Danmark - en kolonimagt
Af Christian Kaaber Antikvar, mag. Art.
Sidst, de tidligere danske besiddelser i Afrika og Caribien blev gjort til genstand for en selvstændig, kvalificeret fremstilling, var i et to tillægsbind til Hal Koch og John Danstrups 14-binds danmarkshistorie. Tillægsbindene, som havde fællestitlen "Danmarks historie - uden for Danmark", omfattede et bind om det østlige Danmark, der blev afstået til Sverige i 1658, og to om Slesvig og Holsten. At kerneområder i det historiske Danmark kunne klassificeres som "uden for Danmark" vidner om det 20. århundredes stadig mere fremherskende og urimeligt indsnævrede forståelse af Danmarks historie som historien om Danmark, som det har set ud fra 1920. Denne forståelse rummer selvsagt ret tågede begreber om, hvor de nordatlantiske besiddelser, for overhovedet ikke at nævne Norge, hører til i billedet. Grønland, Island og Norge (i "dansketiden") fik hver et bind i en række tillægsudgivelser til den af Olaf Olsen redigerede Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie (1988-90). At se dansk historie som historien om, hvad der siden istiden er foregået i og - trods alt uundgåeligt - lige omkring den i territorial henseende gevaldigt rundbarberede nationalstat ved porten til Østersøen, skaber til stadighed besynderlige huller og lakuner. For eksempel lykkedes det for producenterne af den nye tv-danmarkshistorie at nå gennem den ganske middelalder uden at nævne ærkesædet i Lund en eneste gang. Fra den værdipolitiske arena kan nævnes et næsten regeringsbærende partis manglende forståelse for danske sydslesvigeres historiske rødder. Og endelig er der jo opfattelsen af Grønland, som den nuværende regering måtte have ekstern hjælp til at placere i en udenrigspolitisk kontekst.
Dette indsnævrede historiesyn får et perspektivrigt og velrettet skud for boven med det aldeles nytænkte førstebind i det nye pragtværk Danmark og kolonierne. Alle de fem bind - om henholdsvis Vestindien, Vestafrika, Indien og Grønland - kan læses hver for sig. Dette gælder i særlig grad for bindet, der set fra ryggen blot handler om Danmark, Danmark som kolonimagt, som det fremgår af den formidabelt flotte forside. Hvor alle foregående værker om dette, flere forskellige med titlen "Vore gamle Tropekolonier" har holdt perspektivet på danernes bedrifter i kolonierne, er perspektivet her vendt den anden vej: Hvad betød de vidt forskellige besiddelser uden for de egentlige danske rigsdele for det danske rige. Og hvad skal man forstå som en koloni?
Det sidste spørgsmål er helt afgørende for dette storværk, der foruden "vore gamle tropekolonier" omfatter Grønland. Bogen åbner således med en aldeles forbilledlig og tindrende velskrevet gennemgang af det danske riges dynamiske historie forfattet af først Uffe Østergaard, dernæst Michael Bregnsbo. I realiteten er det en 200 siders koncentreret danmarkshistorie fra vikingetidens udkant til nu med den korte forklaring på, hvordan Danmark til skiftende tider underlagde sig territorier langs den indre Østersø, gik i union med Norge og Sverige, satte centrale danske og norske rigsdele over styr til netop Sverige, erhvervede besiddelser først i Indien, så på den vestafrikanske kyst og til sidst tre små øer i Caribien, skiltes fra Norge, men beholdt de gamle norske bilande i Nordatlanten, for fra 1845 og frem til 1917 at skille sig af med de tropiske besiddelser, kun et år før Island i 1918 ophøjedes til et selvstændigt kongerige i personalunion med Danmark. Og her slutter historien ikke: Delvis som resultat af Anden Verdenskrig opnåede Færøerne selvstyre, og senest skiftede Grønland i 1979 status fra dansk amt til nation med hjemmestyre. Status på det danske rige lige nu er rigsfællesskabet, der forener resterne af det historiske Danmark i syd og de to tidligere norske bilande i nord. De første 200 sider er hele bogens pris værd og burde være tvungent pensum for samtlige folketingsmedlemmer og for beslutningstagere af en vis kaliber i embedsværket.
Men bogen stopper ikke her. Der følger velskrevne kapitler om den praktiske forvaltning af det vidtstrakte rige og de mange diminutive besiddelser langt fra Danmark, om koloniale indslag i danske hjem, om handelsforbindelserne, og hvad de førte med sig, for eksempel om, hvordan teglsten fra Egernsund ved Flensborg indgik i bygninger i både Tranquebar og Christiansted. Med al respekt handledes der med meget mere end sukker, rom og "slavegjorte" afrikanere, og kapitlerne om kulturs og tilvirkede varers bevægelighed danner en fremragende skildring af den florissante tidsalder før Englandskrigene. Afrundende kapitler sætter den yderst differentierede danske kolonihistorie ind i det store perspektiv og er i sig selv en fremragende introduktion til den nuværende verdensordens tilblivelse.
Kan man kalde en handelsstation på den afrikanske Guineakyst en koloni? Næppe. Grønland? Jo, med nogle forbehold. De nuværende amerikanske Jomfruøer da? Jo, til en vis grad. Det danske kolonirige kom aldrig til at ligne hverken det spanske, portugisiske, franske eller britiske. Der blev ikke rejste hvidkalkede landsbykirker eller indført frikadeller på menuen nogetsteds i øst eller vest. Til gengæld var det danske konglomerat enestående i kraft af de nordatlantiske dele. Og det hele hænger sammen: Med salget af de tre vestindiske øer til USA i 1916 fulgte en ubetinget amerikansk anerkendelse af den danske overhøjhed over Grønland. Det blev Danmarks livsforsikring under Anden Verdenskrig og er fremdeles årsagen til, at større magter gider tage så lille en stat som den danske alvorligt.
Værket Danmark og kolonierne er i alle henseender en bedrift og kan gerne stå som det bedste og mest varige resultat af virakken i forbindelse med 100-året for salget af Dansk Vestindien. Bogen - og de fire øvrige bind - er formidabelt flot tilrettelagt, med overraskende, velformidlede og meget, meget smukt reproducerede billeder, gode kort og fremragende typografisk tilrettelægning. En bedrift! Og en formidlingsmæssig milepæl!
Se anmeldelse af de øvrige bind i værket: Vestindien - Grønland - Vestafrika - Indien
Historie-online.dk, den 27. juni 2017
