Herman Bangs København
Af Mads Christensen
Lad det være sagt med det samme, for at der ikke må være den mindste tvivl: anmeldelsen af denne bog byder ligesom bogen selv på… københavneri for fuld udblæsning. Det turde være antydet allerede i titlen, men alligevel, nu er man advaret eller ansporet.
Martin Zerlang tilføjer med denne bog nye facetter af en i øvrigt mangesidet Herman Bang (1857-1912), og efter endt læsning tænker man, at det i grunden er selvfølgeligt og på høje tid, at netop dette tema, Herman Bang og København, belyses og udgives til glæde for ikke mindst de litteraturinteresserede – og særligt dem i niveauet mellem gymnasiets sidste og universitetets første år. Selvfølgeligt fordi Bang vitterligt havde meget med hovedstaden at gøre, og fordi det ikke har været gjort før.
Bang var som så mange andre af 1800-tallets skønlitterære forfattere præstesøn og fra provinsen, men hans farfar var den kendte hoflæge O.L. Bang, der boede i et palæ i Frederiksstaden, så Bangs tilknytning til København, især den finere del, var til stede fra barnsben af. Alligevel blev Bang student i Sorø, men derefter var rammerne for Bang København, ja, det vil sige i det omfang, det var ham muligt at bo og arbejde i byen. Det var ikke nemt at være flanøren Herman Bang, og ligefrem som skandaløs opfattedes hans slet skjulte homoseksuelle orientering, og københavnerne var ikke nødvendigvis venligt stemte.
Bang debuterer som journalist med en række “Smaabreve fra Hovedstaden” i 1878, og dén hovedstad, der rapporteres om, forvandles og vokser betydeligt i de år; voldene og de tilhørende anlæg sløjfes i de årtier, og omdannes til offentlige parkanlæg, nye kvarterer knopskyder, og også kulturliv, handel og industri er i vækst. Teatre og andet forlystelsesliv har gode tider, Frihavnen grundlægges tillige med en lang række af virksomheder, der gør sig gældende indenfor international handel, fx Det store nordiske Telegrafselskab af den af Bang så beundrede Tietgen, tidens tycoon, der skildres som bankdirektør Hein i københavner-romanen Stuk. Bangs bedste roman.
Bang er med, hvor det sker; som skønlitterær forfatter eller som bladmand – også i eget regi - i de forskellige aviser m.m., der efterspørges af byens nyhedshungrende befolkning, der i øvrigt ofte kan læse om og se karikaturer af en evigt jaget Bang. Som dramatiker, og instruktør ved byens scener, som reklamemand for Den store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling på den nuværende rådhusplads i 1888, ja, faktisk tog Bang initiativ til oprettelsen af Danmarks Turistforening efterfølgende.
Bevæggrunde for byens opsving kan muligvis trækkes bagud til Bangs fødeår, 1857, hvor afviklingen af Øresundstolden gav en uhyre engangsindtægt på 35 millioner daler, hvor loven om næringsfrihed medførte konkurrence, hvor beslutningen af sløjfningen af voldene blev truffet. I samme år dannedes Privat-banken, der netop var den første private bank, af førnævnte Tietgen. Ikke mindst den spirende pengeverden foranlediger omkalfatringen af Kongens København.
Zerlang kommer omkring det hele i nogle velturnerede kapitler, hvoraf fx det om Bangs virke indenfor pressen, og de brillante kapitler, der tager udgangspunkt i værker af Bang, er meget vellykkede. Og Bang? Han døde såmænd på oplæsningsturne i Amerika, hvorfra han blev fragtet hjem af damperen Tietgen. Det må have været helt i Bangs ånd.
