Fynske Revolutionære - De fynske nazister 1930-1945
Af Lars Kjær, Mag.art. i historie, Lejre Forsøgscenter
Peter Ramskov Andersen har sat sig for at undersøge de fynske nazister fra 1930-45. Hans undersøgelse har særligt to formål, nemlig dels at demonstrere at nazisterne havde meget lidt succes med at slå politisk igennem på Fyn, dels at nazisterne var ganske almindelige fynboer. Peter Ramskov Andersen mener, at den danske historieskrivning hidtil har haft en ulyst til at beskæftige sig med de danske nazister. Det begrundes dels med, at man ikke har kunnet opretholde forestillingen om danskernes kamp mod besættelsesmagten, hvis der kom for mange skår i glansbilledet af en enig folkefront mod en lille gruppe af afvigere. Dels skyldes det, at materiale fra de nazistiske bevægelser af forklarlige årsager ikke er blevet indleveret i lokalarkiverne rundt omkring i landet. En stor del af kildematerialet er i bogstaveligste forstand gået op i røg.
Bogen er blevet til på baggrund af studier i Bovruparkivet - medlemskartotek for DNSAP, der blev beslaglagt af modstandsbevægelsen ved befrielsen – i nazistiske aviser og fynske aviser i øvrigt, af hvilke der var ikke så få i 1930-1940’erne, samt rapporter fra sikkerhedspolitiet.
De udgør hovedgrupperne af kilder, og det giver altid et udmærket indtryk af hvilken type studie, man skal til at give sig i kast med. Peter Ramskov Andersen har været grundig i sin eftersøgning af lokale arkivalier om dette svære emne og kommer langt omkring.
Bogens absolutte styrke er, at den dokumenterer mange facetter af partiet, som ”… spændte fra det ufrivilligt komiske til det direkte frastødende”: Partiets utallige splittelser og fjendskaber mundede ofte ud i nye partidannelser. Der var et enormt forbrug og udskiftning af ledere, der på stribe blev erklæret uegnede til at lede. Man hører om alt fra deres problemer med at fremskaffe cykeldæk til agitatorerne, om deres avisannoncering i de etablerede aviser, stemmetal ved valg og erhvervsfordelingen af de indmeldte og en lang række andre detaljer.
Bogen demonstrerer overbevisende de fynske nazisters megalomane forhold til talstørrelser: Stabsleder Axel Juul hævdede i oktober 1940 ved en parade - med 50 fremmødte - at kunne mønstre 30.000 SA-folk på Fyn. En frafalden SA-mand anslog samtidig, en kende mere beskedent, at tallet på Fyn ikke var større end 100. Denne lemfældige omgang med sandheden ses ved stort set alle beskrivelser af nazistisk mødeaktivitet. Antallet af fremmødte var voldsomt opblæst, og Andersen har fundet et mere troværdigt sandhedsvidne i eksempelvis de socialdemokratiske aviser.
Bogen har sine steder et additivt præg, og der fortælles således ret detaljeret om udviklingen på det organisatoriske plan, så som udskiftningen af sysselledere, udnævnelser osv. og deres referater i aviserne. Jeg kunne ikke undgå at få fornemmelsen af, at forfatteren, i hvert fald i sektioner, har ladet sig styre en smule af det eksisterende og begrænsede kildemateriale.
Det er i øvrigt interessant at se, at bevægelsen på alle niveauer har svælget skamløst og fuldstændig anakronistisk i ”nationale” symboler, som f.eks. i sammenblandingen af bronzealderlurblæsere og det senere Ladbyskib. Nazisterne var ivrige efter at bevise deres nationale tilhørsforhold under besættelsen og plukkede også på Fyn efter forgodtbefindende.
Mest interessant er, efter min mening, kapitlet om besættelsestiden. Besættelsen gav anledning til en svag medlemstilgang. Fra 1941 vendte denne dog, og partimedlemmerne følte sig i stigende grad trængt tilbage. I 1942 måtte de ledende nazister i Odense have deres hjem bevogtet af politiet, hvilket igen bevirkede, at ingen herefter kunne være i tvivl om, hvor de boede. I 1943 under urolighederne i august følte partimedlemmer sig udsat for en systematisk klapjagt, og rudeknusninger og hærværk var hverdagsbegivenheder. Også privatboliger og butikker blev ramt af ”den kommunistiske-ungkonservative ødelæggelses- og plyndringshob…” (s. 82), som et partimedlem benævnte sine forfølgere. Nazisterne, der før paraderede og stoltserede i gaderne, frygtede nu ”gadens terror”.
Bogen har det lokale som afsæt og kan derfor med fordel læses i sammenhæng med eksempelvis Tamms disputats fra 1984. Men selvom bogen behandler en udvalgt lokalitet og udgives af lokale kræfter, hæves niveauet langt over, hvad man normalt ser for lokalhistoriske udgivelser, og det er en bog, der burde nå ud til mange læsere
