Ravnehovedringe og stormandsalliancer i romersk jernalder
Af Per Ole Schovsbo, Dr. Phil
Kudahl opdeler den lille velskrevne bog i to dele. Den første del beskæftiger sig med form og udbredelse af de germanske dyrehovedringe i romersk jernalders grave i Skandinavien, der har betydning for bedømmelsen af høvdingedømmernes udbredelse og magtalliancer. I den næste del tegner forfatteren - på grundlag af det arkæologiske materiale - et billede af magtstrukturen i ældre jernalder, der senere i bogen sammenlignes med de feudale strukturer i middelalderens kongedømmer.
Og det er rigtigt set, at middelalderens magtstrukturer i Skandinavien var pyramidalske klient-forhold med kongerne som super-patroner – i modsætning til jernalderens høvdingedømmer, der indbyrdes var brikker i horisontale magtstrukturer eller netværk, styret af alliancer der var markeret med personlige smykker, der kom med i gravene. Som om denne udredning ikke var nok til 70 sider, har Kudahl taget flere gigantiske problemer med i analysen – bl.a. hvem der opfandt runealfabetet (der er fællesgermansk), og hvor stor troværdigheden er af goteren Jordanes beretning (år 551) om danernes erobring af et område i Sydskandinavien – (hvis det da er det Jordanes fortæller - og: hvor har han det fra?).
Det er ganske meget at ville på 70 sider – og det lykkes heller ikke at føre analyserne til ende på overbevisende måde, til trods for at Kudahl har stor viden om perioden og kommer imponerende langt omkring. Fordi der næppe er nogen periode i dansk forhistorie, der er mere kompleks end netop romersk jernalder. Det arkæologiske kildemateriale er meget stort og varieret ligesom det skriftlige kildemateriale til den tilgrænsende europæiske historie, der først og fremmest var romersk. Derfor er der også skrevet meget om periodens nordiske arkæologi og ikke mindst om de problemkredse, som Kudahl beskæftiger sig med i sin lille bog.
Det kan jo være at Kudahl har ret: at Roset- og hagekorsfiblerne samt ravnehovedringene stammer fra Himlingeøje-høvdingens gård på Stevns, der (måske) dyrkede Odin med de to ravne Hugin og Munin - at runerne blev opfundet til indviet brug af en af høvdingene i Himlingøje, der formentlig - som (eventuel) tidligere tjenestegørende i den romerske hær - har kunnet læse og skrive latin. Man har i øvrigt andetsteds (dog ikke af Kudahl) foreslået, at runerne var inspireret af en romersk kursivskrift. Og det kan man gøre med stor lethed, eftersom den selv samme romerske kursivskrift ikke er bevaret.
Når det er sagt, er bogen værd at læse, fordi den bringer nogle visioner om østdanske forhold i sen ældre jernalder, der kan have haft vidtrækkende konsekvenser.
