Danmark – Rigsfællesskab, tropekolonier og den postkoloniale arv
Af Peter Yding Brunbech
Danmarks forhold til sin egen fortid som kolonimagt er generelt en lidt pudsig størrelse.
Vi negligerer ofte det faktum, at Danmark rent faktisk har en kolonihistorie, og vi retfærdiggør det med, at de danske oversøiske besiddelser i Afrika og Asien var små og blev opgivet tidligt. Grønland er for de fleste en helt anden historie (som man også mærker i den aktuelle debat om råstofudvinding), og Færøerne noget ganske andet igen. I bogen Danmark – Rigfællesskab, tropekolonier og den postkoloniale arv udfordrer lektor i Cultural Studies Lars Jensen imidlertid de vante forestillinger og viser, hvorledes der findes overordnede mønstre i vores diskurser om kolonier og ”de andre” fra kolonihistoriens spæde start og frem til debatten om indvandrere og integration i dag.
Bogen er opdelt i fem kapitler, der går til emnet i forskellige tidsperioder og med forskellige temaer. De første tre kapitler omhandler hhv. Danmarks tid som kolonimagt, den danske afkolonisering i 1800-tallet og endelig den delvise magtoverdragelse til de nordatlantiske områder i det 20. århundrede. Fjerde kapitel handler om lighederne mellem de moderniseringsbestræbelser, man gjorde sig i Grønland i efterkrigstiden og så tankerne bag den tidlige danske ulandsbistand, mens sidste kapitel er en analyse af, hvorledes de nordatlantiske ”rigsfæller” bliver italesat i dag, hvilket sammenlignes med den generelle integrationsdebat.
Forfatteren har en god fornemmelse for den dobbelthed, der ligger i den danske selvforståelse, og analyserne af de mange eksempler på, hvorledes beboerne i både de oversøiske og nordatlantiske kolonier bliver italesat som underlegne mennesker, der skal hjælpes, er en af bogens store styrker. Ikke mindst når det vises, hvordan de retoriske figurer går på tværs af århundrederne og stadig findes i vore dages integrationsdebat, der afsondrer både rigsfæller og øvrige indvandrere fra en postuleret, altid positiv ”danskhed”. En danskhed, vi som majoritetskultur blot kan påkalde uden at behøve at definere den eller forholde sig nærmere til den. Bogen viser fint, hvordan Danmark dårligt kan bryste sig af en særlig ”human” eller oplyst kolonipolitik. I stedet er vores forhold til det ikke-europæiske præget af en generel eurocentrisk holdning, der ikke synes væsensforskellig fra de øvrige kolonimagters.
Trods det spændende emne og de mange gode takter lider bogen dog desværre af et næsten totalt fravær af en overordnet sammenhæng eller en rød tråd. Når man tager fat i så stort et emne, er det naturligvis fint at lave ”nedslag” eller kun drage udvalgte aspekter frem, men i dette tilfælde virker det næsten, som om forfatteren ikke engang forsøger at binde de forskellige dele sammen. I lange passager er bogen blot rækker af nedslag eller ”læsninger” af forskellige nutidige forfattere eller fortidige tekster, som analyseres kritisk og til tider også i en lettere polemisk tone. Men vi er ikke altid klar over, hvorfor lige netop disse indvendinger mod en tekst er relevante i netop denne sammenhæng i bogen. Bogen indeholder hverken opsummeringer efter de enkelte dele eller nogen form for forsøg på at sammenfatte til sidst, hvilket efterlader én med en fornemmelse af, at man har læst et udkast snarere end en færdig bog.
Selvom Lars Jensen eksplicit skriver, at bogen ikke er en historisk undersøgelse, kan man som historiker heller ikke undlade at ærgre sig lidt over overfladiskheden i visse dele af bogens historiske kapitler. Det virker fx tyndt at hente det meste baggrundsinformation om dansk kolonihistorie i bogens kapitel 2 fra et enkelt værk fra 1953 (Vore danske tropekolonier). Ikke mindst når forfatteren på samme tid både bruger værket som referenceværk og foretager en kritisk læsning af det. På samme måde må der også findes mere relevant historisk litteratur om de nordatlantiske besiddelser og grundlovens indførelse i 1849 end Den danske rigsdag fra 1953, også fordi det her igen er vanskeligt at vurdere, hvornår Lars Jensen bruger det som referenceværk, og hvornår han analyserer selve værket.
Danmark – Rigfællesskab, tropekolonier og den postkoloniale arv behandler således et både vigtigt og spændende emne. Den indeholder mange interessante analyser og indfaldsvinkler, men skæmmes desværre af et uklart fokus og af manglen på overordnet struktur.
