Nationalmuseet og storstensgravene 1890 - 1950
Af arkæolog cand.mag. Benny Staal
Bogen, der er på 122 sider, er tospaltet, der gør bogen læservenlig, og den indeholder et fint billedmateriale af personer, udgravninger, avisudklip og lovtekster etc. Bagerst i bogen findes en omfattende Kilde- og litteraturliste samt noter.
Storstensgrave er den danske fællesbetegnelse for dysserne og jættestuerne opført som gravanlæg i den ældre halvdel af bondestenalderen, 3900-2800 f.Kr.
Foruden forordet er der i alt ni hovedafsnit samt en afsluttende "Sammenfatning". Der er gode takter gennem hele bogen sådan at forstå at alt, og her menes alt, er veldokumenteret på den bedste måde. Forfatteren Lars Bjarke Christensen har sørget for at der er henvisninger, begrundelser, samt at der er tydelige forbehold til udsagn og påstande, så læseren ikke lades i tvivl om noget som helst. Det erkendes af forfatteren, at bogens indhold kan være mangelfuldt, hvilket skyldes manglende eller utilgængelige kilder. Lars Bjarke Christensen tager os med på en tur i arkæologiens egen nære fortid, som naturligvis må interessere enhver arkæolog og andre med interesse for faget og dets historik. Der fremlægges detaljer, som nok ikke umiddelbart lader sig kontrollere, men det er heller ikke nødvendigt, idet forfatteren er meget nøjagtig og hele tiden gør opmærksom på muligheder, forskelligheder og hvorfra oplysningerne stammer etc. Bogen er yderst detaljeret i beskrivelse af såvel de menneskelige relationer som selvfølgelig selve de faglige opgaver, der blev udført i de aktuelle perioder - selvfølgelig både lidt fundhistorie, men mest rekonstruktionspolitikken af megalitterne, der skiftede med forskellige medarbejdere.
Bogen er logisk opdelt i de 10 afsnit, og da der er tale om et til tider tungt materiale at formidle, har Lars Bjarke Christensen ganske smart opdelt bogens afsnit i såvel korte historiske introduktioner til de forskellige årtier med deres museumsdirektører. Her bemærkes, at det tidligere var Nationalmuseet, der som landets museum alene forestod hele kontakten til det politiske liv, og dermed også alene modtog bevillinger fra staten. Det var således også Nationalmuseet, der kom til at præge den første fredningslov i 1937 - noget sent, vil man nok mene i dag, men vi kan læse om hvorfor udviklingen gik som den gjorde.
Bogen indeholder bibliografier, der relaterer sig til de personer, som arbejdede med megalitanlæggene. For mange arkæologer i dag, personer, der på den ene eller den anden måde betegnes som forbilleder eller helte, omend vi her også får serveret de mindre pæne træk hos enkelte af disse, men sobert fremlagt. I fire tilfælde fremlægger Lars Bjarke Christensen nogle såkaldte fokusfortællinger. Disse mindre afsnit behandler hver sin arkæologiske medarbejder, og selvom der nu er flere samtidige medarbejdere, blandes tingene ikke unødigt sammen. En god måde at fortælle om den enkelte medarbejders gøren og virke, samt særheder.
Bogen igennem formår Lars Bjarke Christensen at holde sig til emnet, storstensgravene, på trods af mindre "sidespring". Alle aspekter bliver belyst, og det kommer nok bag på de fleste, at formidlingen først ganske sent i forløbet får stor aktualitet, selv om der allerede i samtiden blev udgivet ret gode oversigter om vores oldtid. Sophus Müller er som bekendt en af de, der i 1897 forfattede en samlet fremstilling om hele oldtiden: "Vor Oldtid". (Jo, anmelder glemmer skam ikke J.J.A. Worsaaes "Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhöie", der udkom allerede i 1843, men denne første samlede fremstilling af vores oldtid, var noget tidligere og derfor præget af dens tids endnu mangelfulde forskning, ligesom al forskning er, indtil nyt erkendes).
Enkelte steder får læseren en bonus i form af beretninger om enkeltfund eller enkeltbegivenheder. Således fortælles historien om det flotte berømte lerkar fra Skarpsalling over siderne 46-47. Det smukt ornamenterede kar, hvis fremkomst var ukendt fra 1891, hvor det blev fundet, til en arkæologiinteresseret Jens Thulstrup-Christensen opklarede fundhistorien godt 40 år senere i 1934. Sådanne lidet kendte historier er et "krydderi" af de gode for arkæologer. Og flere af den slags mindre beretninger er at finde i bogen.
Et noget prekært emne bogen igennem er forholdene medarbejderne imellem på Nationalmuseet. Lars Bjarke Christensen formår at beskrive disse på fornem vis, uden direkte at udlevere nogen af "heltene", men dog også således, at læseren ikke lades i tvivl om, hvorledes arbejdsmiljøet på Nationalmuseet fungerede i forrige årtusinde. Det er, som om de "gamle" generationer hæger ved traditionelle arbejdsmetoder, mens de nye generationer må kæmpe for bedre arbejdsmetoder. Sådan har det nok altid været. Men at det ofte resulterede i chikaner og mobninger dengang, er dog overraskende. Også selv om man både kan grine og græde over det. Nu er det heldigvis ikke anmelders opgave at stille diagnoser, men genkendelsen skinner da igennem nu og da, måske et trøstens ord til nutidens arkæologer og museumsansatte, der desværre til stadighed må udsættes for dårlig behandling visse steder. Det, der synes at mangle både dengang og nu, er simpelthen menneskekendskab; noget som for eksempel Sophus Müller kun besad i mindre målestok.
Det kommer nok bag på de fleste, at ærværdige Sophus Müller i 1880-erne forsøgte, gennem en henvendelse til ministeriet, at få Møntsamlingen nedlagt. Noget som heldigvis ikke lykkedes. I vore dage er man næsten kommet i mål med en nedlægning, dog under helt andre forudsætninger - økonomien - men dog tankevækkende, at denne enhed i Nationalmuseet var en af de allerførste, der var ved at lide skibbrud.
En anden, blandt mange, personligheder, som satte sit kedelige præg på arbejdsmiljøet, var Carl Neergaard, der var leder af 1. afdeling (oldtiden)i 1897. Carl Neergaard var mistroisk og skabte splid mellem medarbejderne. Nogle eksempler og forhold er flot beskrevet, og der forekom både fedterier og solidaritet blandt museets ansatte. Lars Bjarke Christensen fremhæver blandt andet dette på side 67 i anden spalte, med omtale af Hans Kjærs karakteristik af Carl Neergaard. Sådan kan man i bogen få et ganske godt indblik i de genvordigheder, som man dengang sloges med indbyrdes på Nationalmuseet.
Lars Bjarke Christensens beskrivelser af medarbejdernes faglige virke er også tankevækkende. Her får man - arkæologer især, vil jeg tro - viden om hvorfor vi graver og restaurerer, som vi gør. Der ligger en lang tradition bag, og nogle af datidens forskere var mere fremsynet end andre. Storstensgravene var og er i og for sig også de mest synlige fortidsminder, hvor der var "fundgaranti", så det er ikke så mærkeligt, at netop denne type af fortidsminder kom til at spille en afgørende vigtig rolle i fredningslovens tilblivelse.
Denne historiebog er en af de sjældne. Faktisk fortjener ethvert område indenfor det museale en sådan frisk og sober fremstilling af sin egen historie. Måske sker det ikke, for sandsynligvis har ingen kulturhistorisk institution i Danmark en økonomisk basis til dette arbejde. Og det er sikkert også derfor, at når der endelig dukker sådanne arbejder op, er det ofte i form af studerendes afgangsspecialer, som gennemgår en lettere efterbearbejdning med henblik på publikation.
Anmelder kan varmt anbefale at anskaffe denne indholdsrige bog om Nationalmuseet og storstensgravenes tidlige historie. Bogen er et must for neolitikere, og kærkommen læsning til alle andre med hang til arkæologi, det være sig læg- som fagmand.
[Historie-online.dk, den 28. maj 2019]
