Magnetic Surveying in Archaeology

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

Magien ved en arkæologisk udgravning er den spænding, man oplever, når muldlaget skrabes bort, så det afsløres, hvad jordlagene har skjult i århundreder eller årtusinder. Dækker jordtæppet mon over en husvæg, en guldskat, en begravelse med romerske glasbægre eller blot en affaldskule med husholdningsaffald? Fantasien kan også pirres ved tanken om, hvad der gemmer sig under mulden på den markante bakketop i det fjerne – eller under græstørvslaget i den fredede gravhøj. Indtil for ikke så mange år siden kunne kun gravemaskinen, skovlen og graveskeen være med til at afsløre jordens hemmeligheder i detaljer. Samtidig med, at arkæologen fik svar på nogle spørgsmål, blev fortidsmindet bortgravet og destrueret – og dermed kunne man ikke vende tilbage med nye spørgsmål. I dag har arkæologerne imidlertid fået rådighed over redskaber, der i et vist omfang kan ”se” gennem jordlagene og afsløre forhistoriske levn i undergrunden, uden at graveredskaberne tages i brug. Mest kendt er metaldetektoren, hvis effektivitet ved opsporing af f.eks. mønter og smykker fra fortiden er imponerende. Hvis man imidlertid ønsker at lokalisere større levn, er det magnetometeret, der skal tages i anvendelse, og dette redskab er emnet for Magnetic Surveying in Archaeology. Som det angives i bogens undertitel, handler bogen om mere end 10 års erfaringer med en bestemt variation af det rumsterstanglignende redskab med de dybdegående egenskaber.  

Et magnetometer er, meget kort fortalt, et redskab, der kan måle anomalier fra jordens naturlige magnetfelt. Afvigelserne kan opstå, hvis de øvre jordlag rummer aflejringer eller genstande med magnetiske egenskaber, og disse egenskaber forstærkes ved ildpåvirkning. F.eks. kan magnetometeret lokalisere en stensamlinger fra en grav eller en mur, koncentrationer af brændte sten i et ildsted, slagger i en jernudvindingsovn, keramik fra knuste lerkar m.v.. Nedgravninger til stolper, grave, grøfter eller flintminer kan måleinstrumentet imidlertid også ”se”.  Som bifangst medfølger de mange søm og hestesko, som ligger i muldlaget – eller nedgravede el- og gasledninger samt de højspændingsledninger, der hænger i luften mange steder! Kort sagt er der reaktion på alt magnetisk, som måleapparaturet føler. Efter magnetisk kortlægning af en mark eller et fortidsminde er det derfor nødvendigt at bearbejde de indsamlede data i en computer, således at væsentlige og uvæsentlige data kan separeres før tolkningen. Og indsamlingen af måledata sker ikke uden strabadser, for man skal vandre i roligt tempo i på forhånd udlagte smalle baner ud over afsøgningsområdet – bane op og bane ned – mens maskinen foretager regelmæssige målinger. Ved en dags afsøgning kan man kortlægge ca. 5.000 kvm. Dernæst kan man i forskellige computerprogrammer få de underjordiske fortidsminder til at stå frem i farver, som ”højdekurver”, 3D eller andre udtryk, som giver arkæologen mulighed for at tolke billedet. Afsøgningsområdet opmåles med GPS, så man præcist ved, hvor f.eks. jernudvindingsovnen eller ruinen befinder sig. Dermed kan data bruges f.eks. til at planlægge en udgravning eller definere fredningsgrænser på et i forvejen kendt fortidsminde.

I 1965 blev der indledt forsøg med magnetometerundersøgelser i Danmark, og en af initiativtagerne hertil var det danske blad på forfattertrekløveret, Olfert Voss, som på dette tidspunkt var i færd med at udgrave en af jernalderens jernudvindingspladser ved Drengsted i Sydvestjylland. I starten af 1990’erne påbegyndte Voss og det russiske ægtepar Tatyana og Sergey Smekalov(a) det, der skulle føre til flere årtiers systematisk kortlægning af fortidsminder, der i tid spreder sig fra yngre stenalder til nyere tid. Geografisk har arbejdet i Danmark strakt sig fra Bornholm til Thy, og uden for landets grænser fra Ukraine over Rusland, Syrien, Ægypten, Grækenland, Tyrkiet og Tyskland til Norge. Det er dette arbejde, der danner grundlag for Magnetic surveying in archaeology.

Bogen består af to dele; den første er en introduktion til den magnetiske kortlægnings principper og metoder, mens den anden og største del rummer eksempler på de imponerende resultater, der er opnået ved de sidste årtiers undersøgelser. Resultaterne fremlægges i oversigtsform med gode illustrationer, der gengiver afsøgnings- og arbejdssituationer, kortmateriale, luftfotos og afbildninger af relevante oldsager og landskaber. Publikationen afsluttes af en solid liste over litteratur for særligt interesserede læsere.

Selv om publikationen dokumenterer, at magnetometerafsøgninger har mange potentialer, skal man være opmærksom på, at man kun kan bruge metodens positive resultater. Man kan således ikke frigive et kommende anlægsområde til byggeri eller råstofindvinding, hvis en forudgående magnetometerafsøgning har vist sig resultatløs; dels er det ikke alle arkæologiske levn, man kan påvise, og dels giver undersøgelsesmetoden heller ingen datering af de spor, man måtte påvise. Nogen afløsning for en traditionel prøvegravning med gravemaskine og skovl udgør metoden således ikke, og magnetometerafsøgning kan derfor bedst opfattes som et arkæologisk hjælperedskab på linie med f.eks. C14-datering. Til gengæld kan en magnetisk kortlægning af et områdes fortidsminder være til stor gavn i forbindelse med planlægning og budgettering af en arkæologisk udgravning. Det kan have utrolig stor betydning, når museumsloven foreskriver, at man allerede tidligt i et anlægsprojekt – og ofte på ret spinkelt grundlag - skal kunne udarbejde bindende budgetter over de udgifter, som vil være forbundet med en arkæologisk undersøgelse.

Da magnetisk kortlægning ikke er en destruktiv undersøgelsesmetode, kan den med fordel anvendes på fredede fortidsminder, som man ofte har et begrænset kendskab til. Bogen giver f.eks. gode eksempler på, hvor detaljerede og informative oplysninger man kan få om ”usynlige” bygningsrester og voldgrave ved afsøgning på middelaldervoldsteder. Og gang på gang viser det sig, at det fredede fortidsminde i virkeligheden kun er en lille del af en større sammenhæng, som først kan erkendes efter den magnetiske kortlægning. Netop som et redskab til påvisning af fortidsminders udstrækning har magnetisk kortlægning en stor værdi. Publikationen giver flere gode eksempler på fortidslevn, som er lokaliseret og delvis blotlagt ved en arkæologisk undersøgelse i et mindre udgravningsfelt, men hvor der ikke har været mulighed for (læs: Penge!) til at afdække en helhed. Her kan magnetisk kortlægning hurtigt, relativt billigt og uden væsentlige skader på bondens mark følge sporene uden for det snævre udgravningsområde. Det skal i den forbindelse ikke undlades at fremhæve et eksempel fra bogen, som vedrører anmelderens særlige interesseområde, nemlig de såkaldte kogegrubefelter. Efterhånden ganske mange steder i Nordeuropa har man påvist kultpladser fra sen bronzealder og tidlig jernalder, bestående af til tider tusinder af nedgravede ildsteder – kaldet kogegruber. Især på de ældre pladser har man i de som regel ret begrænsede udgravningsområder påvist, at kogegruberne ligger i rækker. Ved hjælp af magnetometeret har det i nogle tilfælde været muligt at følge kogegruberækkerne over hundreder af meter gennem landskabet. På denne måde har man således flere steder iagttaget, at kogegruberækkerne er orienteret mod en gravhøj, en markant bakke eller et vådområde. Dermed har man fået et helt andet indtryk af, hvad bronzealderens mennesker opfattede som væsentlige og sikkert hellige punkter i landskabet. Således kan man sige, at magnetometeret har bidraget til vores viden om bronzealdermenneskets mentale og religiøse univers. Tankevækkende er det i øvrigt, at magnetisk kortlægning har afsløret lignende forekomster så langt væk som i Dakhleh-oasen i Ægypten! Et af magnetometermetodens vigtigste bidrag til arkæologien er således, at den tvinger arkæologerne til at løfte blikket fra det enkelte ildsted eller jernudvindingsovn i jorden og dermed sætte et perspektiv på den viden, de har fået med mere traditionelle, kostbare og destruktive undersøgelsesmetoder.

Magnetic surveying in archaeology kan ikke opfattes som en traditionel arkæologisk materialefremlæggelse eller problematiserende publikation. Bogen skal derimod betragtes som en introduktion til de muligheder og begrænsninger, som de magnetiske kortlægningsmetoder giver nutidens og fremtidens arkæologer for at kigge ned i jorden, uden at gøre skade på den hårdt trængte og skjulte kulturarv. Dette mål opfylder publikationen på glimrende vis – og endda for et dansk såvel som et internationalt publikum.