Danmark i det 20. århundrede - En krønike
Af Thomas Mathiasen, webmaster, Svendborg Museum.
Da undertegnede i starten af firserne var en ung og videbegærlig gymnasieelev på Svendborg Gymnasium, var jeg temmelig utilfreds med historieundervisningen. Selvom der uden tvivl har stået i læseplanerne, at vi skulle undervises i dansk historie, så erindrer jeg ikke, at vi fik nogen systematisk indføring af nyere dansk historie. Derimod husker jeg de endeløse historieprojektopgaver om den franske revolution, om Sovjetunionens historie, Cuba-krisen, Mellemøsten, slavehandel i Afrika og andre politisk korrekte emner.
For at udfylde det hul, jeg følte jeg havde om nyere dansk historie, slugte jeg nærmest bøger om emnet. Specielt husker jeg Richard Andersens historiske mosaik om Danmark i 30´erne, Paul Hammerichs Danmarkskrønike og Søren Mørchs første store bog om Danmarks historie. Min historielærer havde, med undtagelse af Søren Mørch, ikke meget til overs for de forfattere, jeg læste. Retfærdigvis skal det dog siges, at han siden har skrevet et par udmærkede historiebøger sammen med Søren Mørchs faste billedredaktør.
Jeg håber, læseren vil bære over med disse indledende private minder. De skrives, fordi jeg er sikker på, at hvis den unge gymnasieelev havde fået Peder Christoffersens Danmark i det 20. århundrede mellem hænderne, så havde han også kastet sig over den.
Peder Christoffersen vil de fleste sikkert bedre kende som journalisten Pedro fra Ekstra Bladet. Her huserede han i årtier, men er vist nu gået på pension. Desuden har han et efterhånden pænt forfatterskab bag sig. Det omfatter blandt andet bøger om Danmarks største skurke, om Ekstra Bladets side 2, en kogebog, en erindringsbog om ungdomslivet i Odder i 1950´erne og et par almindelige historiebøger.
Nu har han udgivet en meget imponerende krønike om Danmark i det forrige århundrede. Bogen er ualmindelig appetitlig i sit udstyr og har også et passende omfang for en krønike, nemlig 728 sider med utallige illustrationer. Der er mere end hundrede kapitler, som dækker stort set alt inden for dansk historie i den pågældende periode. Vi læser om kongehuset, politikerne, erhvervsfolk, kunstnere, mediepersoner, idrætsudøvere og Grønlandsforskere, men også om fattige folk på landet, børns usle forhold, luderne, jødehadet, gullaschbaronerne, den spanske syge og socialdemokrater. Ovennævnte er bare en del af emnerne fra den første fjerdedel af bogen. Pladsen her tillader selvfølgelig ikke, at jeg opremser alle bogens emner.
Sproget er let tilgængeligt, som det sømmer sig for en journalist fra Ekstra Bladet. Man stryger nærmest gennem bogen og bliver underholdt og oplyst utroligt meget undervejs. Den bedste ting man måske kan sige om de mange kapitler, er, at de virker som en appetitvækker, og at man dermed får lyst til at læse mere om mange af de ting, som man ikke har nået hidtil. For mit eget vedkommende gælder det for eksempel med Knud Rasmussen, som aldrig har sagt mig noget, men som ifølge Pedro nærmest havde rockstjernestatus for 80-90 år siden. En anden helt er Peter Sabroe, hvis skæbne og arbejde går igen i flere kapitler.
Men er der helte, så er der også skurke eller idioter. Otto Liebe, der var statsminister i en uges tid efter Christian d. 10. påskekup i 1920 benævnes som enten en idiot eller naiv (idiot) af Pedro. Det samme gælder for kongen, hvorimod Pedro har mere til overs for den foregående konge, Frederik d. 8, der havde flere uægteskabelige, men registrerede børn og en lidenskab for professionelle damer, som Pedro skriver. På det tidspunkt var der i København en vis liberal holdning til statsanerkendte bordeller, men statsluderne måtte ikke nærme sig Amalienborg eller Christiansborg på grund af kongens tilbøjeligheder for den slags!
Carl Nielsen havde også et let bevægeligt underliv, der kastede adskillige frugter af sig uden for den hjemlige have, som Pedro skriver. Tonen er med andre ord bramfri.
Illustrationerne understøtter teksten hele vejen. Måske kan man synes, at der er lidt vel rigeligt med tegninger fra Blæksprutten blandt billedmaterialet, men mange af tegningerne af Alfred Schmidt, Axel Thiess og selvfølgelig Bo Bojesen har allerede klassikerstatus.
Bogen er skrevet med et overskud af humor og personlig indsigt i mange af emnerne, hvorfor Pedro også skriver sig selv ind i et par af de sidste historier i bogen. Man bliver imponeret over, at det er lykkedes at få avisforsiden fra Ekstra Bladet og andre aviser fra mandag d. 16. oktober 2006 med i et kapitel om de seneste års udvikling på avismarkedet. Det er hurtigt forlagsarbejde. Desuden er prisen meget overkommelig på trods af bogens imponerende omfang og udstyr.
En enkelt mikroskopisk stavefejl er det dog lykkedes mig at finde. Men vi skal også helt om til side 678, hvor Poul Nyrups afløser i Herning-kredsen bliver omtalt som Morten Jensen, trods det, at vi snart alle ved, at han hedder Mogens Jensen, og er kulturpolitisk ordfører for Socialdemokraterne i Folketinget. Men det retter forlaget garanteret i det nye oplag.
