Tissø og Åmoserne - kulturhistorie og natur

Af Folmer Christiansen, Vejle Museum.

I ni artikler skrevet af fagfolk fokuserer bogen på emner, der spænder fra geologi over arkæologi til historie. I en indledende artikel gives et overblik over topografi, natur og kulturhistorie omkring Tissø. 

For danske arkæologer er Åmoserne næsten synonymt med stenalder. Det er da også oplagt, at én af artiklerne omhandler denne periode, nærmere bestemt trafikforbindelser og kultsteder i området Tissø/Åmoserne. Her er bl.a. indarbejdet nye naturvidenskabelige analyser af knogler fra såvel hunde som mennesker, fundet i Åmoserne. De røber at føden i vid udstrækning har været hentet i havet i jægerstenalderens yngre afsnit. Man har skiftet imellem ophold ved kysten og i indlandet via vandvejene ad Halleby Å og Bregninge Å. Fra bondestenalderen findes der mange eksempler på kultiske handlinger i Åmoserne i form af ofring af lerkar, økser, tamokser og endda mennesker.

En stor del af bogen er viet til beskrivelsen af de forskellige vidnesbyrd om stormandsresidenser ved vestsiden af Tissø i perioden 6.-13. århundrede. I en længere årrække er der fremkommet spændende arkæologiske fund fra området, bl.a. Danmarks største guldfund fra vikingetiden, den 1,8, kg tunge Tissø-ring. Omfattende arkæologiske undersøgelser inden for de seneste ti år har afsløret to lokaliteter med stormandsgårde. Mange fund af genstande af høj kvalitet, bl.a. fra tilknyttede værksteds- og markedsområder underbygger tolkningen. Storgården kan på de to lokaliteter følges igennem 5-6 århundreder, fra 6.-11. århundrede. Endnu er der kun en enkelt gravplads fra denne periode i området. Én af bogens artikler beskriver de 15 relativt veludstyrede jordfæstegrave fra 9. århundrede, der er undersøgt godt en kilometer fra den samtidige stormandsgård. Det menes at gravene muligvis kan have været knyttet til et forvalterembede på stormandsgården.

I kort afstand fra de øvrige stormandsgårde er der fundet rester af en befæstet stormandsgårdgård fra 1200-tallet. Et heldigt fund af en seglstampe antyder, at den kan have været i den berømte Hvideslægts eje, muligvis gården Hallenslevlund, der er omtalt i skriftlige kilder. Det giver anledning til at gisne om en mulig forbindelse imellem den historisk kendte slægt og det stormandsvælde, der kan følges et godt stykke tilbage i jernalderen.

I forlængelse heraf følger en artikel om Hvideslægtens (eller Hvideklanens) nære tilknytning til Sorø Kloster i 11- og 1200-tallet.

To artikler omhandler enkeltgenstande. Den ene er om Danmarks største oldsag af flint, - en halv meter lang økselignende genstand med en vægt på næsten tre kilo, fundet i Tissø i 1884. Den anden beskriver to runesten fra Gørlev kirke sydvest for Tissø. Stenene kan meget vel have haft tilknytning stormandskomplekset.

Sidste kapitel beskriver områdets geologi og naturudvikling siden sidste istid. Her kunne man godt ønske sig, at der var blødt lidt op på det indforståede sprogbrug. Hvem ved for eksempel hvad et ”let Russer- eller Hillertørvebor” er ?

Bogen giver først og fremmest en række billeder af en kulturhistorisk interessant egn. Titlen stiller dog læseren en bredere gennemgang af områdets natur- og kulturhistorie i udsigt og man forventer umiddelbart, at der er lagt en vis vægt på samspillet mellem menneske og natur. Det træder egentlig kun frem i artiklen om Tissø og Åmoserne som trafikforbindelse og kultsted i stenalderen. Den røde tråd, der skulle binde artiklerne sammen og danne bogens tema, savnes. Når dette er sagt er der dog meget interessant stof i årbogen, der også er velforsynet med gode illustrationer.