Fredericia Gymnasium siden 1656 - Skolen i tiden
Af Erik Nørr
Bogen om Fredericia Gymnasium er en flot bog i stort format og med mange illustrationer især fra Lokalhistorisk Arkiv, men også nyoptagne fotos. Bogen, som er udkommet i år, kom to år for sent til at markere 350-årsjubilæet for Frederik III’s oprettelsesbrev fra 1656, men seks år for tidligt i forhold til skolens åbning i 1664. Men så kan man i stedet fejre, at gymnasiets nye bygning bliver færdig i år. Tidspunktet er også lidt underordnet, da skolen langt fra har været gymnasium i alle årene, men den har overlevet mange omskiftelser gennem tiden og hører i dag til blandt landets 15-20 ældste gymnasier, afhængig af, hvor mange af de gamle nedlagte latinskoler man vælger at lade overleve gennem realskoler og lignende.
Bogen er disponeret i fem kapitler med hver sin forfatter. Første afsnit, der dækker latinskoletiden fra 1656/1664 til 1817, er skrevet af den erfarne skolehistoriker og tidligere rektor ved skolen Carl E. Jørgensen. Andet afsnit, der dækker perioden 1818-1929, er skrevet af tidligere lektor Asger Christiansen. Tredje afsnit, 1930-45, er forfattet af lederen af Fredericia Byhistoriske Arkiv, Jørgen Peder Clausager. Fjerde afsnit, 1945-74, af lektor Morten Mikkelsen. Journalist Thomas Kvist Jørgensen fører i femte afsnit skolens historie frem til 2008. De tre sidstnævnte forfattere er alle elever fra skolen. Bogens disposition er ikke helt oplagt. Specielt delingen ved 1929 synes tilfældig. Der er hverken noget lovgivningsmæssigt skel eller forhold på skolen, der forklarer opdelingen. Det havde efter min mening været mere rimeligt at lade skellet følge skoleordningerne i 1903 og 1958.
Selv om Fredericia Latinskole, der i 1697 fik en ny bygning, hørte til de mellemstore latinskoler med fire klasser, så var forholdene for elever og lærere, der indtil 1805 betegnedes som hørere, ganske beskedne. Alle elever måtte undervises i samme lokale. Undervisningen blev forstyrret af, at hørerne og de ældste disciple havde kirketjeneste i byens og omegnens kirker. Desuden måtte eleverne ernære sig ved tiggeri. Latinskolen blev betragtet som en understøttelsesinstitution, hvor halvdelen af eleverne gik i sinkeklassen i mange år, og hvor kun hver fjerde eller femte elev blev student. Fredericia Latinskole overlevede den store reduktion i 1739, hvor 40 ud af 59 latinskoler blev nedlagt, og deres indtægter overført til andre latinskoler eller til de nye danske skoler (kristendomsskoler) i byerne. Hvis man vil læse mere om disse omvæltninger, er Carl E. Jørgensen ekspert på området, og han har skrevet en lang række artikler herom spredt i tidsskrifter (se især artiklen i Uddannelseshistorie 2001). Nedlæggelsen af de mange skoler førte imidlertid ikke til nogen væsentlig forbedring af undervisningen i de tiloversblevne skoler. Selv om konkurrenten Vejle Latinskole blev nedlagt, var elevtallet gennem hele det 18. århundrede ganske beskedent i Fredericia: i gennemsnit tre dimittender pr. år. Ved den nye reform af de lærde skoler i 1805, der både skulle styrke undervisningen og erstatte hørersystemet med faglærere (adjunkter og overlærere/lektorer), kom Fredericia for alvor i problemer med at klare de nye krav. Carl E. Jørgensen kalder det for et mirakel, at latinskolen overlevede, men det gik heller ikke længere end til 1817. Skolen havde kun 10 elever, og kun seks var blevet studenter siden 1805.
I Asger Christiansens kapitel (1818-1929) skildres det, hvordan det lykkedes at bevare en form for højere skole, selv om den kgl. latinskole blev nedlagt. Byens borgerskab fik i 1818 oprettet den selvejende institution ”Det Lærde Undervisningsinstitut i Fredericia”. Selv om skolen kun havde to klasser og to lærere, dimitterede den i 1820’erne og 1830’erne en række studenter. Skolepengene var så høje, at det kun blev de bedrestillede, der kunne sende deres børn i instituttet, men det tiltrak også elever udefra, da instituttet havde et godt ry. Den Madvigske skoleordning fra 1850 gav nye problemer. Skolen kunne ikke få eksamensret, da den manglede de to øverste klasser. Dette gav færre elever og dermed færre indtægter. Snart var der ikke mere tilbage af den højere skole end navnet og rektors titel. I 1870 fik skolen en ny og effektiv bestyrer, den fra Haderslev udviste V. Bloch. Han startede straks realundervisning, udvidede klasseantallet og fik ret til at holde almindelig forberedelseseksamen, fra 1876 også studentereksamen. Skolen skiftede derfor atter navn og kom til at hedde Fredericia Latin- og Realskole. Asger Christiansen kalder skolens 10 % fripladser for en social regulering af borgerskabets skole. Dette betød f.eks., at den senere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl fik mulighed for at få en studentereksamen. Selv om det udtrykkelig anføres, at året 1903 ikke betød noget særligt for skolen, så blev den netop i 1903 overtaget af kommunen, og den nye skolelov medførte, at elevtallet steg meget, nu også en række piger. Den klassisksprogede linje blev afløst af en nysproglig og fra 1920/21 også en matematisk linje. I 1908 fik skolebygningen fra 1880 en ny etage, i 1913 fik mellemskolen to spor.
I det forholdsvis korte tredje kapitel (perioden 1930-45) er et hovedemne byggesagen, som afsluttes i 1939/40 med en ny skolebygning uden for Nørreport. Bygningen holdt til 1974. Periodens tre rektorer omtales, hvoraf Erik Lund kun introduceres, da han tiltrådte i 1944 midt under besættelsen og først kunne få sin formelle ansættelse i orden i 1945. Hans virksomhed omtales i det følgende kapitel. Han blev kendt uden for Fredericia på grund af sin store verdenshistorie i fem bind og medforfatterskabet til bogen De europæiske ideers historie, som i 1960’erne blev foræret til alle gymnasieelever. Desuden var han kendt blandt de historiestuderende på grund af censorvirksomheden ved de historiske institutter. Besættelsestiden kom til at sætte sit præg på gymnasiet og undervisningen, da en af lærerne, der var jøde, måtte flygte til Sverige, og en anden lærer blev fængslet af tyskerne. Fem tidligere elever mistede livet (de fik en mindeplade på skolen). I 1944-45 var undervisningen stærkt generet af de tyske beslaglæggelser af skolebygninger i byen, hvilket også gik ud over den nye gymnasiebygning, og undervisningen måtte foregå om eftermiddagen på byens to private realskoler. Blandt enkeltsager fra denne periode fremdrages striden om religionsundervisningen, hvor indremissionske forældre klagede over en bestemt lærers undervisning, der ikke blev anset for at være kristelig nok.
Perioden 1945-74 er omkranset af to byggesager. Den seneste, en helt ny skole på Nørrebrogade, var nødvendiggjort af det stigende studentertal: 37 studenter i 1955, 142 i 1970. Vigtige led i at gøre gymnasiet til en skole for alle befolkningslag var, at skolepenge og eksamensgebyrer samt betaling for skolebøger ophørte i 1955, og senere indførelsen af stipendier fra Ungdommens Uddannelsesfond/SU. I samme periode fordobles antallet af lærere ved skolen, selv om der i 1960’erne var stor lærermangel, og man måtte inddrage både præsterne, apotekeren, soldater, pensionerede officerer og endog en elev i 3.G som lærere. Vi hører om markante læreres betydning for skolen (”selv om historierne næppe bliver ringere med tiden”). Blandt disse er musiklærer Aksel Kristian Thomsen (ansat 1929-75), lektor Axel Saxe (1921-64), ålen Svend Albæk Madsen (ansat 1929-75) og rektor Erik Lund (1944-71). I dette kapitel og i endnu højere grad i det efterfølgende fokuseres der på skolelivet uden for undervisningen. Elevforeningen Sermo (oprettet 1918) skulle styrke kammeratligt samvær og fremme gymnasieungdommens talegaver og tænkeevner ved foredrag o.l. Op mod 1970 indrømmes det, at det efterhånden drejer sig mest om det første. En ny rektor giver i 1971 eleverne lov til at købe øl ved skoleballerne. Elevråd får man i Fredericia allerede i 1946, og et af rådets første succeser er, at eleverne i 2. og 3. G får lov til at ryge i spisesal og skolegård. Ved den årlige skoleskovtur serverer skolen en sodavand for eleverne, medens lærerne nyder den store frokost på en nærliggende restaurant med øl og snaps.
De sidste 35 års udvikling på skolen (1974-2008) er beskrevet af journalist Thomas Kvist Christensen. Han giver et kalejdoskopisk billede af livet på skolen, som bygger på egne erindringer fra skoletiden, samtaler og interviews ikke mindst med pedellen og den nuværende rektor, citater fra gymnasiets årsskrifter og avisomtaler. Det lykkedes ham at give et indtryk af gymnasiets ændrede situation i de 35 år med nye gymnasieordninger og med ændret indstilling blandt eleverne til skole og undervisning. Måske kan man sige, at der fokuseres rigeligt på elevaktiviteter frem for på undervisningens indhold og eksamensforhold, men kapitlet vil være en vigtig kilde, når der ved næste jubilæum igen skal skrives et værk om skolen.
Bogen har fået titlen Skolen i tiden, og bogen slutter med den nuværende rektors og skolens visioner om på den ene side at komme tættere på lokalbefolkningen (projektet Åben dør) og på den anden side at forberede eleverne på informationssamfundet og globaliseringen (international klasse, elevudvekslinger, IT-klasse m.v.).
Fredericia Gymnasium har fået et ganske velskrevet jubilæumsskrift, som fortæller, hvordan skolen har overlevet alle omvæltninger igennem 350 år. Det giver også indtryk af, at en helt ny tid giver nye udfordringer for en moderne gymnasieskole. Der er stor forskel på en skole, der som Fredericia Latinskole, Det Lærde Undervisningsinstitut i Fredericia og Fredericia Latin- og Realskole før 1903 uddannede ganske få studenter om året, og så det gymnasium, der siden 1974 har dimitteret 6.000 studenter. I nogle af kapitlerne kunne der måske med fordel have været skrevet noget mere om undervisning og eksamen og om de forskellige skoleordningers betydning for undervisningen i Fredericia. Til gengæld er der i disse afsnit et rigt stof om livet på skolen.
En af grundene til, at elevstatistik, lærerforhold og skoleerindringer fylder mindre i fremstillingen er, at man har valgt at lade den trykte bog supplere med en cd-rom i en mappe bagerst i bogen. Heri findes nyttige oversigter over skolens ledere, lærere og dimittender (indtil 1932 med karaktergennemsnit), skoleerindringer, dimittendbilleder tilbage til 1914 samt tre filmklip henholdsvis fra grundstensnedlæggelse og rejsegilde 1938-39, forskellige filmklip 1939-43 (bl.a. dimittendernes fejring af eksamen, forskellige undervisningssituationer, lærerkavalkade) samt optagelse fra den tyske beslaglæggelse af skolen i marts 1945 og elevernes redning af skoleinventaret. Oplysningerne om lærerne er meget fyldige indtil ca. 1970. Derefter får man særdeles summariske oplysninger, stort set kun navn og ansættelsesperiode. For perioden efter 1970, hvor Magisterstaten og andre biografiske hjælpemidler ophører, kunne det have været endnu nyttigere at få biografiske data for lærerne. Men dette kan der senere rettes op på, da det oplyses i den medfølgende pressemeddelelse, at oversigterne bliver interaktivt tilgængelige på skolens hjemmeside.
Alt i alt er bogen Fredericia Gymnasium siden 1656 med tilhørende cd-rom en spændende udgivelse, som kan anbefales både til folk med tilknytning til Fredericia og for andre, der interesserer sig for skole- og uddannelseshistorie.
