Sorte Muld

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

Bogen med den noget dystre titel Sorte Muld er kommet til verden som et resultat af et forbilledligt samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen, Bornholms Museum i Rønne og forlaget Wormianum, der udgiver tidsskriftet Skalk. De to sidstnævnte aktører har tidligere arbejdet sammen om en populærvidenskabelig og meget læseværdig bog om Bornholms helleristninger (se anmeldelse på Historie-online.dk: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/helleristninger.htm). Det samarbejde kan de roligt fortsætte med! 

Det er næppe bogens noget dystre forside, langt mindre den meget korte titel, der får køberne til at flå den ned fra hylderne. Titlen forstås således kun af ”indviede” udi jernalderens arkæologi – og et udvalg af indfødte bornholmere, og det er faktisk ærgerligt. Bag betegnelsen Sorte Muld gemmer sig nemlig et omfattende kompleks af forhistoriske grav- og bopladser nær Svaneke i Bornholms nordøstlige hjørne. Området har siden 1700-tallet været kendt for at rumme mange arkæologiske levn, herunder guld, og så et usædvanligt mørkfarvet jordlag. Det er det sidste – af arkæologer betegnet kulturlag – der med sit indhold af oldsager, dyreknogler, forrådnet organisk materiale og ikke mindst trækul, har fået bornholmske bønder til at benævne området Sorte Muld. Stednavnet findes ikke på noget moderne kort, langt mindre på områdets vejskilte, men det har vundet indpas i nordeuropæiske arkæologers ordforråd i en sådan grad, at jernalderbopladser med tykke kulturlag ofte omtales som sortemuldspladser, uafhængigt af deres geografiske placering. Besøger man området i dag, kan det være vanskeligt at forestille sig, at man her står overfor et af Danmarks væsentligste fortidsminder, for landskabet dækkes af kornmarker, der brydes af spredte gravhøje fra sten- og bronzealder – og en undseelig markvej. Man skal imidlertid ikke skue hunden på hårene, for Krøblingevejen, som hjulsporene benævnes, er det eneste fysiske levn af områdets storhedstid i jernalderen. Krøblingevejen er intet mindre end den vej, som jernalderfolkene kørte eller gik på, når de skulle fra kysten nordvest for Svaneke og op til bopladsen på Sorte Muld-området. 

Men, hvad er det så, der er baggrunden for at skrive en hel bog om marker med kedeligt farvet jord? Det er det faktum, at området mellem ca. 200 og 900 e.Kr. rummede et betydeligt rigdomscenter i et regionalt såvel som overregionalt perspektiv. Herfra var der tætte net af kontakter til landene omkring Østersøen, men også til fjernere egne som Central- og Sydøsteuropas samt Middelhavslandenes bysamfund. Disse kontakter kan spores blandt de mere end 18.000 oldsager, der hidtil er fundet på Sorte Muld-kompleksets ca. 25 jernalderbopladser, der ligger inden for et ca. 1 kvadratkilometer stort område. Det store antal oldsager er først og fremmest fremkommet ved at afsøge markoverfladen med metaldetektor, men også ved at lade øjnene lokalisere oppløjede genstande. Og netop den landbrugsaktivitet, som har bragt genstandene frem i lyset, er samtidig med til at nedbryde fortidsminderne, og det med foruroligende hast. Detaljerede opmålinger af landskabet samt boringer og mindre udgravninger har vist, at der på den centrale del af Sorte Muld-området endnu er bevaret op mod 1,5 m kulturlag, men at en betydelig del af laget er forsvundet i løbet af de sidste ca. 25 år, hvor man i særlig grad har holdt øje med området! Hidtil har indsatsen med at redde de oppløjede oldsager samt dokumentationen af ødelæggelsernes omfang lagt beslag på så store ressourcer, at der kun er foretaget få og begrænsede udgravninger. Udgravningerne har dog vist, at affaldslagene endnu rummer betydelige mængder af oldsager; således er mere end 2000 af de små, tynde og møjsomligt dekorerede guldblikstykker, benævnt guldgubber, fremkommet ved systematiske gravninger i kulturlagene. Der er således ingen tvivl om, at vi hidtil kun har set toppen af isbjerget – og at der stadig er betydelige mængder af oldsager og information at hente i områdets mørke jordlag.

Sorte Muld-bogen kan betragtes som en status over de arkæologiske undersøgelser, der er lavet i området i de sidste 25 år. I mange tilfælde ville en sådan oversigt – hvis den overhovedet var systematisk nedfældet på et stykke papir! – være endt som en tør rapport i biblioteker og arkiver. I dette tilfælde har man altså valgt den forbilledlige fremgangsmåde at delagtiggøre en bred læserkreds i erfaringer, resultater, ønsker, hypoteser og teorier. Undervejs i læsningen erfarer man mange gange, at der endnu forestår meget arbejde, før den ”endelige” bog om Sorte Muld kan skrives. Således mangler vi endnu at få svar på, hvor langt størstedelen af de mennesker, der boede på bopladserne, blev begravet. Et ligeledes uafklaret mysterium ligger gemt i de aftegninger, som er påvist ved geomagnetiske undersøgelser af muldlagene i området. De repræsenterer muligvis et indhegnet område omkring det sted, hvor en betydelig del af guldgubberne er fundet. Om det ligefrem er et tempel, der skjuler sig her, kan kun fremtidige udgravninger afsløre. Fantastisk spændende!

Bogens 30 afsnit veksler mellem tekniske beskrivelser af bl.a. undersøgelsesmetoder (f.eks. terrænopmåling), generelle præsentationer af hele fundkomplekser (f.eks. offerfund eller keramik) samt mere specifikke beskrivelser af enkelte genstande (f.eks. en runestav). I sidstnævnte kategori er der særlig grund til at fremhæve fund af kirurgiske redskaber, som viser, at Sorte Muld-folkene havde indgående kendskab til fysiske indgreb i den menneskelige krop. Sådanne redskaber er hidtil kun fundet i jernalderens krigsbytteofferfund, men redskaberne fra Sorte Muld viser, at det ikke kun var efter kamp, at man måtte rense sår eller sy en flænge! Anmelderen har med særlig interesse læst afsnittene om ofringer af våbenudstyr på bopladsen; fundene af mange bevidst ødelagte spyd og lanser kan indikere, at området har rummet en stor kultbygning i stil med den, der inden for det sidste årti er undersøgt ved Uppåkra nær Lund. Meget informativt er det generelle afsnit om jernalderbebebyggelsens karakter; her kan man bl.a. få oplyst, at den enkeltgårdsstruktur, der har sat sit præg på det bornholmske landskab i middelalder og nyere tid, har rødder tilbage til jernalderen. Fascinerende med så lang kontinuitet i kulturlandskabet! Meget væsentlig er også de to afsnit om guldgubberne, ikke mindst fordi de repræsenterer som en dansksproget og let tilgængelig sammenfatning af fremmedsprogede artikler, der tidligere er fremlagt i diverse fagpublikationer.

Ikke mindre end 24 forfattere har bidraget til bogen. Bidragsyderne er primært arkæologer og andre fagspecialister fra Københavns Universitet, Bornholms Museum og Nationalmuseet. Desuden har forvaltere og teknikere fra Kulturarvsstyrelsen samt bornholmske amatørarkæologer skrevet om hver deres arbejde med det omfattende fortidsmindekompleks og fundene herfra. Selv en nabo til Sorte Muld har givet et stemningsbillede fra lokaliteten. Med så mange bidragydere ville der være en oplagt risiko for, at der kunne komme store overlap mellem de enkelte artikler, eller at historien kommer til at starte forfra alt for mange gange. En ihærdig indsats fra redaktørernes side har dog forhindret, at dette er sket, og man kan således læse bogen i et stræk uden at føle, at der kommer særligt mange gentagelser.

Redaktørerne har også sørget for grundig korrekturlæsning, for der er kun få og ubetydelige fejl i bogen (men oppidum er altså neutrum og hedder som følge deraf ikke oppidae, men oppida i pluralis, s. 83). Det kan også tilføjes, at der spores inkonsekvens i det hyppigt anvendte begreb satellitplads, der optræder både med og uden anførselstegn samt med og uden bindestreg. Ligeledes ville det være rart, hvis forfatterne havde brugt fælles retningslinier til at forklare fagbetegnelser. Nogle forholdsvis almenkendte begreber forklares således i detaljer (f.eks. fibula), mens andre (således oppidum og Kalifattet) tilsyneladende opfattes som allemandsviden. En konsekvent kursivering af sådanne fagbetegnelser og henvisning til en ordforklaring bag i bogen kunne have løst problemet for forfatterne såvel som den ikke fagkyndige læser.

Ovenstående ubetydelige fejl og mangler overskygges imidlertid helt af, at redaktionen virkelig har taget hensyn til en potentiel bred læserkreds. Læseren er således i sjældent grad godt hjulpet på vej af en række ”værktøjer” såsom en stedfortegnelse samt kort over Bornholm, Danmark og Europa med markering af lokaliteter, som omtales i teksten. Anmelderen er særligt glad for kortet side 27, der endelig gør det muligt at få klarhed over, hvorledes de mange bopladsområder i Sorte Muld-komplekset med pudsige navne som Fuglesangsageren, Sylten og Alverdensvid etc. ligger i forhold til hinanden. Som en god hjælp til læsere, der ikke har jernalderens og vikingetidens kronologi helt present, er der endvidere tidstavler, der kan anvendes til at placere periodebetegnelser, der anvendes i teksten, i en dansk såvel som en europæisk sammenhæng. Endelig rummer bogen en ret fyldig litteraturliste, der gør det muligt for den særligt interesserede læser at dykke dybere ned i udvalgte problemstillinger. Imidlertid er det ikke alle forfattere, der refererer til litteraturlisten, og det kan godt forekomme lidt inkonsekvent. 

Bogens illustrationer er fantastisk flotte, og der er således mange og flotte genstandsfotos af et lille udsnit af de spektakulære oldsagsfund fra det bornholmske ”skatkammer”. Mange af genstandene har aldrig været afbildet tidligere, så fagkolleger kan her mæske sig i delikate detailoptagelser af mønter, våben, guldgubber, brakteater, smykker og redskaber og hertil få god information i de fyldige billedtekster. Også de mange spredningskort og udgravningstegninger er gode at blive klog på, vel nok primært for fagmanden. Til gengæld er en serie luftoptagelser og mange meget stemningsfulde billeder af landskaber og jordfaste fortidsminder en fryd for øjet for enhver læser! Alene illustrationerne gør det værd at investere i denne bog!

Jeg synes, at Sorte Muld formår, hvad der i virkeligheden må være den kulturhistoriske formidlings ypperste mål, nemlig at ramme et niveau, som gør forskning, forvaltning og teknik nærværende for alle med interesse for arkæologi og kulturhistorie - forskere såvel som amatører.

PS: Det forlyder, at Sorte Muld udkommer i en engelsksproget udgave i 2009!