Halvmåne og hagekors

Af Thor Lomborg

De muslimske lande, og især de arabiske, fremstår i dag som en af antisemitismens stærkeste bastioner. Dagligt publiceres der i statslige medier grove antisemitiske karikaturer, og publikationer som Adolf Hitlers ”Mein Kampf” og det russiske antisemitiske smædeskrift Zion Vises Protokoller sælges stadigvæk i stort antal. Netop Zion Vises Protokoller og dens fremstilling af en global jødisk sammensværgelse er ofte brugt som referencemateriale i officielle politiske taler i den arabiske verden, og så sent som i 2002 blev den basis for en storstilet antisemitisk tv-serie i fyrre afsnit produceret i Ægypten. Når man tager i betragtning, at jøderne i mange hundrede år levede i nogenlunde fredelig samhørighed med den muslimske del af befolkningen under det osmanniske herredømme, kan ophavet til den nuværende særdeles stærke antisemitisme virke besynderlig. Ganske vist var dannelsen af staten Israel i maj 1948 og den efterfølgende uddrivelse af tusindvis af palæstinensere fra israelsk territorium en voldsom provokation og dyb krænkelse af den arabiske selvfølelse, som ledte til et udpræget jødehad. Men antisemitismen var allerede før Israels dannelse blevet meget udbredt blandt store dele af befolkningerne i den arabisk-muslimske verden.

To historikere fra Frankfurts Universitet, Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers, forsøger i bogen ”Halvmåne og Hagekors”, at spore denne antisemitismes rødder. Ifølge dem opstod antisemitismen som følge af den tætte forbindelse mellem nazityskland og elitære lag i de arabiske lande både før og under anden verdenskrig. Det tredje Rige skabte tætte forbindelser til indflydelsesrige nøglepersoner i den arabiske verden, der så en tysk indmarch som en mulighed for frigørelse fra britisk dominans og som en endegyldig løsning på jødespørgsmålet. Den dominerende figur på den arabiske side af den tysk-arabiske alliance var stormuftien af Jerusalem, Amin el-Husseini, som havde tætte forbindelser til de nazistiske spidser som f.eks  Heinrich Himmler.

I løbet af 1930´erne var flugten af jøder fra forskellige dele af Europa steget markant, og i slutningen af årtiet var der næsten 400.000 jøder i Palæstina, et faktum der i den grad bekymrede stormuftien. I 1936 gjorde han i sin egenskab af leder for det nystiftede ”Den Øverste Arabiske Komité”, en sammenslutning af samtlige arabiske partier i Palæstina, det klart for briterne, at araberne ønskede selvstændighed og mulighed for selv at tage hånd om de palæstinensiske jøder. Den britiske Lord Peel, der var leder for en undersøgelseskommission, der havde lanceret en delingsplan for Palæstina, tøvede i første omgang med at tilkendegive nogen form for eftergivenhed overfor de arabiske krav. Men i 1937 blev briterne ved en pan-arabisk konference officielt afkrævet at vælge side, arabere eller jøder, og hvis de valgte at støtte jøderne, ville araberne i modtræk indgå en alliance med tyskerne. Dette pressionsmoment fik briterne til at holde igen med Peel-planens opdeling af Palæstina, og til midlertidigt at indgå en mere forsonlig politik overfor araberne.

Trods briternes forsøg på at bibeholde i bedste fald nogenlunde holdbare politiske relationer til araberne, steg Tysklands og især Hitlers popularitet til stadighed markant fra 1938 og frem. Hitler blev i den grad idylliseret i den arabiske verden, hvor han af muslimske skriftkloge blev sammenlignet med en profetskikkelse på linje med Muhammed og Jesus, og hans kamp imod jødedommen blev opfattet som guddommeligt dikteret. Efter det franske nederlag i 1940 lød en populær arabisk slagsang ”Aldrig mere Monsieur, aldrig mere Mister, i himlen Allah, på jorden Hitler”, hvilket sammen med det kraftigt stigende distribution og salg af Mein Kampf tydeligt viser, hvorledes Hitler og hans ideologi havde fået bred appel i den arabiske verden.

I 1937-38 forsøgte stormuftien at styrke den tyske alliance ved at sende en gesandt til Berlin og tilbyde arabisk støtte til nationalsocialismen og udryddelsen af jøderne, hvis man til gengæld modtog penge og materiel til den arabiske befrielsesbevægelse. På dette tidspunkt var tyskerne dog ikke interesseret i at provokere briterne, og de valgte derfor i første omgang ikke at efterkomme de arabiske tilnærmelser. Da tvungen deportation af jøder på dette tidspunkt tilmed stadig var en central del af den tyske jødepolitik, førte stormuftien en indædt kamp for at få støtte til sin arabiske bevægelse og for at få stoppet tilstrømningen af jøder til Palæstina. Den tyske støtte til muftien blev imidlertid aktualiseret, da det tyske Afrika-korps via en række spektakulære sejre over de britiske styrker trængte frem igennem Libyen for at erobre Ægypten og senere hen Irak. For at støtte dette erobringstogt anså tyskerne det for strategisk vigtigt at forsøge at opildne de anti-britiske kræfter i den arabiske verden. Til dette formål oprettede man således en særlig stab, baseret i Grækenland og ledet af tyske Palæstina-veteraner, som fik samlet en styrke på arabiske 2300 soldater, der sammen med løst tilknyttede arabiske paramilitære styrker der skulle udføre spredte angreb og sabotageaktioner imod briterne. Til hvervningen af de arabiske mænd benyttede tyskerne sig især af antisemitisk radiopropaganda og de fik samtidigt støtte af islamiske skriftkloge, der kaldte til jihad imod briterne og jøderne.

Stormuftien flygtede fra det britiske mandatstyre i Palæstina i november 1941 og søgte tilflugt i Berlin, hvor han mødtes med Hitler og forsøgte at gøre sit krav om arabiske uafhængighed gældende. Hitler nægtede dog at efterkomme kravet idet det arabiske område allerede var tiltænkt som italiensk indflydelsesområde, men han lovede til gengæld at støtte tilintetgørelsen af den jødiske befolkning i den arabiske verden. Under opholdet i Berlin blev han og hans stab uddannet og trænet af den tyske sikkerhedstjeneste og aflagde bl.a. besøg i tyske koncentrationslejre, idet man fra arabisk side ønskede at indrette lejre efter samme model i Irak. Til gengæld benyttede tyskernes deres arabiske forbundsfælders indsigt i islam og arabiske forhold til at føre en voldsom propagandakampagne for Hitler i den arabiske verden. I 1943 blev Koranen systematisk gennemanalyseret for at lokalisere sura-passager, der kunne sandsynliggøre, at Hitler var forudsagt deri, og at han var sat på jorden for at fuldføre profeten Muhammeds værk. Det viste sig dog svært at legitimere en sådan forudsigelse, og man var derfor nødsaget til at nøjedes med at sammenligne Hitler med Koranens Isa (Jesus).

Stormuftien havde udover udryddelsen af jøderne et klart politisk mål: han ønskede at oprette et stort pan-arabisk rige med ham selv som leder, og på sigt ønskede han desuden at genoprette kalifatet. Til at fuldføre denne plan havde han brug for, at tyskerne succesfuldt gennemførte deres erobring af Ægypten og Irak, og han arbejdede derfor hårdt for at oprette en større arabisk styrke, der kunne agere støttetropper, når tyskerne gennembrød briternes linjer. I 1942 så dette gennembrud ud til at blive en realitet. I forbindelse med den nært forestående erobring, planlagde tyskerne at den fremrykkende hær skulle suppleres med en særligt sammensat indsatskommando, der havde ret til at udøve ”eksekutivinitiativer overfor civilbefolkningen”, hvilket vil sige, at de officielt havde frie hænder til at dræbe civile, når de anså det for nødvendigt. Denne gruppe blev sammensat af erfarne og kompetente tropper fra østfronten, og var ledet af højtstående SS-officerer med tidligere erfaring fra relevante indsatsgrupper. Indsatskommandoen skulle officielt have været i aktion i sommeren 1942, og der er ingen tvivl om, at havde tyskerne lykkedes i deres erobring af Ægypten, Palæstina og Irak, så havde jødeudryddelsen under indsatsgruppens kyndige ledelse antaget et forfærdende omfang. Dog må det formodes, at tyskerne ville have mødt væsentligt hårdere modstand fra det jødiske mindretal i Palæstina end det havde været tilfældet i Polen og Rusland, da mange allerede i 1942 var organiseret i den jødiske bevæbnede forsvarsorganisation Haganah.

Dette blev dog ikke aktuelt, da tyskerne i løbet af sensommeren og efteråret 1942 tabte en række afgørende slag, og hastigt måtte flygte tilbage langs Nordafrikas kyst, indtil de forskansede sig i Tunesien. Da muligheden for en erobring af Ægypten, Palæstina og Irak således var udelukket, blev samarbejdet med stormuftien og de arabiske allierede irrelevant for tyskerne, der afbrød kontakten og nedlagde diverse indsatsgrupper og regeringskontorer dedikeret til sagen. Efter samarbejdets afslutning og tyskernes endelige nederlag i foråret 1945 skulle man så tro, at tyskvenligheden relativt hurtigt ville forsvinde i arabiske kredse, men det gjorde den imidlertid ikke. Talrige eksempler på sympati for den tyske nazisme, antisemitisme og for Hitler selv var tydelige i den arabiske verden fremover, f.eks. stod der i 1956 i Det Muslimske Broderskabs officielle medlemsblad, at Hitlers navn ”vækker sympati og begejstring i vor bevægelses hjerter”, og den ægyptiske præsident Anwar Sadat erklærede i en tale Hitler for ”den sande sejrherre”. Mens de tyske nazistiske ledere blev fængslet og dømt af de allierede, blev stormuftien aldrig anklaget for krigsforbrydelser, primært på grund af politiske hensyn til den arabiske verden. I stedet levede han videre i Palæstina som en yderst vellidt og respekteret mand og prædikede antisemitiske budskaber indtil sin død i 1974, hvor han blev fulgt til graven af hundredevis af sørgende.

Halvmåne og Hagekors er en yderst velskrevet (og veloversat) bog, hvis store styrke er dens meget grundige dokumentation og noteapparat. Der er kun ganske få sproglige skønhedsfejl og den er generelt forholdsvis letlæselig, selv om enkelte passager kan kræve en smule akademisk læseevne. Det er samtidigt et stykke særdeles vigtigt, modigt og nyskabende historisk grundforskning, som de to Frankfurt-historikere har frembragt. I disse globaliserede tider, hvor en række karikaturtegninger i løbet af ganske kort tid kan bringe et land ud i en større diplomatisk krise med hele den muslimske verden, er det vovet at udsende en bog, der hævder, at den muslimske verden fint kunne samarbejde med nazisterne, fordi de kunne forenes i deres had til jøderne. Dette samarbejdes resultat, en decideret islamofacisme, blev en vigtig del af grundlaget for nutidens arabiske antisemitisme, og indprentede en sympati for og fascination af nazismen og Hitler selv, som ifølge forfatterne stadig findes i den arabiske verden den dag i dag. Trods de åbenlyse problemer Klaus-Michael Mallman og Martin Cüppers kunne have reddet sig på halsen på grund af denne bogs kontroversielle påstande, har de haft det mod, der skulle til for at belyse et meget sparsomt belyst felt i den historiske forskning, og tak for det. For på trods af en anelse for langvarige gennemgang af Rommels felttog og det åbenlyse behov for at inddrage flere arabiske kilder i det empiriske grundlag har forfatterne skabt et meget velargumenteret og detaljeret historisk værk, som må forventes at blive et væsentligt referenceværk indenfor sit område i mange år fremover.