Vin & Kultur
Af Poul Porskær Poulsen , arkivar, Vejle Stadsarkiv
Skal man udgive et glittet magasin, er der mange muligheder. Det ses tydeligt i de mest velforsynede kiosker, at alt fra bryllup til golf kan fylde de glittede sider. Historiske magasiner er der også, og er man så er tidsskrift om middelhavslandene og Den Nære Orient fra oldtiden til vore dage, og skal man finde et tema, der kan fænge og vække opmærksomhed, så kunne intet vel være mere passende end et magasin om noget, som hele middelhavsområdet har til fælles – nemlig vinen. Om det er græsk, romersk, fransk, spansk, cypriotisk osv. – vin er der alle vegne, og det er ganske inciterende at læse om vinens historie, må man konstatere efter at have bladet i de farvestrålende opslag i dette magasin med flotte billeder og absolut kompetente skribenter.
Vi får interessante artikler om vinen i den græske bronzealder, om symposion – drikkegildet, hvor de græske mænd lå og samtalede, mens de drak vin fortyndet med vand, ganske vist, men i ganske betragtelige mængder. Vi hører om transport af vin – både i sæk og pr. skib – vin i forbindelse med forskellige kultiske ritualer osv. Der er også opskrifter på både vildsvin og perlehøne, og sandelig også danske renæssanceopskrifter. Vi hører også om, hvordan vinen dernede sydfra begyndte at brede sig til Danmark. Ved 1590 forbrugte hoffet over 200 liter vin om dagen, så nogle i Danmark kom i hvert fald hurtigt efter det. Men luksus var det, bønderne drak stadigvæk øl, og skulle det være specielt fint, så kunne man gå efter tysk kvalitetsøl. Men det er jo en helt anden historie.
Ud over at nævne, at forfatterne tæller så fine navne som Jens Erik Skydsgaard, Tønnes Bekker-Nielsen, Alfredo og Helle Tessio, Carsten Weber-Nielsen og en hel del flere, skal ikke her refereres yderligere, ud over måske at nævne, at magasinet slutter af med, at Louise Mejer besøger en moderne ”vinbonde” i Spanien, nemlig David Tofterup, som er øverst ansvarlige ønolog i et stort spansk produktionsselskab, og han påstår helt ædrueligt, må man formode, at ”Spanien som vinland nok har potentiale til at producere verdens bedste vine.” Det har vi nu hørt fra andre lande også, men det skal da komme an på en prøve, så skål!