Menu
Forrige artikel

Danmark fra A til Å

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2662

Af Erik Nørr, arkivar, seniorforsker, Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

Med dette Danmarksleksikon indleder Gyldendal en ny serie af opslagsværker. Blandt annoncerede bind kan nævnes Gudemyter og heltesagn, Danmarks konger og dronninger, Alverdens lande og et Filosofisk Leksikon  med personer og begreber i vestlig filosofi. Bøgerne er en slags biprodukter fra arbejdet med Den store danske Encyklopædi, men de udgivet af selvstændige redaktioner. Danmarksleksikonnets redaktører er John Jedbo og Lars Serritslev.

Danmark fra A til Å indeholder i alt 2300 korte artikler om lokaliteter i Danmark. Ud over byer og steder er der selvstændige opslag for de vigtigste kirker, slotte, herregårde og andre seværdigheder, som turister kan forventes at ville besøge. Specielt mange opslag findes for museer og andre samlinger, hvor selv de mindste privatsamlinger er taget med. Nogle få eksempler fra bogstavet ”G” kan vise værkets spændvidde.

Lokaliteter: Gamborg Fjord, Gedser, Gedser Odde, Gedved, Gentofte Sø, Ginderskov Krat

Kirker og herregårde: Gammelgård (ved Nakskov), Gammelkjøgegård, Gavnø, Giver Kirke, Gjøl Kirke, Glorup

Seværdigheder: Gedesby Vindmølle, Gefionspringvandet, Gendarmstien, Givskud Zoo, Gåsetårnet

Museer og samlinger: Gammel Estrup, Gammel Holtegård, Gammel Rye Mølle- og Træskomuseum, GiveEgnens Museum, Genforenings- og Grænsemuseet, GeoArt Krystalmuseum & Kunsthus, Grubbegård Traktor og Motor Museum

Værkets styrke er således de korte opslag, hvor f.eks. en interesseret turist kan få en hurtig førsteviden om stedet. Specielt anvendelig er bogen, når man vil finde ud af, hvad de små museumssamlinger indeholder. Men større udredninger kan man ikke forvente. 2300 artikler på godt 350 sider giver 6-7 artikler pr. side. Selv de indrammede opslag, som i forordet kaldes længere artikler, og som beskriver ”fænomener”, fylder højst ¼-½ side. Eksempler: Cykelruter, Dybbøl, Genforeningssten, Kalkmalerier, Vind- og vandmøller. Bogen er illustreret med mange farvebilleder, hvor af nogle er helsides. Illustrationerne er valgt, så de supplerer artiklernes korte tekst. Eksempler: Skamlingsbanken, Storebæltsforbindelsen og Trelleborg.

 

Bagi bogen findes en kortfattet ordliste, der forklarer de vigtigste begreber fra geologi, arkitektur, arkæologi og historie, der er anvendt i teksten. Tabellerne over de største øer, højeste punkter, længste åer og broer, største søer, byer og skove (side 361) er så kortfattede, at de ofte ikke vil være fyldestgørende. Derimod er der en nyttig oversigt (side 362-73), hvor bogens artikler er grupperet amtsvis (i overskriften kaldet ”regioner”). Bogen er bundet til den hidtidige kommunale inddeling, der også er fastholdt i kortene på bindets indersider.

 

Med bogen følger en smart CD-rom, som udover at indeholde bogens samlede tekst også giver flere søgemuligheder. Ved en simpel søgning i al teksten kan man finde henvisning til en række artikler, hvori søgeordet optræder. F.eks. optræder ”Dybbøl” også i artiklerne Bøffelkobbel og Historiecenter Dybbøl Banke, ”Vejle” optræder i 46 forskellige artikler, og ordet ”museum” i hele 359 artikler. Der findes også en mere avanceret emnesøgning, hvor man kan søge både på en geografisk inddeling og på emnekategorier. På denne måde kan man f.eks. finde alle møller i Aalborg Amt og alle oldtidsminder i Roskilde Amt, der nævnes i bogen. For brugere, der har adgang til internettet, er der to yderligere muligheder for at benytte bogen til en mere avanceret informationssøgning, da man fra bogens emner kan få direkte adgang via Google til relevante hjemmesider, ligesom man for geografiske lokaliteter kan finde deres præcise beliggenhed via et tilknyttet KRAK-kort.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Trap Danmark 18 Middelfart, Assens, Nordfyn, Kerteminde, Nyborg
Statsministeren 1-3
Trap Danmark 24 Sorø, Ringsted, Køge, Faxe, Stevns