Danmarkshistorien - En krønike fra Oldtiden til nu
Af Ole Schramm
Peder Christoffersen, der også er kendt som Pedro, har fået lyst til at fortælle hele Danmarks historie - i krønikeform naturligvis, for det er fortællingen, der er i centrum. Igennem 118 fortællinger eller kapitler beretter han om Danmarks mennesker ned gennem tiderne fra oldtiden til nu (2009). I sagens natur ved vi mest om de øverste, om de mennesker der dirigerede, og derfor er der mest at fortælle om dem. Det er ”vigtigt at vide, hvor kloge og dumme danske konger var, hvordan de optrådte overfor deres ægte og såkaldt uægte børn, hvor tykke og tynde de var og om de var drikfældige” (s. 7). Fortællingerne om kongerne og dronningerne fylder rigtig meget i den samlede beretning om Danmarks historie, og jeg må indrømme, at det er fascinerende og meget underholdende læsning. Pedro mener også, at det er politisk relevant, for han siger: ”Når Danmark i dag mangler Skåne, Halland og Blekinge, skyldes det dårlige konger. Menneskene i Skåne ville helst være danske. Flere af dem vil i dag stadig helst være danske” (s. 7).
Overskrifterne på fortællingerne er ofte appetitvækkere, der giver lyst til at vide mere, fx viser ”En drikfældig og dygtig konge” (s. 298) sig at være Frederik 2., og ”Den dumme konge” (s. 351), er Christian 5. Selv om overskrifterne er knap så gådefulde som fx ”Absalon”, ”Margrete 1.”, og ”Hans” er man spændt på at læse Pedros fortælling. Om Absalon benytter han Michael Kræmmers bog om Den Hvide Klan, men Pedro knytter også sine egne fyndige kommentarer til historien om Absalon i Paris, hvor denne må have været placeret åndeligt i striden mellem Pierre Abelard og abbed Suger mod Bernhard af Clairvaux. Det hedder om Abelard … ham med Heloise. ”En seksuel tragedie fra det virkelige liv. Heloises familie på herresiden overmandede Abelard og skar testiklerne af ham, fordi han lå med Heloise uden tilladelse” (s. 173). På samme side siger Pedro fyndigt om tidens mantra, skolastikken, ”denne kolossale filosofiske kirkebygning, hvor Guds eksistens skulle bevises ad logisk vej, en ganske besværlig disciplin al den stund, at Gud alene kan erkendes gennem tro, forudsat at man har troens nådegave”.
Pedro er mester i sådanne kommentarer, og man læser ivrigt videre for at nå de næste ramsaltede bemærkninger, og man bliver både oplyst og underholdt. I betragtning af at Pedro i mange år var ansat ved Ekstrabladet, synes jeg, at det på en måde er i Ekstrabladets ånd at Pedro har skrevet bogen. Jeg mener det som en kompliment, for bogen afspejler Ekstrabladet, når det er bedst dvs. når tingene skal fortælles uden omsvøb, og når man ikke er bange for at fornærme nogen.
En vigtig side af bogen er fortællingen om magthaverne i Danmark, for Pedro fremhæver selv, at ”Denne Danmarkshistorie forsøger at skrive sig ind i en lidt ældre tradition” (s. 7). Det må bl.a. være kongerækken som et strukturerende element, han tænker på. På den baggrund er det ejendommeligt, at han ikke har kongerækken og slægtstavler med i bogen som bilag. Det kan man ganske vist relativt nemt finde andre steder, men alligevel. (Historie-online har en fortrinlig oversigt over kongerækken, men mangler desværre slægtstavlerne).
En anden vigtig side er, som Pedro siger: ”Selvfølgelig er der også her tværgående snit i beskrivelse af, hvad landet lever af, hvad håndværkere, bønder, borgere, lærde, adel, militæret og kongerne arbejder og sveder for, hvad de spiser, hvor længe de lever, hvilke sygdomme der hærger, hvornår industrien dukker op” (s.7).
Det er social- og kulturhistorien, som Pedro beskriver på denne måde. Oldtiden, som Pedro traditionen tro indleder værket med, er en form for social- og kulturhistorie, og oldtiden er også fortalt, så vi lytter. Det hedder fx i kapitlet ”Begyndelsen”: ” Ingen neandertalere her. De er for længst gået til nede sydpå. I Danmark er det homo sapiens i en lidt groftskåret udgave….. Hvis vi nettede dem, barberede dem og smed bluser og cowboybukser på plus sokker og et par udtrådte kondisko, ville de uden vrøvl falde ind i gadebilledet. Der går så mange andre sære stoddere på gaderne i dag” (s.9). Det er sådanne bemærkninger, der gør oldtiden nærværende og nutidig. Vi får god besked om oldtiden, og der bliver sat spørgsmålstegn ved ”vedtagne sandheder” fx på s. 13, hvor Pedro gør op med myterne om de tidligste tider, at jægerne passer på naturens kredsløb i modsætning til vor tid. Det er vrøvl og snak, siger han.
Der er ingen tvivl om, at mange arkæologer og museumsinspektører vil få kaffen galt i halsen, når han om Grauballemanden og Tollundmanden skriver: ”I masser af år har de begge været udstillet, så vi kan klemme næserne flade på montrernes glas. Det siger ikke noget om dem, men det siger, at vi mangler værdimålere i vores egen tid. Det er skamløst at overbeglo andre menneskers rester. Skaf dem dog et hvilested i jorden med en gravsten. – De kan nok trænge” (s. 35).
Fra middelalderen er der gode fortællinger om ”Byer, handel og skibe” og ligeledes om ”Adel og bonde”, og fortællingen om at ”synge og skrive dansk” er et eksempel på kultur- og mentalitetshistorie. På samme måde kan man i andre tidsaldre finde mange andre gode fortællinger fx om ”Industri- og arbejderklasse”. Man kan hurtigt orientere sig i indholdsfortegnelsen, selv om det som nævnt ikke altid er ganske klart, hvad overskriften dækker over. Det lykkes imidlertid Pedro at skildre byerne, handelen, industrien osv. med megen indlevelse. Han fortæller i billeder, så læseren er i stand til at indleve sig i situationen. Som et godt eksempel herpå kan hans beskrivelse af industriens fremkomst i Danmark nævnes: ”I hælene på den almindelige udvikling i Europa blev industrien i Danmark født af større værksteder, hvor mange svende og deres hjælpere udgjorde personalet. Øverst sad mester, men værkstederne blev så store, at chefen ikke længere selv kendte alle ansigter og navne. Det var på disse håndværkere og arbejdsmænd, som Pio, Brix og Geleff prøvede at bygge deres socialisme” (s. 553). Vi er langt væk fra samfundsfaglige beskrivelser, der bruger statistikker og tabeller som dokumentation. Det er ikke Pedros anliggende.
Er der så ingen svagheder ved krøniken? Det kommer måske an på, hvordan man bruger bogen. Der findes et ganske udmærket register, men vel at mærke et navneregister. Det falder i god tråd med, at personerne spiller en fremtrædende rolle i Pedros historiefortælling, men jeg savner et sagregister. Skal man fx finde noget om De rådgivende Stænderforsamlinger kan det være svært umiddelbart at se, at der står noget på s. 417 i fortællingen ”Fallit og forhånet”. Nemmere er det måske at se, at der står noget om den første grundlov i slutningen af fortællingen om ”Spradebassen”, som Pedro kalder Frederik 7.
Tilhængere af krigshistorie vil blive skuffet over, at Pedro ikke har lagt mere vægt herpå. Som eksempel herpå kan nævnes, at han ikke skriver om tilbagetoget fra Dannevirke, men i stedet reflekterer over, hvad 1864 kom til at betyde. Pedro siger ganske rigtigt: ”Perioden op til 1864 plus nederlaget er en central del af dansk selvforståelse, selvom mange unge og såmænd også ældre ikke aner noget om begivenhederne dengang”. (s. 488) Selv om Danmark er i krig nu, respekterer jeg og deler fuldt ud Pedros manglende lyst til at fortælle krigshistorie, men lige på det punkt følger han ikke den lidt ældre tradition.
Pedro fortæller dog lidt om krigen 1848-50, men han kalder ikke krigen for en borgerkrig, for det var en krig mellem danske og tysksindede styrker. Heri blandede preussiske allierede sig. Han hævder i fortællingen ”Borgerkrig”, at Grevens fejde var den sidste borgerkrig i Danmark. I betragtning af at mange nyere historieskrivere kalder treårskrigen for en borgerkrig, synes jeg, at Pedro mangler at argumentere for sit synspunkt.
Pedro bruger megen plads i danmarkskrøniken på at fortælle om kunstnere, forfattere, malere og komponister. Man kan mene, at det er godt, at der bliver gjort så meget ud af den del af kulturhistorien. Vi får også god besked. Det er gedigen folkeoplysning. Det er ikke det. Alligevel synes jeg ikke, at det er de afsnit, der står stærkest i danmarkskrøniken. Hvis jeg må udtrykke det således, så synes jeg, at der er for langt mellem snapsene. Jeg fornemmer måske for megen ærbødighed over for de klassiske digtere. Men det er min subjektive holdning, og jeg er ganske klar over, at andre måske vil glæde sig over den store vægt, som Pedro har lagt på de afsnit.
I modsætning til portrætterne af Oehlenschläger, Christian Winter, Blicher, Thorvaldsen og mange, mange flere skønånder, synes jeg, at de kortfattede portrætter af fx J.A. Hansen, Balthazar Christensen, Orla Lehman, Ditlev Gothardt Monrad og Carl Plough er tegnet meget præcist og rammende (I fortællingen om 1864).
Portrætterne af kunstnerne i det 20. århundrede er generelt mere kortfattede men ret præcise. Det gælder fx portrættet af Klaus Rifbjerg. Jeg savner imidlertid et portræt af bl.a. Dan Turèll. Det skyldes naturligvis ikke, at Pedro ikke kender ham. I Pedros værk ”Danmark i det 20. århundrede”, præsenterer han Dan Turèll og skriver, at ”Som kronikredaktør på Ekstrabladet og chef for anmelderiet kendte jeg Dan Turèll og beundrede ham ligesom alle andre”. (s. 628) Derfor undrer det mig, at Dan Turèll ikke er nævnt i Danmarkskrøniken. Men selvfølgelig må Pedro udelade meget i Danmarkskrøniken fra det 20. århundrede, som han har brugt mere end 700 sider på at fortælle om i ”Danmark i det 20. århundrede”. Det kan betale sig at læse begge hans bøger
Jeg savner en liste over anvendt litteratur. Det har Pedro med i ”Danmark i det 20. århundrede”. I Danmarkskrøniken anfører Pedro undertiden værker, som han har benyttet. Fx referer han til Michael Kræmmers bog om Den Hvide Klan i fortællingen om Absalon, men det er lidt tilfældigt og henkastet, hvad han ellers nævner.
Sammenlignet med ”Danmark i det 20. århundrede” fremtræder Danmarkshistorien lidt mere skrabet. Det falder især i øjnene, at der helt mangler billeder. Det skyldes ganske givet, at bogen derved er blevet billigere at fremstille. Men det er svært at følge Pedros gennemgang af fx Thorvaldsen og Eckersberg uden støtte i et billedmateriale. Til gengæld er bogen sat med en stor og læselig typografi.
Pedro fortæller historie, fordi han synes, at han skylder Danmark og det danske folk alle disse gode historier. Og vi lytter gerne med, når det er en fortæller, der har noget på hjerte og som formår at bruge sproget så elegant, underholdende og provokerende. Pedro får mig til at tænke på, hvorfor jeg selv engang i skolen blev så grebet af historie. Det skyldtes den gode, spændende og gribende fortælling.
