Oldtidsagre i Danmark
Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.
Der kommer en lind strøm af store arkæologiske monografier i disse år, og hovedparten af disse er forfattet af personer med en del års erfaring og ikke helt nye dåbsattester. At bruge en sådan karakteristik om forfatteren til den bog, som er emnet for nærværende anmeldelse, vil være en slem underdrivelse, idet Oldtidsagre i Danmark udkom i forbindelse med Viggo Nielsens 90-års fødselsdag i januar 2010! Viggo Nielsen er både jurist og arkæolog af uddannelse, og denne sjældne – ja måske unikke – fagkombination har han i mange år brugt som kontorchef i Fredningsstyrelsen, hvor beskyttelsen af Danmarks fortidsminder har været en central arbejdsopgave.
Sideløbende med jobbet har Viggo Nielsen og hustruen Gudrun rejst landet tyndt og lagt en kolossal arbejdsindsats i at opmåle og beskrive de for det ukyndige øje meget svage spor af jernalderagre, som findes i en del danske skove. Faktisk startede det ressourcekrævende arbejde allerede i første del af 1950’erne, og det pågår stadig! Viggo Nielsen har undervejs – udover en række artikler – publiceret to monografier om emnet, nemlig Jernalderens Pløjning. Store Vildmose (1993) og Oldtidsagre i Danmark, Bornholm (2000). Nærværende bog er således en fortsættelse af denne vægtige monografirække; i denne omgang er det altså jernalderagre fra den sjællandske øgruppe, der er i fokus. Og mere er ifølge bogens indledning i vente….
Allerede i 1920’erne og 30’erne var der interesse for de danske oldtidsagre, nemlig dem, der fandtes på jyske hedestrækninger, som Hedeselskabet endnu ikke havde fået forvandlet til ager eller plantage. Det var kulturgeografen Gudmund Hatt, der særligt lagde en indsats her, kulminerende med monografien Oldtidsagre fra 1949. Viggo Nielsens arbejder kan således betragtes som en fortsættelse af dette arbejde, men med en langt mere dækkende og systematisk registrering og bearbejdning af denne gruppe af fladedækkende fortidsminder – og med Østdanmark i fokus.
At der overhovedet er bevaret jernalderagre i den østlige og intensivt opdyrkede del af Danmark, må betragtes som lidt af et under. Især i Næsbyholm Storskov, Geelskov og Rude Skov er der imidlertid flere områder, der har ligget i skov i ca. 2000 år, og hvor de svage spor af voldene omkring jernalderens agre og andre spor har kunnet ligge uforstyrret – i hvert fald indtil nyere tid! Nutidens maskiniserede skovdrift er, sammen med den rekreative udnyttelse af skovene (f.eks. ridning og motocrosskørsel!), faktorer, der hastigt kan medføre, at sporene af fortidsminderne udviskes. Ligeledes har store stormfald, ikke mindst i forbindelse med orkanen 3. december 1999, og efterfølgende oprydning af skovflader ødelagt mange agre. Således eksisterer en del af de systemer, som Viggo Nielsen har dokumenteret i tidens løb, ikke længere, og en af bogens kvaliteter er derfor, at den udgør et enestående og fastfrosset tidsbillede af noget, som for en dels vedkommende ikke længere findes!
Oldtidsagrene kan – i hvert fald arealmæssigt – betragtes som vore største fortidsminder. I områder med gode bevaringsforhold kan de dække flere hektarer, og de indgår ikke sjældent i et ”fossilt oldtidslandskab”, hvor også hulveje, gravhøje og sten med indhuggede skåltegn er ingredienser. Grunden til, at det har været muligt at registrere agrene i nyere tid er, at de er (eller har været!) bevaret i marginallandskaber, der som følge af mager jord, fugtig grund eller vanskelige dyrkningsforhold har henligget uopdyrket i de sidste ca. 2000 år. Agrene har således også dækket de dele af landskabet, hvor jorden har en bedre beskaffenhed, men her er de altså siden slettet af senere perioders dyrkningssystemer, byggeri m.v. Med andre ord har det danske landskab i hidtil uerkendt omfang været opdyrket i oldtiden, og dette indtryk underbygges da også af bl.a. pollenanalyser fra moser og søer. De rektangulære oldtidsagre, som var indrammet af lave jordvolde, der skulle holde uvedkommende dyr ude – og vedkommende inde – blev især anlagt i 8.-6. årh. f.Kr. og nedlagt omkring eller kort efter Kristi fødsel. Deres brugstid strakte sig således især fra yngre bronzealder til ældre romersk jernalder med tyngde i de fem århundreder umiddelbart før Kristi fødsel (førromersk eller keltisk jernalder).
Anlæggelsen af de store flader af agersystemer vidner om et intensivt landbrug, hvor planteproduktionen var en væsentlig faktor, men også om et samfund, der investerede betydelige og utvivlsomt kollektive ressourcer i at opdyrke landskabet og organisere brugen heraf. Agersystemerne skal således også opfattes som mere end blot indrammede dyrkningsfelter; de var antagelig tillige en form for fordelingsnøgle til landskabets og samfundets ressourcer. Dermed er studiet af agrene også en væsentlig videnskilde til belysning af samfundsforholdene i yngre bronzealder og ældre jernalder. De er på én gang en nøgle til forståelsen af det produktive og det sakrale landskab.
Bogen er delt op i fem hovedafsnit. På siderne 7-31 introduceres emnet, og arbejdsmetodernes udvikling siden 1950’erne beskrives, og dernæst følger et detaljeret katalog på siderne 33-203 og opsamlende betragtninger på siderne 205-220. Herefter kommer fire addenda, som udgøres af naturvidenskabelige undersøgelser med relation til de sjællandske oldtidsagre, og disse bidrag er forfattet af geologer og en zoolog. Disse følges af fem appendixer, som er detaljerede rapporter fra udgravninger i forbindelse med enkelte lokaliteter med agersystemer. Endelig sluttes der af med fyldige engelske resuméer af de enkelte afsnit. Som indstik findes bag i bogen seks store kort med detailopmålinger af landskaber med agre.
De indledende afsnit giver en fantastisk introduktion til et – kunne man let synes – lidt tørt og fagspecifikt emne, som imidlertid undervejs viser sig at være fantastisk spændende. For fagnørden er det ikke mindst spændende at læse afsnit om dokumentationsmetodernes udvikling fra 1950’erne til nu – fra målebånd og nivelleringsapparat til GPS og satellitscanninger (Lidar-scanninger) på to generationer. Hvad man tidligt i registreringsprojektets dage skulle bruge dage eller uger på, klares nu – og med superstor præcision – på timer. Man kunne således fristes til at tro, at brugen af nutidens satellitscanninger helt kan afløse ”gammeldags” besigtigelser i de danske skove, men det er ikke tilfældet. De digitale landskabsscanninger kan kun fungere som forløberen for en tur i felten med gummistøvler, kamera, notesblok og evt. skovl, for kun det menneskelige øje og forstanden kan give en egentlig tolkning af de spor, som satellitoptagelserne kan afsløre.
Katalogafsnittet er selvfølgelig for de særligt interesserede, som kan være fagfolk, der ønsker at arbejde med et bestemt område i detaljer, men også lokalhistorisk interesserede, der ønsker at få et dybere kendskab til deres egen egn. Katalogteksterne er nok overvejende for fagfolk, men til gengæld så velbeskrevne og letlæste, at de fleste med særlig arkæologisk/kulturhistorisk interesse bør kunne få noget ud af dem. Desværre savnes der introduktionskort (f.eks. skovkort, 4-cm-kort eller målebordsblade), som kan give den oversigt, som er nødvendig, hvis ikke-stedkendte skal kunne finde ud til de beskrevne fortidsmindelandskaber. Som museumsansat arkæolog har jeg dog en helt særlig anke til dette afsnit. Ved opmålingerne i de danske skove er der registreret en mængde fortidsminder, som ikke tidligere har været erkendt – fra agrene selv over hulvejssystemer til gravhøje, helleristningssten mv. På trods af, at Kulturarvsstyrelsen, som i dag er den myndighed, der har ansvaret for de danske fortidsminder, har været involveret i dokumentationen af agersystemerne, har man ikke afsat ressourcer til at få nyerkendte fortidslevn registreret i det centrale register over fortidsminder (tidligere Sognebeskrivelsen, nu Fund & Fortidsminder – jf. http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/). Det kan naturligvis ikke lægges forfatteren til last, men manglen må betragtes som helt uacceptabel al den stund, at registreringen af fortidsminderne – synlige eller ej – er forudsætningen for, at man kan forlange, at den ”ukyndige” bruger/gæst (f.eks. skoventreprenøren eller lodsejeren) har en mulighed for at tage hensyn til et fortidsminde! Der foreligger således en stor arbejdsopgave for Kulturarvsstyrelsen med at få indført de nyerkendte fortidsminder i Fund & Fortidsminder. Det kan ganske enkelt kun gå for langsomt!!
De sammenfattende afsnit fra side 205 og fremefter er en meget veldisponeret og velbeskrevet sammenfatning af fænomenet oldtidsagre, og her sættes deres konstruktion og betydning ind i en kontekst, hvor udblikket til andre egne af landet hele tiden inddrages. For at være helt ærlig var det først ved læsningen af dette afsnit, at jeg overhovedet forstod, hvor vigtig en fortidsmindegruppe agrene er, hvis man vil opnå en større forståelse for landskabsudnyttelse, bebyggelse og samfundet som helhed i yngre bronzealder og ældre jernalder. I et større perspektiv er disse afsnit også et væsentligt bidrag til forståelsen af kulturlandskabets lange linjer – for en væsentlig pointe er jo netop, at det danske landskab i endnu højere grad end anmelderen tidligere har fattet, er et kulturlandskab, hvor kun få og aldeles utilgængelige områder ikke har været under plov!
Under læsningen af de sammenfattende afsnit har anmelderen også fået en helt ny vinkel på tolkningen af sten med indhuggede skålformede tegn, som vi – uden altid at have noget at have det i – daterer til bronzealderen. Her er stenene for alvor sat ind i en kontekst med agre, landskab, potentielle offermoser etc. – meget tankevækkende – og en problemstilling, der er utroligt inspirerende at arbejde videre med for religionshistorikere, landskabsorienterede arkæologer m.v. Og som en konsekvens af Viggo Nielsens iagttagelser kan vi måske bruge jordfaste sten med skåltegn som en indikator på, hvor vi kan finde oldtidsagre, som ikke hidtil har været erkendt?
Viggo Nielsens – foreløbigt – sidste bidrag i rækken af bøger om Oldtidsagre i Danmark er vanskelig at anmelde i traditionel forstand, fordi den er så kompleks og rummer så omfattende mængder af ny viden, der bare ligger og venter på at blive udnyttet. Det er således kun monografiens væsentligste budskaber og problemstillinger, jeg har taget stilling til; mange andre emner kunne være diskuteret og problematiseret. Det grundlæggende må imidlertid være, at der er tale om en publikation, som sammen med de tidligere bind i serien – og forhåbentligt det/de kommende – må betragtes som grundlæggende værker i udforskningen af Danmarks forhistorie. At man så kan savne farvefotos i nogle sammenhænge, oversigtskort i andre, er af mindre betydning, når publikationen i øvrigt er velredigeret og så godt som uden trykfejl og generelt – men ikke udelukkende – med gode billedgengivelser.
Det er imponerende, at Viggo Nielsen i så moden alder har formået at gøre det, som så mange arkæologer taler om, at de vil – nemlig at bruge pensionisttilværelsen til at få publiceret det materiale, som de har samlet sammen gennem livet. Jeg glæder mig således vildt til, at forfatteren – som annonceret i forordet – kaster sig over de fynske oldtidsagre og får dem publiceret. Den bog ser jeg frem til at nærlæse og anmelde, for hvilke nye perspektiver kan det ikke give på et landskab, som jeg ellers mener at kende så godt!
