Tiberius - en biografi
Af Lone Jensen
Gunnar Dahl har skrevet en spændende og oplysende bog om en af de glemte kejsere i Roms historie. Eller måske er han ikke glemt, blot husket for de forkerte ting? Eftertiden har tegnet et grusomt og brutalt billede af Tiberius, som især er husket for sine sidste år på Capri, hvorfra han styrede Rom og dets provinser med hård hånd. Mange besøgende på Capri lægger vejen forbi hans engang så imponerende villa: Villa Jovis, hvor der i dag kun er resterne tilbage. Villaen er nok mest berygtet for den fange/torturkælder, som den mistænksomme kejser lod udfærdige (i stedet for vinkælderen), for hvad var vigtigere end at få sandheden ud af Roms fjender? I den sparsommelige Tiberius´ øjne i hvert fald ikke vin.
Indrømmet, mit eget billede af Tiberius var meget tæt på ovennævnte; en diktator der myrdede folk efter forgodtbefindende, men efter at have læst bogen (faktisk allerede efter nogle sider) blev jeg rystet i mit billede. Nu ser jeg måske mere en mand, der er formet af en skæbne, som ikke altid tilsmilede Tiberius, og et intrigeramt samfund hvor det at hytte eget skind var det vigtigste.
Bogen starter med, at den ældre Tiberius sidder i villaen og tænker tilbage. Det er i det hele taget et godt og gennemtænkt træk ved bogen, at den skifter mellem nutid og fortid, således at det der sker nu i Tiberius´ tanker føres tilbage til en mere detaljeret gennemgang af hans liv og især livsbetingelser. Tiberius var ikke sat i verden for at blive kejser, han ønskede det ikke. Men som søn af Livia Drusilla og Nero (Tiberius Claudius Nero), fik han en anden opvækst end den, der var tiltænkt. Tiberius´ far havde været en af tilhængerne af mordet på Julius Cæsar, for dette havde familien måttet flygte og levet i skjul med den lille Tiberius. Faderen tages til nåde, og familien slår sig ned på Palatin, hvor deres nabo er den senere kendte Cicero, Cæsars efterfølger. Mens Livia venter deres andet barn, får de besøg af Octavian, søn af Cæsars niece. Octavian falder for den smukke Livia og ”kræver” hende som brud, mod at Neros politiske fadæser bliver glemt. Nero indvilliger, og både Livia og Octavian skilles og gifter sig med hinanden. Den lille Tiberius og den nyfødte bror, Drusus vokser op i faderens dystre hjem på Palatin. Faderen dør, da Tiberius er ni år gammel, og han og broderen adopteres af Octavian og vokser op i dennes hus. Hermed er dramaet sat, for i det romerske imperium var familien det vigtigste. I Octavians hus befinder sig en kæmpe familie, bl.a. Octavia (Octavians søster), forvist af Marcus Antonius, der er faldet for den ægyptiske dronning Kleopatra, med sine børn. Familien er enorm, og der udtænkes mange rænker for at få de rigtige børn på tronen. Octavian er oprindelig en del af det 2. triumvirat sammen med Marcus Antonius og Lepidus, Antonius dør i 30 f.kr sammen med Kleopatra, da de begår selvmord efter krigen mod Octavian. Octavian er nu den reelle hersker, og tildeles navnet Augustus, ”den guddommeligt ophøjede” i 27 f.kr.
I bogen føres vi nu gennem et net af intriger, der samtidig fortæller om et samfund, der bevæger sig fra republik til Kejserdømme. Rivaler ryddes af vejen. Tiberius skilles fra sin første hustru, fordi Augustus bestemmer, at han skal giftes med datteren Julia. Vi følger alle de store slag, personlige og militære, der udkæmpes i Tiberius liv. Slag der alle påvirkede Tiberius og gjorde ham til, hvad han var. Med mine øjne, en mand der af livet fik nogle drøje hug, og af den tid han levede i var sat i en temmelig umulig situation, som han forsøgte at løse til det bedste, men som eftertiden klandrede ham for.
Bogen er lidt svær at komme ind i, da de mange navne florerer i en lind strøm. Bagest i bogen er der imidlertidig en navneliste over den kejserlige familie; den blev brugt flittigt de første sider.
Efter at have læst bogen, har jeg et billede at Tiberius som en mand, der blev den, han var som en følge af det samfund, han voksede op i. Den lille dreng der mister sin mor, sin far, adopteres, mister sin bror, sin første kone, forrådes af den anden og gøres til hanrej, oplever at miste sin eneste søn til en død, der er forårsaget af dennes egen kone. Tror han kan stole på nogen, men opdager at de alle forråder ham bag hans ryg. Bogen giver alt andet lige et anderledes billede af den ”grusomme” kejser.
