SPQR
Den engelske professor i klassisk historie, Mary Beard, har skrevet en helt utrolig bog om Romerrigets spændende historie. Den er båret ikke alene af en enorm viden, men også af en boblende fortællerglæde.
Af Erik Ingemann Sørensen
I slutningen af 60’erne deltog jeg i en udgravning i den romerske grænsefæstning Carnuntum, der ligger øst for Wien – Vindobona som romerne kaldte den. Udgravningsforløbet var ikke uden problemer. Man ønskede at anvende isotoper, for at kunne følge kloakeringen. Noget der fik de lokale landmænd op i det røde felt.
Det var en utrolig spændende udgravning, der bragte mange nye fortællinger frem i lyset. Som nu da jeg stødte på en seglsten med inskriptionen: LEG XIII GEM VIC. Den 14. sejrrige tvillingelegion. En af Romerrigets elitelegioner oprettet af Julius Caesar. Historien i denne ene sten er så karakteristisk for den romerske historie. Da dens leder, Septimus Severus, stræbte efter magten i Rom (193 e.k), mobiliserede han legionen. Og fik magten som kejser. Så frygtet var den. Han fik titlen gennem militær styrke. Et velkendt træk i Romerriget.
Den anden typiske fortælling er såmænd centralvarmen. Intet mindre. Der er koldt i Carnuntum om vinteren. Naturligvis tog man den traditionelle arkitektur med sig. Men gulvene var kolde. Derfor byggede man, så man kunne nyde godt af opvarmede gulve gennem de såkaldte hypokaustre – man hævede gulvet, så der kunne sendes varme fra bål ind under gulvet.
Uanset hvad så svigtede man ikke traditionen. Man tog den med ud i rigets fjerneste afkroge. Man var vel romer.
En anden historie, der i realiteten intet har med Romerriget at gøre, siger egentlig alt. Det er ved juletid, når Paven fra Peterskirken udlyser julefreden med ordene: ”Urbi et orbi” – for byen og verden. For sådan var Romerriget. Der var byen Rom og så den kendte verden, som man herskede over. Markant udtrykt gennem betegnelsen for Middelhavet. Det kaldte man ”mare nostrum” – vort hav. Så var det på plads. Vort hav.
Et gigantisk puslespil
I indledningen skriver Mary Beard: ”Antikkens Rom er vigtig. Hvis vi vælger at ignorere romerne, lukker vi ikke kun øjnene for den fjerne fortid. Rom bidrager stadig til at definere den måde, vi forstår vores verden på, og hvordan vi ser os selv, fra sofistikerede teorier til lavkomedier. Efter 2000 år understøtter Rom stadig Vestens kultur og politik, hvad vi skriver, og hvordan vi betragter verden samt vores egen plads deri…” (s.15)
Senere hedder det: ”Den romerske historie omskrives hele tiden og er altid blevet det…Romersk historie er med andre ord stadig under udarbejdelse…” (s.16) Man kan yderligere tilføje, at den igen og igen er underlagt tidens iagttagere. Eksempelvis fremstiller en kilde Caesar særdeles positivt. En anden med stor afstandstagen. Sidstnævnte skrevet i 1939, hvor diktatorbilledet var blevet skræmmende for den engelske historiker.
Der er flere vinkler, der presser sig på: ”Romersk historie kræver desuden en særlig fantasi. At udforske oldtidens Rom fra det 21. århundrede er lidt ligesom linedans: en meget svær balancekunst. Hvis man ser til den ene side, virker alting betryggende velkendt: Der foregår samtaler, vi umiddelbart kunne tage del i, om frihedens beskaffenhed eller om seksuelle problemer; der er bygninger og monumenter, vi kan genkende, og der leves et familieliv, vi kan forholde os til, med alle de besværlige teenagere, og der er vittigheder, vi kan forstå. På den anden side virker det som et fuldstændig fremmed land…der var også nyfødte, der blev kastet på affaldsdyngerne, der var barnebrudene og de flamboyante eunukpræster…” (s.19).
Den medlevende professor
Mary Beard (født 1955) er professor i ”ancient history ved Newnham College, Cambridge med speciale i Romerriget. Endvidere er hun fortælleren i flere fremragende tv-produktioner om Romerrigets historie. Her folder hun sig ud for fuld fortællende kraft, hoppende i renserikar, gående rundt i hemmelige gange, højtlæsende og til tider grinende over romerske gravskrifter. Hun er virkelig et menneske, der i den grad fortryller sine tilskuere. Fantasien får ofte vinger i fortællingen. Men altid på solidt akademisk grundlag.
Hendes fremragende fortællinger kan blandt andet opleves her
Mange sammenligner hende med de to store fortællere Guido Knopp og afdøde Marcel Reich-Ranicki, hvilket må betragtes som stor, stor anerkendelse af fortælletalentet.
Om baggrunden for netop ”SPQR” skriver hun i sin afslutning ”Og så til slut”: ”Jeg har tilbragt en god del af de sidste 50 år af mit liv i selskab med disse ”førsteårtusindromere”. Jeg har lært deres sprog, så godt jeg kunne….Og jeg har længe spekuleret over, hvordan man bedst kunne fortælle Roms historie og forklare, hvorfor jeg mener, det er vigtigt…” (s.549). Dette mål når hun til fulde med denne fantastiske bog.
Intriger, magtkampe og snedig dominans
Bogen starter med et mægtigt drama under overskriften ”Ciceros stjernestund”. Vi er i Rom år 63 f. Kr. Cicero nagler Catalina til senatsbænken med en række spiddende angreb. Beskylder ham for at stå i spidsen for en sammensværgelse mod staten. Resultatet bliver et blodigt opgør mellem de stridende parter. Også på denne begivenhed er der talrige indgange og versioner, som Mary Beard tager op. For så pludselig at bruge fortidens begivenheder til at stille det helt centrale spørgsmål: ”Er det legitimt at eliminere ”terrorister” uden at tage hensyn til de juridiske processer? I hvor høj udstrækning kan man suspendere borgerrettighederne af hensyn til den indre sikkerhed?.... (s.21). Evigt aktuelle spørgsmål.
Cicero i et af sine store øjeblikke
Bogen igennem er der spring i tid. Normalt ville man forvente en lineær fremstilling, men Mary Beard’s intentioner passer ikke helt ind i dette system. Det er imidlertid på ingen måde forstyrrende for læsningen.
Historien/legenden om Romolus og Remus bliver godt og grundigt behandlet. Den er jo tæt knyttet til Roms grundlæggelse – det tidspunkt hvorfra den romerske datering stammer: ab urbe condita. Historien/legenden om de to brødre, der blev opfostret af en ulv, er især fremført af Livius. Den indeholder så mange mærkelige elementer, at den er svær at skille ud fra de historiske fakta. Mary Beard kommenterer det med et glimt i øjet. ”Det latinske ord for ’ulv’ (lupa) blev også i daglig tale anvendt som betegnelse for en ’prostitueret’ ( lupanar var en standardbetegnelse for et ’bordel’). Kunne det være, at det var en lokal luder snarere end et lokalt vilddyr, der havde fundet og passet tvillingerne?” (s.59)
Det ikoniske billede der den dag i dag symboliserer Rom (foto: Erik Ingemann)
Romulus myrder som bekendt sin bror, hvilket får digteren Quintus Horatius Flaccus til o. år 30 f. Kr. - altså efter mordet på Cæsar - at skrive: ”Det er en bitter skæbne, med forbryderiske brodermord, som forfølger romerne, lige siden den uskyldige Remus’ blod blev udgydt på jorden og blev en forbandelse for hans efterkommere”. Kommenteret af Mary Beard med ordene: ”Vi ville måske sige, at borgerkrig lå i de romerske gener…” (s.66).
Bogens mange kapitler om politiske og særdeles blodige kriser, romerhærens mange kampe med frygtelige nedslagtninger, synes på en måde at bekræfte denne iagttagelse. Det vil her føre alt for vidt at komme ind på de mange fortællinger om både republikken og kejserrigets historie. Jeg må nøjes med at konstatere, at forfatteren er en ypperlig og særdeles vidende cicerone.
Dagligdagens mange facetter
Den anden del af Beards fortælling drejer sig om hverdagslivet. Om forholdet mellem kønnene, børn, boliger, baggårde og den allesteds nærværende død. Sidstnævnte finder hun på en gravsten under en af vandringerne. Den tilhører en Claudia og stammer fra det 2. århundrede f.Kr: ”Her er en skøn kvindes uskønne grav…Hun elskede sin mand med sit hjerte. Hun fødte to sønner. En af dem efterlader hun på jorden, den anden under jorden. Hendes tale var yndefuld, og hendes gang elegant. Hun holdt sig hjemme. Det er, hvad der er at sige.” (s.311). Der ligger meget gemt i denne underskønne tekst. ”Den korrekte rolle for en kvinde var med andre ord at være sin mand hengiven, at producere den næste generation, at være en udsmykning, at være husholdningens bestyrer og at bidrage til hjemmets økonomi ved at spinde og væve…” (S.311). En anden gravsten priser den afdøde hustru med ordene: ”Hun havde smukke brystvorter”, noget der ikke skal kommenteres af hensyn til #metoo.
Den afdøde søn ved vi ikke noget om. Men til gengæld fortæller Beard om fødslernes fare: ”Børneproduktion var en farlig pligt. Barnefødsel var bestandig den største dræber af unge voksne kvinder i Rom, fra senatorfruer til slaver…” (s.321). Spædbørnenes liv var også usikkert. ”DE spædbørn, der kom gennem fødslen i god behold, havde en endnu mere risikofyldt periode end deres mødre. De, der virkede svagelige eller handicappede, ville blive ’sat ud’, hvilket ofte kan have betydet, at de blev kastet på den lokale affaldsplads. De, som var uønskede, mødte den samme skæbne…” (s.325). Så barske var realiteterne, ved vi både fra skriftlige kilder og udgravninger.
Vi ved meget om, hvordan de rige boede. Paladsruiner taler deres tydelige sprog herom. Ikke mindst Hadrians villa uden for Rom – Tivoli, som historikere ud fra ruinerne har rekonstrueret i 3D.
Neros villa i Rom er nu åbnet for offentligheden efter en større renovering. Den er virkelig et besøg værd. Se her.
Anderledes forholder det sig med samfundets lavere lag – for slet ikke at tale om de hjemløse. Men også her afdækker Mary Beard lag på lag. I kapitlet ”Grader af fattigdom” præsenterer hun læserne for samfundets nedre lag. ”Der fandtes bestemt ekstrem fattigdom i byerne. De romerske love forbød udtrykkeligt, at man slog sig ned i gravkamre…der var tale om hjemløse, lokale eller fremmede borgere, nye tilflyttere eller bortløbne slaver, som gjorde sådan…” (s.455) Vi hører om fleretagershuse, huse med 7. baggård og om primitive hytter bygget op af tilfældige mure.
Turister passerer givet det imponerende ”Fædrelandets alter” ved Piazza Venezia uden at skænke det en tanke, at man lige bag ved det rent faktisk kan se nogle af de almindelige borgeres boliger fra romertiden. Med små, små lejligheder der kunne rumme op til 10 personer. Og Mary Beard forstår at give dem mæle – uden at give slip på fagligheden.
Det er utrolig læsning om livet blandt de omkring 50 millioner indbyggere, som man mener imperiet bestod af.
Og det skete i de dage…
Den romerske kejser Augustus nævnes jorden over hver eneste jul. For hans skattetekniske grundighed. At alverden skulle skrives i mandtal, relaterer til, at han ganske enkelt ville vide, hvor mange der var vectigales dvs. skatskyldige. Og der blev foretaget adskillige folketællinger i det gigantiske rige.
Augustus er i historiske værker ofte blevet beskrevet som en af de største. Alene antallet af statuer er imponerende. Ganske som hans Res gestae: hans egen fortælling om hans storhed.
Mary Beard er ikke helt sikker på, om idealiseringen af ham holder. Hun citerer kejser Julians begavede satire om forgængerne, hvor han forestillede sig, at de alle mødte op til en stor fest med guderne: ”Julius Cæsar er så magtbegærlig, at det er lige før, han afsætter gudernes konge. Værten, Tiberius, forekommer forfærdelig humørsyg, og Nero kan ikke holde ud at skulle skilles fra sin lyre. Augustus træder ind som en kamæleon, som det er umuligt at blive klog på. Han er et listigt gammelt reptil, der hele tiden skifter farve, fra gul til rød til sort, det ene øjeblik tungsindig og dyster, og det næste prøver han al sin charme på kærlighedsgudinden. De guddommelige værter har intet andet valg end at overlade ham til en filosof, der skal forsøge at gøre ham vis og behersket…” (s.369)
Forum Romanum – imperiets navle. Bygningen nederst til venstre markerer, hvor Cæsars lig blev brændt. (Foto Erik Ingemann)
Styrkelse af den klassiske dannelse
Der er al mulig grund til at begræde, at den klassiske dannelse er sendt på retur i uddannelsessystemet. Det er et tab af viden og indsigt, af forståelse for mange af de ting, der rør sig den dag i dag. Generationer er blevet regulært fattigere i de seneste årtier. Et skridt ud af dette morads vil være at læse Mary Beard’s utrolige bog. Velskrevet, vidende og spidsfindig, som den er, må man karakterisere den som en af de vigtigste udgivelser om Romerrigets historie de seneste 25 år. Man kan kun ønske kommende læsere rigtig god fornøjelse på rejsen.
historie-online.dk, den 4. april 2018
