Hanns og Rudolf
Jagten på Rudolf Höss – kommandanten fra Auschwitz
En spændende journalistisk fortælling om jagten på en af største krigsforbrydere fra nazi-regimet.
Af Erik Ingemann Sørensen
De findes stadig rundt om i verden – også i Danmark. Krigsforbryderne fra 2. verdenskrig, der aldrig er blevet fanget, eller som man ikke vil røre ved længere. Mange er der vel ikke tilbage. Og længe har de ikke igen. Den danske Søren Kamm er i dag 93. Men er stadig den 5. mest eftersøgte krigsforbryder.
I realiteten lykkedes det for en stor del af krigsforbryderne at slippe ud af Europa efter den tyske kapitulation i 1945.
Krigen var ikke slut endnu, da jagten på en af de mest kyniske lejrkommandanter, Rudolf Höss fra Auschwitz satte ind. Om denne jagt, om jægeren og den jagede, har den engelske journalist Thomas Harding skrevet bogen ”Hanns og Rudolf. En tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz.”
Harding har været journalist på blandt andet ”Financial Times” og ”The Guardian”. Det er hans journalistiske research og helt specielle familiesituation, der danner baggrund for denne spændende og medrivende bog.
Og så hans fremstillingsform, hvor han følger de to hovedpersoner på skift fra fødsel til død. Det er et set up, der er med til at gøre læsningen ekstra spændende – og ekstra udfordrende.
Først ved Hans Alexanders begravelse den 28. december 2006 løftes en flig, der fortæller udenforstående, at denne Hans Alexander havde været ”nazi-jæger”, og at hans største fangst af dem alle var Rudolf Höss. Forfatteren, der er i familie med afdøde, havde aldrig hørt om dette, hvorefter han bestemte sig for ”at finde ud af, om det var rigtigt.” Samt forsøge på ”…at følge de to mænds bane gennem livet og på at forstå, hvordan det gik til, at de mødtes…” Væsentligt for ham er også at finde ud af, hvad det er, der gør et menneske til massemorder.
Barndom, opvækst og ungdom
Rudolf Höss, hvis far havde deltaget i tyske, militære operationer i Afrika, blev født i 1901 i Baden-Baden. Faderen var blevet købmand, ”en fædrelandskærlig tysker og troende katolik.” Han beskrev senere sin barndom som værende følelseskold. Kort efter faderes død i maj 1914 melder Rudolf sig til hæren – han snyder med sin alder – og deltager i krigen i Mellemøsten, hvor han oplever krigens afslutning.
Hanns Alexander blev sammen med sin bror født den 6. maj 1917 i forældrenes store lejlighed i Berlin. Faderen var læge – og jøde. Han fik opbygget en særdeles velrenommeret klinik, der bare voksede og voksede. Og selv om Hanns og hans tvillingebror absolut ikke var velafrettede drenge, så bar deres barndomshjem præg af tryghed og velstand. Især efter krigens afslutning.
Men som forfatteren noterer: der begyndte en anden side af Tyskland efter Første Verdenskrig at vise sig. Støvletrampene i gaderne var ikke så langt borte.
Rudolf Höss kommer ind i et af de talrige frikorps, der dukkede op efter det, der nu var blevet til det tyske nederlag. I november 1922 hører han den 33 årige Adolf Hitler tale i Kindelkeller i München. Hans tale greb Höss, der samme dag blev medlem nr. 3240 i Nazipartiet. Året efter myrder Höss sammen med sin gode ven Martin Bormann en frafalden fra frikorpset. Höss påtager sig skylden og idømmes 10 års tugthus. Men slipper i en alder af 26 i 1928 ud af fængslet.
Hanns Alexanders liv var forholdsvis ubekymret. Familien velstand voksede og voksede – og i maj 1930 kunne de to jødiske drenge fejre deres bar mitzvah.
Forskellige veje
Rudolf Höss kom hurtigt ind i indercirklerne i nazipartiet – familien Alexander måtte dele skæbne med hundredtusinder af tyske jøder. Men slap ud af Tyskland i tide. England blev deres redning.
Resten af historien frem til krigens afslutning er for Rudolf Höss’ vedkommende velkendt. Med den største ildhu gennemførte han den del af Holocaust, som han var sat til at varetage. Men uanset hvor mange gange man har læst om de ufattelige lidelser, disse mennesker måtte igennem, bliver man dybt rystet og utilpas, hver gang man læser om dem. Höss levede sit idylliske familieliv tæt på gaskamrene. Som en ganske almindelig tysk borger.
Hanns Alexander var sammen med sin bror gået ind i den engelske hær, var kommet til Europa efter D-dagen. Herfra former bogen sig nærmest som en slags kriminalroman, hvor jægeren kommer nærmere og nærmere sit bytte. Man kan naturligvis overveje, om ikke den form for historiefortælling nærmer sig det populærvidenskabelige? Men sådan virker det slet ikke – veldokumenteret som fremstillingen er. Det eneste, der skal nævnes er, at det virkelig er en sand detektivhistorie, som jeg ikke skal løfte sløret for.
Som bekendt klapper fælden til sidst om Höss og flere af de andre fra både Sachsenhausen, Bergen Belsen og Auschwitz. En rystet og måbende verden fik herefter detaljeret indblik i de forbrydelser, der var blevet begået mod menneskeheden. Genfortalt af ganske upåvirkede aktører – mordere og medskyldige.
Höss gengav under sine forhør nøgternt og koldt, hvordan han havde udført sine handlinger. Han handlede jo efter ordre. Her kunne man have ønsket sig lidt flere detaljer fra afhøringerne. De gengives bedre i Richard Overy’s bog: ”Interrogations. The Nazi Elite in Allied Hands, 1945”, Penguin Books, 2001, der kan anbefales. ”There were strict orders and they had to be followed”, er et af de helt centrale citater, der går igen og igen.
Værnemagtens ”renhed”
Noget af det mest rystende ved de forfærdende krigsforbrydelser er, at de ofte blev gennemført af ganske almindelige soldater. Det var ikke SS alene. Værnemagtens almindelige soldater og officerer deltog – tilsyneladende uden skrupler – i disse forbrydelser mod menneskeheden. Det er blandt andet blevet gennemgået af den tyske historikere Wolfram Wette i bogen: ”Die Wehrmacht. Feindbilder, Vernichtungskrieg, Legenden”, Fischer Verlag, 2013. Det kom som et chok for tyskerne, at man ikke længere udelukkende kunne referere til SS, når det drejede sig om forbrydelserne. Barberen fra Bremen, skolelæreren fra Berlin og taxichaufføren fra Frankfurt deltog på lige fod.
Heri ligger det virkeligt rystende. Det uforståelige i at et kulturfolk over en periode på kun 12 år med nazisterne ved magten kunne få ændret sit verdensbillede så voldsomt, at Untermensch og Übermensch blev realiteter. Det er den dag i dag umuligt at fatte.
”Hanns og Rudolf” er en bog, der ikke lægger så meget nyt til historien. Men vi får den gennemlevet på en anderledes måde, der medvirker til, at denne side af menneskenes sind stadig må udforskes og udfordres.
Verden af i dag er et uhyggeligt eksempel på, at den fortsat har et sygt greb om menneskene.