Godsejerens ret

Af Henning Lyngsbo

Når man langt om længe har læst denne ikke særligt læsevenlige bog, kan det undre, at dens titel kun indeholder ordet ret og ikke pligt. Godsejeren havde også mange pligter, hvilket bogen da også omtaler.

Men måske har forfatteren med titlen Godsejerens ret villet markere godsejeren som den, der havde den saglige og stedlige kompetence i et nærmere bestemt område(retskreds) til at håndhæve såvel de skrevne regler (primært Chr. V´s Danske lov fra 1683) som de uskrevne. Uklarheder og fortolkningstvivl var der meget af i 1700- tallet. Men afgørelser skulle der træffes. Godsejeren kunne i så henseende sige: ”Jeg er loven!” Måske er det, hvad forfatteren mener med overskriften Godsejerens ret.

Lidt klarhed kommer der frem via undertitlen: ”Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm Birkeret.” Med retshåndhævelsesopgaven er der i allerhøjeste grad tale om pligt. 

Kernen i bogens diskurs om retssystemet i 1700-tallet er den noget besynderlige dobbeltrolle, godsejeren havde. Dels som offentlig juridisk myndighed og dels som privat part på vegne af fæstebønderne i hans område.

Bogen er blevet til som en let revideret udgave af forfatterens ph.d.-afhandling, forsvaret i marts 2012.

Forfatteren tager sit udgangspunkt i retsplejevilkårene i tiden efter Enevældens indførelse. Sidstnævnte begivenhed havde til følge, at Danske Lov stadfæstede de jurisdiktionsprivilegier, landets adelige godsbesiddere havde haft siden middelalderen.

De suverænt største godsejere opnåede i 1671 rang som grever eller baroner. Men samtidig fik de tildelt Birkeretten som et privilegium med ret til at udnævne dommeren.

Bortset fra det særligt definerede birkeretsområde gjaldt jurisdiktionsprivilegierne for samtlige adelsgodser i såvel herreder som birker.

Og da de adelige godsejere ejede ca. halvdelen af den danske jord, har de nævnte privilegier en større rolle i den danske retspleje, end man måske hidtil har antaget.

Det er forfatterens fortjeneste, at hun har foretaget en selvstændig og systematisk undersøgelse af godsejerens dobbeltroller. Hendes væsentligste hjælp hertil stammer fra arkivmaterialer fra Clausholm birk og gods. Især en velbevaret justitsprotokol fra 1700-tallet. Af formentlig ressourcemæssige grunde har forfatteren kun udvalgt arkivalier fra årene 1756-1759.

Når jeg skriver ”kun”, er det fordi, jeg ikke kan fri mig for tanken, om de mange år, der således ikke er undersøgt, kan give et andet eller mere nuanceret billede?

Til gengæld må man indrømme forfatteren, at hun er meget grundig i sine undersøgelser. Hun fremlægger sine resultater med de nødvendige forbehold, som en relativ begrænset undersøgelse må kræve. Bogen indeholder dog efter min opfattelse for mange gentagelser. Når en undersøgelses resultat er fremført i et kapitel, behøver læseren ikke – som regel – at gense det i de følgende kapitler.

Der indgår mange tvistigheder til belysning af især formalitetsproblemer/kompetencer/værneting i bogen. Det gør bogen levende, men jeg har virkelig ærgret mig over, at stort set ingen af de omtalte, ofte dramatiske retssager, får omtalt, hvad sagerne endte med!