Grossman-dagbøgerne 1941-45

Af Peter Mouritsen

På Antony Beevors nye bog er anført to forfattere, nemlig Beevor selv og ophavsmanden til dagbøgerne og de fleste af de artikler, som man finder uddrag af i bogen. Det er naturligt, at Beevor gerne vil kreditere Grossman, men det er også lidt krukket. Det er Beevor som har klippet og sakset i Grossmans dagbøger, artikler og bøger. Grossman er ikke mere medforfatter end han er på Beevors andre bøger, hvor han optræder som vigtig kilde.

Fantastisk god bog
Det kan siges ganske kort. Det er en god bog. Den er helt klart værd at læse, hvis man interesserer sig for krigen ude ved fronten. Eller politiske intriger. Eller Sovjetunionen. Eller for Nazityskland, holocaust, litteratur, almindelige menneskers liv bag fronten, besatte mennesker osv. Beevors bog giver indblik i alle disse ting og fortæller på en meget spændende og læseværdig måde. Man æder sig igennem denne bog som en roman.

Bogen er dog skæmmet af mange slåfejl. Selv på et af kortene med frontlinier er byen Orjol skrevet ”ø rjol”. Der er så mange fejl, at det ikke bare er smuttere. Det er sjusk. Heldigvis er det ikke lykkedes forlaget at forstyrre meningen gennem denne slendrian.

Mange historier
Jeg synes som sagt, det er en god bog, men man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Det vrimler med niveauer, personer og historier. Både Grossmans egen, hans forfatterskab, krigen, Stalins Sovjet og så Beevors egne kommentarer, der fortæller sine historier om for eksempel krigen. Der er fart på. Jeg har svært ved at afgøre, hvor meget man skal kende til historien for at følge med, men jeg lukrerede ofte på et vist omfang af genkendelsens glæde.

Beevor har bag i bogen en oversigt over, hvor de enkelte citater stammer fra. Er man nysgerrig, skal man blot slå op under kapitlet og finde sidetallet for citatet. Citaterne er ikke behæftet med noter, hvilket er en god løsning, fordi der i teksten allerede er en del forklarende noter.

Vasilij Grossman
Bogens hovedperson Vasilij Grossman  blev krigskorrespondent for den Røde Hærs avis Kraznaja Zvezda – Røde Stjerne - fordi hæren ikke kunne bruge ham, da han efter krigsudbruddet meldte sig frivilligt som soldat. Grossman rejste rundt mellem fronterne og skrev om soldaternes forhold, heltegerninger og tyskernes grusomheder. Samtidig førte han en ret udførlig dag- og notesbog. Det gør ham meget interessant fordi det naturligvis var strengt forbudt. Dagbøgerne er derfor nogenlunde friholdt for censur, hvilket Grossmans artikler og bøger ikke er. De udkom jo offentligt i Sovjetunionen – og skulle det ikke være nok, så var der jo også krigen til at sætte begrænsninger på udfoldelserne.

Ved at citere Grossmans artikler, bøger, breve og dagbøger samt enkelte andres skrifter følger vi Grossmans liv og arbejde under krigen, forhold til familie og så videre. Særligt moderen og faderen. Faderen var i sikkerhed i Moskva, men moderen nåede ikke væk fra sin ukrainske landsby, inden tyskerne overfaldt den. Da hun var af jødisk oprindelse fik hun, som de fleste andre besatte sovjetiske jøder, en grim medfart. Det plagede Grossman meget, fordi han følte, han burde have reddet hende ud inden. Holocausttemaet bliver i det hele taget meget fremtrædende hen mod slutningen af bogen, fordi Grossman er meget aktiv i forhold til at dokumentere uhyrlighederne.

Det bliver særlig tydeligt i afsnittet ”Treblinka”, et afsnit jeg kom til at læse en sen aften i stedet for at sove. Afsnittet udgøres primært af en lang artikel, hvor vi af forfatteren føres igennem denne lejrs udryddelsesafdeling. Det er en meget uhyggelig dramatisering, som Grossman har skrevet. Det er en mesterlig beskrivelse - næppe 100% korrekt, men den er essensen af det vanvid, som fandt sted, og det er vigtig læsning. Det blev langt over sengetid den aften, jeg tror Grossman kom helt til Poznan, før jeg kunne få de finde ro for de frygtelige billeder, Grossman havde manet frem.

Den jævne soldat
Grossman er meget optaget af den almindelige soldat. Hans respekt for de kæmpende i skyttegravene, i kampvognene og flyvemaskinerne er et gennemgående træk, han lever blandt de menige soldater, og han formår at beskrive deres forhold igennem sine artikler. Derfor opnåede Grossman stor anseelse blandt soldaterne og officererne.

Vi kommer meget tæt på menneskene ved fronten, og det er noget af det mest spændende og nye ved den her bog. Jeg synes ofte den sovjetiske krigsindsats i Anden Verdenskrig skildres som en katastrofe mellem Stalins inkompetence og en masse kyniske officerer, der uden at blinke ofrede deres utrænede pjaltehære. Ifølge den opfattelse var Den Røde Hær ren kanonføde, og først da tyskerne ikke kunne æde sig videre frem, måtte de give op. Gennem Grossman kommer vi tæt på de enkelte soldater og officerer, hører om deres tanker og handlingerne under krigen. Grossman imponeres af den heroisme og selvopofrelse, som de sovjetiske soldater udviser i den eksistenskamp, som de udkæmper. Vi hører om dygtige soldater med lang kamperfaring. Det er et helt andet billede, der tegnes her, end man ofte ser. Billedet er lige så fortegnet som det traditionelle, men det er en nuance, som er god at have med.

Grossmans veneration for den almindelige soldat skuffes dog noget med overskridelsen af grænsen til Tyskland, hvor de russiske soldater opfører sig meget brutalt og hævngerrigt overfor de lokale, særligt kvinderne, som voldtages i hobetal. Det piner ham meget.

Grossman forklarer, at meget af den vrede og foragt, russerne føler er udløst af deres oplevelser i Tyskland. De trænger ind over grænsen til et velstående samfund med velholdte huse, mad, veje, forretninger på et helt andet niveau end det tilbagestående Sovjet. Soldaterne spørger sig selv, hvad er det, vi har, som tyskerne attråede så stærkt, at de måtte gå i krig? Hvad drev tyskerne til at angribe et fattigt land som Sovjet, når de selv var så rige? Det gav soldaternes had endnu mere næring.

Stalin
Et andet spændende tema i bogen er arbejdsforholdene for en journalist og forfatter som Grossman i Sovjetunionen. Vi præsenteres for besværet med bureaukratiet og censuren. Det beskrives på den ene side, hvor vigtigt det var at være på god fod med Stalin. Det var Grossman ikke. Derfor får vi også nogle ”sjove” indblik i, hvad det betød for karrieren, men også hvad kolleger faktisk gjorde for at hjælpe. Man får på den måde et indblik i hvordan samfundet fungerede, og hvordan der var overskud og mod til at hjælpe mennesker, som systemet modarbejdede. Men der er helt klart også eksempler på det modsatte.

Jeg kan på det varmeste anbefale denne spændende og brogede fremstilling af krigens Sovjet.