PAX. Krig og fred i roms guldalder

Af Kresten Søe

Romerrigets guldalder 

Tom Holland fortæller historien om Romerriget fra 69 e.kr., hvor imperiet syntes kastet ud i et altødelæggende kaos efter den dybt kontroversielle Kejser Neros selvmord. Efter hans død fulgte et år, hvor ikke mindre end fire mænd rakte ud efter tronen, inden Vespasian greb magten.

Bogen fortæller blandt andet ud fra samtidige kilder om Roms historie fra Nero frem til Kejser Hadrians død 138 e.kr. Tilsammen udgjorde det en periode på 70 år, der historisk ofte betegnes som PAX Romana – romerfreden, hvor rigets grænser blev udvidet, befæstet og til sidst under Hadrian konsolideret.

Skildringerne omfatter fx Titus brutale blodige ødelæggelse af Jerusalem, Pompejis udslettelse ved Vesuvs udbrud i 79 e.kr., opførelsen af Colosseum og Hadrians Mur samt den sidste erobrerkejser, Trajans indlemmelse af Dacien nord for Donau.

Pax Romana var ikke bygget på pacifisme men brutal magt

Undervejs gennem forløbet pointerer Holland, at freden ikke var så fredelig endda men overordnet set hvilede på brutal magtanvendelse både indadtil i form af udrensning af de elementer i Roms politisk elite, der kunne true kejseren og blodige nedslagtning af alle interne oprør og oprørstendenser.

Udadtil ryddede kejserens soldater - legionærerne - skånselsløst op i forlandet ved grænsemure og palisader, hvor man fx på den anden side af Rhinen, tyndede ud blandt germanerne i en bufferzone, så ingen trussel herfra levnedes nogen chance for at organisere sig.

Hærens organisation beskrives som rigets faste anker. Den bestod fra i starten 20 legioner og senere i perioden helt op til 30 - alle i form af selvstændige kampenheder med en kærne af 5000 mand suppleret af blandt andet hjælpetropper af lokal oprindelse.

Organisationen og den jernhårde disciplin byggede på en fast kærne bestående af legionærer af romerske borgere forblev her den samme i alle årene og viste gang på gang sit værd som rigets knytnæve ved ydre trusler.

Et aber dabei var her dog, at legionerne som oftest mere var tilknyttet deres anførere frem for Rom, hvilket blandt andet skabte risiko for borgerkrig som i firekejseråret.

Komplekse samfund i både Rom og verdensriget

Holland ofrer mange sider på dels at beskrive forholdene mellem de forskellige klasser i Rom, og dels hvordan magten var fordelt og forvaltningen fungerede. Alt sammen ud fra eksempler i en række skæbner blandt rigets mægtigste mænd såvel rige borgere, hærførere som blandt byens patricierslægter.

En stor del af fremstilling går her med at skildre magtapparatet og dets opbygning mellem traditioner og sædvaner i Rom.

I dette krydsfelt var der rige muligheder for både at brænde fingrene og sågar også at miste hovedet, hvis dette blev stukket så langt frem, at kejseren kunne føle sin position truet.

Som om dette ikke i sig selv var nok, udbygger Holland yderligere med en udmærket og relevant men også meget bred skildring af den traditionelle historiske romerske bagage fra blandt andet republikkens tid i form af kultur, jura og religionsudøvelse, hvor selv kejseren ofte skulle vare sig mod forsyndelser.

Ind imellem kommer Holland også ind på forholdene blandt de nederste lag på byens samfundsstige, hvor et stort klientel på offentlig forsørgelse via uddeling af korn måtte henslæbe tilværelsen i vakkelvorne højhuse i stadig fare for sammenstyrtning i en hverdag under horrible sanitære forhold, hvor natpotterne i reglen blot blev tømt ud af vinduerne.

Under den lange skildring af katastrofen i Pompeji kommer fremstillingen også ind på de organisatoriske forhold i Italiens mindre byer, der ikke stod meget tilbage for kompleksiteten i hovedstaden med hensyn til rigdomsfordeling, magt og intriger.

Også forholdene i romerrigets provinser opridses via Bithynien i Lilleasien blandt andet via Dion Chrysostomos - en markant personlighed, der på første hånd direkte fra egne nedskrivninger giver et indblik i, hvordan rigets yderste provinser blev forvaltet med både guleroden men med også en pisk, der hang synlig, men som oftest netop derfor også sjældent var nødvendig af tage i brug fra centralt hold.
En vis form for despoti var trods alt at foretrække frem for uro, krig og kaos.

Ofte lidt svulstig fortællestil præget af samtidskilderne

Bogens layout er yderst traditionelt og fremstår kompakt tekstmættet bortset fra nogle sider i midtersektionen med genrens traditionelle fotos af statuer, mønter og ruiner. Derudover findes nogle kortskitser.

Fortællestilen er ordrig, til tider svulstig med brede tangenter, lange hovedsætninger og et præg af parafrasering i forhold til de anvendte kilder.
Disse står generelt alene og gengives uden anfægtelse af originalernes ordvalg. Karakteristikken af rigets fjender fx de germanske chauker står således beskrevet som næsten mere havvæsener end mennesker og en anden stamme, bataverne, omtales som først brovtende, senere som endnu mere brovtende og nu også fordrukne. Heller ikke dakerne, der beskrives som lumske, gøres til genstand for yderligere udbygning med hensyn til riter, kultur og etnicitet.

Alt i alt et moment der hos mig mest af alt genkaldte stilen i tidligere tiders latinundervisning og som sådan skurer i en egentlig historisk fremstilling af i dag,

Konklusion: læseværdig men kompakt bog med krav om forhåndsviden

Tom Holland har tidligere udgivet - Herredømmet - på dansk 2020, som omhandler kristendommen som grundkilde til de vestlige samfunds tænkemåde og værdier. (anmeldt på historie-online.dk).

”PAX. Krig og fred i Roms guldalder” er bestemt læseværdig, men Hollands ordrige fabulerende stil med tendens til at gå for meget i detaljer og lade samtidskilderne stå uantastet trækker ned.

I det hele taget svæver Holland for mig ofte mere mellem at fortælle en fabulerende historie frem at nedfælde en decideret historisk fremstilling. Et element, der for læseren tit gør det svært at skønne, hvor man befinder sig blandt disse felter. 

Men stilen er dog - her som i så mange andre fremstillinger - primært en smagssag.

De mange kildeuddrag og eksponering af indholdet i samme kan nemlig omvendt give både samtidsatmosfære, saft og farver, ligesom en læser med forhåndsviden via en række samtidspersoner får et fint indblik i datidens komplekse samfundsmæssige samspil og lokalpolitiske trakasserier.

Men prisen betales til gengæld i tilgængelighed og lixtal på grund af et kompakt tekstbillede med knudrede sætninger og en til tider lidt ustruktureret fremstilling.

{Historie-online.dk, den 6. december 2023]