Dansk Politik A-Å. Leksikon
Af Thorsten Borring Olesen, lektor, Aarhus Universitet
Det er digert leksikon om dansk politik TV-2’s mangeårige Christiansborg redaktør, Kaare R. Skou, og forlaget Aschehoug har sendt på gaden. 783 s. i alt sat i spalter. Udover de traditionelle alfabetiske opslagsord, som spænder vidt – således hedder de første fem opslag under bogstavet S: ”Sabro Kro-krisen”, ”Sabroe, Peter”, ”Sainte-Laguës fordelingsmetode”, ”salonkommunisme”, ”samarbejdspolitikken” – indledes værket med en historisk oversigt over dansk politisk historie fra 1848 og frem til i dag, og det afsluttes med en række meget nyttige bilag med oversigter over danske regeringer, folketingsvalg, folkeafstemninger m.m., ligesom både grundloven og tronfølgerloven er optrykt. Bortset fra enkelte svipsere som eksempelvis ”niende april” er der næsten alt med af relevans for beskæftigelsen med de seneste godt 150 års danske politik.
Man fornemmer, at Kaare R. Skou har lagt hjerteblod i arbejdet. Han øser rigt af sin intime viden om livet på Christiansborg, som især giver opslagene vedrørende persongalleriet og historien om de seneste 20-30 år liv og indsigt. Men man fornemmer også, at arbejdet har været stort, og tydeligvis også for stort for en mand at løfte. De mere historisk betonede opslag er således præget af alvorlige fejl og mangler i perspektiv og indhold. Værket præsenterer sig selv i titlen som et leksikon, men Kaare R. Skou skriver for upræcist, man fristes til at sige for journalistisk, til leksikongenren. I et leksikon forventer man at få præcis og koncis besked. Det gør man langt fra altid i dette værk. Jeg skal blot fremdrage to konkrete eksempler på den uheldige behandling.
Vælger man at gå ind under personen Hans Hedtoft (-Hansen) er der både tale om mangel på præcision og om graverende fejloplysninger. Lad være, at der ikke er nogen oplysninger om, hvor Hedtoft er født og opvokset. Værre er det, at læseren får at vide, at Hedtofts bekendtskab med G.F. Duckwitz fra den tyske ambassade (sic!) muliggjorde, at ”flertallet af de danske jøder” nåede at forlade landet, inden jødeforfølgelserne satte ind. ”Hedtoft havde simpelthen fået et tip fra Duckwitz”, som det hedder. Det ville i denne sammenhæng unægtelig have været på sin plads dernæst og i forlængelse af denne oplysning at fortælle læseren, at det var fordi Hedtoft gav tippet videre til Mosaisk Troessamfund, at det bidrog til redningen af ikke blot ”flertallet”, men hele 95% af de danske jøder.
Senere i opslaget hedder det om Hedtofts politik i relation til forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund i 1948-49 og Danmarks indgang i NATO, at Hedtoft ”efter en måneds betænkningstid foretog en kovending” i kølvandet på, at de nordiske planer var faldet til jorden i januar 1949. Betegnelsen ”kovending” er ikke præcis, al den stund Hedtoft parallelt med de nordiske forhandlinger havde holdt det atlantiske spor varmt som en tilbagefaldsoption, hvis det nordiske projekt kuldsejlede. Hedtoft foretog således ikke en kovending, men faldt tilbage på sin plan B. Det skete heller ikke efter ”en måneds betænkningstid”. Pointen er, at Hedtoft efter det reelle nordiske forhandlingssammenbrud i de sidste dag af januar 1949 ikke ville acceptere sammenbruddet og derfor kæmpede videre gennem endnu tre uger for at finde en nordisk løsning. I denne periode var Hedtoft dog næppe i tvivl om, at hans anbefaling, hvis det nordiske ikke lod sig realisere, hed Atlantpagten, hvis Norge også gik den vej.
Helt galt går det efterfølgende, hvor det hedder, at det var ham (Hedtoft, TBO), ”som i al hemmelighed og stik mod alle regler for inddragelse af Folketinget gav USA ret til at udnytte Grønland og også placere atomvåben dér efter forgodtbefindende”. Jeg ved ikke, om det er indgåelsen af Grønlandsaftalen i 1941 eller den i 1951 (som dog begge ikke nævnte noget om a-våben), eller det hemmelige H.C. Hansen-brev fra 1957, som danner grundlag for Kaare R. Skous konklusion om det grønne lys til atomvåben i Grønland. Men i det første tilfælde var det Kauffmann, der havde hovedansvaret, i det andet var det den borgerlige Erik Eriksen-regering og i det tredje naturligvis H.C. Hansen. Hedtoft var det i hvert fald ikke. Slet ikke i sidste tilfælde, som nok er den begivenhed, Skou i virkeligheden refererer til, fordi Hedtoft da, som det rigtignok fremgår, var død i 1955.
Endelig er det muligt, at Kaare R. Skou har ret i, at ”Hedtoft er beskrevet som grundliggende naiv og vennesæl”. Men det betyder jo ikke, at leksikonet selv skal gøre den konklusion til sin, som det indirekte sker. Hedtoft var bestemt (også) vennesæl, og hvad angik økonomisk politik, var han måske også naiv eller nok rettere ikke særligt indsigtsfuld og kompetent. Men politisk naiv det var Hedtoft ingenlunde. Den betegnelse ville med garanti hverken Aksel Larsen, der kontinuerligt fik Hedtofts hugtænder at mærke, eller Hedtofts kollega, Sveriges statsminister Tage Erlander, der under de nordiske forhandlinger beskrev Hedtoft som ”politikeren iblandt os”, kunne godtage.
Går man fra personopslagene over til organisationsopslagene og slår ned på NORDEK, møder man tilsvarende mangler og fejl. Det hedder således, at ”NORDEK var af nogle tænkt som et alternativ til EFTA og Fællesmarkedet, mens andre så det som en trædesten på vejen mod et stort europæisk samarbejde, som skulle omfatte alle de europæiske OEEC-lande”. Jeg skal ikke bestride, at der var ”nogle”, der havde synspunkterne, som nævnes her, men hovedsynspunkterne i Danmark var to: enten skulle NORDEK være et alternativ til EF, men samtidig tillod medlemskab af EFTA. Det var fx SF’s holdning og holdningen i visse kredse af Det Radikale Venstre og den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Den anden hovedindstilling var, at NORDEK skulle være en trædesten mod en samlet skandinavisk indtræden i, ikke i et stort OEEC-Europa (OEEC var jo ikke eksisterende længere, men erstattet af OECD, hvor bl.a. også USA og Japan var medlemmer), men derimod i EF. Det var tænkningen hos idémændene bag planerne, markedssekretariatets chef Jens Christensen og J.O. Krag, og det var også denne model, der gjorde at satsningen trods alt kunne få opbakning hos Venstre og De Konservative.
Det er heller ikke rigtigt, når det efterfølgende i opslaget hævdes, at den finske regering en måned efter, at enighed om NORDEK var opnået ved Nordisk Råds møde i februar 1970, meddelte, ”at den ikke agtede at ratificere traktaten, hvorved de videre forhandlinger gik i stå”. Pointen er, at den finske regering meddelte, at den ikke kunne underskrive traktaten, der lå færdigforhandlet. Videre hedder det, at det under ”forhandlingerne var samarbejdet om landbrugsområdet, der voldte de største problemer”. Nej, det var afgjort spørgsmålene om finansiering, om toldunionens indretning og om NORDEK’s europæiske indbinding, der udgjorde de største knaster, selv om de tilknyttede aftaler om landbrug og fiskeri også var yderst brydsomme.
Tilsvarende graverende forhold genfindes i mange andre opslag. Det er både synd og skam for et ellers vigtigt og sympatisk projekt. Problemets egentlige kerne er givetvis som nævnt, at projektet er for stort for én mand, selv af Kaare R. Skous kaliber.
