ledsaget af en mindre lukket ovn, hvis kammer var 20 m2. Hertil førte en teglstensbrolagt 3,5 m bred vej fra syd. En mulig tørrelade har formentlig hørt til ovnen. Munkestenene i 1600-tals tilbygninger til Auning Kirke og Gl. Estrup stammer fra den store teglovn, viser ICP-analyserne af lerets grundstoffer, på et tidspunkt, hvor den mindre ovn er nedlagt og omdanne til kælder for en overliggende bygning måske teglbrænderens bolig. Han har i øvrigt haft en betydelig keramisk produktion som fund af et stort antal skår viser, og artiklen rundes af med en beskrivelse af de lerkar og den håndværkertradition, materialet repræsenterer. Afslutningsvis mangler anmelderen henvisning til den imponerende teglhistoriske forskning af danske teglværker på Museet Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord ved Torben A. Vestergaard, der har resulteret i en perlerække af spændende publikationer.

KUML 2024 afspejler en tendens i den moderne arkæologiske forskning og formidling der viser en næsten etnologisk optagethed af vilkårene for de forskellige oldtidssamfund og deres mentale adfærd. Med forbedrede metoder og hele den biologiske analysevirksomhed er faget kommet videre fra de kunsthistoriske kronologiske undersøgelser til netop de komplekse helheder, der også giver andre end arkæologerne muligheder for indlevelse og genkendelse. Så selvom KUML 2024 sine steder er ordrig, bliver man godt oplyst i et klart sprog på et højt niveau. 

[Historie-online.dk, den 29. januar 2025]