Luftfotoarkæologi 2
Af Benny Staal, arkæolog cand.mag.
I 2019 udkom Luftfotoarkæologi 2 - Luftfotos, droner, laser og geofysik. Forfatterteamet er, i modsætning til Luftarkæologi, der udkom i 2015, udvidet med Mathias Christiansen Broch, men ellers er hovedforfattere de samme, nemlig Esben Scholsser Mauritsen og Lis Helles Olesen. Efter Luftfotoarkæologi i 2015 skulle man tro, at det ville blive svært at leve op til den høje standard, men det har man altså formået med dette prægtige værk - en absolut værdig efterkommer. Man har også inddraget andre forfattere til præsentationer af de mere lokale fortællinger.
Luftfotoarkæologi 2 er skåret over præcis samme skabelon som Luftfotoarkæologi. Og det ville også have været mærkeligt, om man havde ændret væsentligt på layoutet. Men indholdet er naturligvis ændret og udvidet, hvilket gør denne bog til en nødvendighed, men den kan også stå alene. Selv om de to store publikationer om luftfotoarkæologi sagtens kan studeres hver for sig, så hører de naturligt og snævert sammen: hvor 2015 udgivelsen koncentreres om seks udvalgte områder i Danmark, så har man fra forfatternes side i denne udgivelse valgt at gå langt ud over de jyske lokaliteter, omend disse stadigvæk er stærkt dominerende i antal. Der er medtaget tre eksempler fra Bornholm samt et eksempel fra Fyn. Her kan man vel gøre indsigelse og påstå at det er alt for få, men så er der til gengæld noget at arbejde med i fremtiden. Der handler sandsynligvis om, hvor pionererne - forfatterne - bor og arbejder til dagligt, så i virkeligheden er her en opfordring til at også andre kommer i gang med det vigtige arbejde.
Luftfotoarkæologi 2 er på 296 sider, hvoraf siderne 241 til 268 er forbeholdt et fyldestgørende resumé på engelsk. Bogens luftfotografier er enestående i perspektiv og i skarphed, hvorpå læseren (beskueren) kan se præcis, hvad der skal bemærkes, og hvis der kan være tvivl, er der her lavet små perspektivtegninger af samme, hvor hustomter, hegn osv. er markeret. Det er også bemærket, at der på side 40 er lavet en oversigt over oldtidshuses grundplaner hvor typerne er illustreret ved luftfotos i en kolonne og i tegnede grundplaner i en anden kolonne ved siden af. Man frygter næsten, at arkæologiske udgravninger bliver overflødige, men her skal man huske på, at det ikke er alle aktivitetsspor, der træder tydeligt frem selv i tørre somre, og det vil altid være nødvendigt at "stikke spaden i jorden" for at få bekræftelse på et fund samt en mere præcis datering inden for en given periode.
Men bogen indeholder så godt som alle anlægstyper fra oldtiden, hvilket er oplistet på side 11. Et generelt og positivt træk ved bogen er, at der er gode forklaringer på alt, hvad der er skrevet om, og naturligvis også på selve de forskellige typer, der har fede overskrifter i grønne bogstaver. Her er alt i orden og nemt at gå til, og anmelder behøver ikke gå i dybden med disse forhold. Det skal dog bemærkes, at et par afsnit er tilegnet nyere tid; både gårde og 2. verdenskrigs anlæg er repræsenteret ligesom det er tilfældet i den tidligere bog om emnet. Alt er beskrevet kort og præcist på en arkæologisk forsvarlig og nem forståelig måde.
Også i Luftfotoarkæologi 2 er der forklaringer på metode og der informeres om afgrøders betydning, ligesom vejrliget spiller ind for at se aktivitetssporene fra fortiden, når disse skal lokaliseres. Det er også fint beskrevet, hvorledes selve flyvningerne er forgået og disse informationer er tillige sammenstillet med de tidligere års flyvninger i det efterhånden 10 år lange projekt (skema side 119).
En anden yderst positiv ting i Luftarkæologi 2 er, at man har et helt afsnit - "Ikke-arkæologiske spor" (side 125 til 140). Det er sjældent set, at en arkæologibog indeholder et afsnit omhandlende alt det, der faktisk ikke har arkæologi-faglig interesse, men her er det absolut nødvendigt. De fleste arkæologer og andre kender til spor efter drænrør i marken, men der er mange andre spor, som skal kendes - både geologiske og menneskeskabte. Disse er vist med gode eksempler i bogen - i afsnittet først med fotos, derefter fyldestgørende beskrivelser af det, man ser.
I afsnit 4 fremlægges beskrivelse og resultater af lodfotostudier af syv områder i Jylland. Af i alt 2.394 lokaliteter med kulturhistoriske aktivitetsspor, er de 1.551 ny-registreringer, hvilket er hele 39 % af hele materialet. Det viser med al tydelighed, hvor vigtigt dette arbejde er. Man bringer tillige et afsnit om tidsforbrug og arbejdsproces, som viser, at det er meget tidskrævende at foretage analyserne. Når man tænker på, at de to bøger om luftfotoarkæologi langt fra dækker hele landet, må man kun håbe på, at projektet følges op og udvides indtil alle hjørner af Danmark er undersøgt via denne metode.
I afsnit 5 gennemgås, hvad et lodfoto kan afsløre ved analyser. På nogle lodfotos har man noteret direkte på fotoet, hvad man ser (side 154) og andre steder er sporene markeret ved pile. Det vigtige er, at læseren ikke lades i tvivl om værdien af disse analyser.
Den sidste tredjedel af bogen handler om geofysiske undersøgelser og brugen af droner til dokumentation af fortidsminderne samt brug af laserscanninger. Ved brug af geofysiske metoder, er der jo ikke tale om luftfotografier, men alligevel er metoderne her ganske relevante for helhed og tolkning af de kulturhistoriske aktivitetsspor. For vi skal huske på, at forskellige undersøgelser og analyser understøtter hinanden, så sikkerhed ved tolkninger bliver så troværdige som muligt. Der gennemgås forskellige målemetoder og man ser klart af resultaterne, at geofysiske undersøgelser er nødvendige. Nogle spor ses ved den ene metode, andre ved en anden metode, og sammenlagt fungerer det fint at få et så klart billede frem som muligt. I afsnit 7 gennemgås en lokalitet, som pryder forsiden af Luftfotoarkæologi fra 2015, nemlig Ørregård i Vestjylland. Her vises, hvordan de forskellige registrerings metoder supplerede hinanden, for endeligt at blive bekræftet ved en arkæologisk udgravning.
Om brugen af droner, som efterhånden er ved at være 'hver-mands-eje' (eller i hvert fald hvert museums eje), tager luftfotoarkæologien et forholdsvist nyt redskab i brug. Selv om det ikke er tilladt at flyve rundt på samme måde med droner, som med de mindre flyvemaskiner, gyrocoptere og dragefly (sidste er ikke benyttet i projektet her), så er droner perfekte til dokumentation fra luften af såvel synlige fortidsminder, som af arkæologiske udgravninger. Dronerne giver også mulighed for at føre tilsyn med fortidsminderne, og vil sikkert på sigt være en besparende foranstaltning i den sammenhæng, selv om det oplyses, at det var svært at tjekke for eksempel 2 m- og 100 m-zonen med metoden. Men man kan uden tøven opdage skader på selve fortidsminderne. Blandt andet er det muligt at lave 3D-modeller af fortidsminder.
Der er for eksempel også fremlagt et fint eksempel på hvorledes man kan opmåle endog store fortidsminder ved hjælp af droneregistrering. Det er Lindholm Høje nord for Limfjorden i Nørresundby, der blev fotoregistreret og efterfølgende databehandlet til ortofoto med præcise mål. Det lykkedes også at erkende nogle nye sten på lokaliteten.
Et andet fint eksempel, der er fremlagt i bogen er Kalø Slotsruin på Mols, hvor der ligeledes er fremstillet ortofotos. Her kunne man konstatere, at der var sket skader på fortidsmindet, da nogle har fjernet munkesten fra tårnet.
De målinger, som projekt "Luftfotoarkæologi" har foretaget, viser, at det er muligt at holde opsyn med fortidsminderne, og på en nem og omkostningsbillig måde konstatere forandringer. Hertil må nævnes, som det står beskrevet på side 205, at man har kunnet ændre resultater ved tidligere opmålinger - Trolkirken ved Sønderholm i Himmerland blev 3,5 m kortere, og der blev erkendt 126 nye sten på Lindholm Høje, hvorved antallet af gravanlæg blev øget.
Afsnit 9 i bogen handler om laserscanninger. Metoden dækker hele landet, og er velbeskrevet flere steder, blandt andet af Niels-Chr. Clemmensen i Oldtidsagre i Danmark Fyn og Langeland, som han har udgivet sammen med Viggo Nielsen i 2015. Her i Luftfotoarkæologi 2 fremlægges gode eksempler på brugen, og for eksempel viser oldtidsagrene i Geelskov i Søllerød, at metoden er brugbar til at erkende nye (manglende) digevoldinger.
Et afsnit i Luftfotoarkæologi 2 handler om lodsejerne og omtaler en undersøgelse, hvor 26 lodsejere blev interviewet og svarede på et spørgeskema, hvis spørgsmål er gengivet i bogen. Ikke overraskende er det, at langt de fleste lodsejere havde et kendskab til fortidsminderne på deres jord og var interesserede i dem. Kun et mindretal var ikke interesseret overhovedet.
I sidste afsnit Resultater og perspektiver fortælles om hver af de i bogen omtalte metoder. En kort opsummering af hvad man opnåede og ikke mindst, hvorfor fagfolkene overhovedet beskæftiger sig med emnerne, nemlig for at holder tilsyn med - og redde hvad reddes kan af fortidsminder, der ellers har været udsat for megen destruktion gennem tiderne. Lykkeligt er det dog at læse, at der er positive takter i gang - at befolkningen generelt kærer sig om resterne af fortidens aktivitetsspor.
Ligesom Luftfotoarkæologi fra 2015, er Luftfotoarkæologi 2 et vigtigt dokument til forståelsen af, hvorfor vi skal passe på vores fortidsminder, og sørge for at få alle registreret for eftertiden. Udviklingen i samfundet går hurtigt i dag, og ikke så få gange har man hørt om, at arealfredninger er affredede og destruktion af fortidsminder har fundet sted, både med og uden de kulturhistoriske myndigheders vidende! Det er vigtigt at efterlade så meget til vore efterkommere som muligt, og det gøres kun ved oplysning.
Det er anmelders forhåbning, at projektet om registrering fra luften får lov til at fortsætte, så vi med tiden kan få hele Danmark med. Vi har en rig fortid at være stolte af, men hvis vi ikke passer på den og kan vise den frem, går meget alt for hurtigt tabt og i glemmebogen.
Som den tidligere udgivelse i 2015 kan anmelder kun give seks flyvemaskiner ud af seks mulige for dette værk - måske med et par flotte papirsflyvere i tilgift på grund af gennemgangen af de allernyeste registreringsmetoder, man har fået adgang til nu. Det skal naturligvis også nævnes, at bogen sprogligt er helt i top, ingen stavefejl, trykfejl eller grammatiske fejl er erkendt, men derimod er et let forståeligt og flydende sprog nydt til fulde. Tak til alle de, som var med til at lave denne bog, som faktisk fremstår 100 % fejlfri, og som giver et indblik i mange af de nye undersøgelsesmetoder, som arkæologer og andre forskere benytter sig af i dag.
[Historie-online.dk, den 25. februar 2020]
