Dansk Velfærdshistorie, bd II
Af Preben Etwil
Med dette andet ud af i alt seks bind af Dansk velfærdshistorie fortsætter det gennemførte solide indtryk af et samlet bogværk i absolut særklasse. Der er tale om et forskningsmæssigt mammutværk med højt estimerede forskere som bidragsydere. Inspirationen til dette enorme samleværk er tysk, og projektet er også i konsekvens af dette gennemført med tysk grundighed. Men lad det blive slået fast med syvtommersøm, at der her er tale om en dansk velfærdshistorie med stort F. Forskning i topklasse. Det er imidlertid en bog, som tager tid at læse. Den er nok mere egnet til studier end fornøjelse – og almindelig nysgerrighed.
Bogen følger den systematik, der også detaljeret er redegjort for i bind 1. Hovedprincippet i hvert af de seks bind er, at temaerne er indplaceret i en bestemt rækkefølge, således at når det samlede værk foreligger, er det muligt at følge en såkaldt socialpolitisk ”søjle”, fx arbejdsløshed, helt tilbage fra 1536 og frem til 2011. Ganske smart tænkt. Den stramme systematik er yderst nyttig, ja, nærmest nødvendig, da hele bogværket er meget indholdstungt. Hvert kapitel er størrelsesmæssigt ofte at sammenligne med en mindre historiebog. Så der er muligheder for at få ryddet op på sine hylder, når dette værk skal stilles på plads.
Bog nr. 2, der dækker perioden 1898-1933, kommer vidt omkring i socialpolitikkens mange – og ofte komplicerede – kringelkroge. Tidens politiske og økonomiske samfundsforhold tager de tre redaktører sig samlet af. Det samme er tilfældet med det ideologiske idelandskab – om end forfatterrækkefølgen ændres en smule, sandsynligvis for at vise, at hovedskribenten har skiftet plads. Søren Kolstrup gennemgår med stærk indlevelse udviklingen fra fattiglov til forsorgslov, mens Jørn Henrik Petersen (hvem ellers?) tager sig kompetent af tidens alderdomsforsørgelse og sygeforsikring. Lars Schädler Andersen behandler med stor grundighed ulykkesforsikringsproblematikken, mens Jacob Christensen med dygtighed gennemgår de væsentligste elementer i arbejdsløshedsforsikringen og arbejdsanvisning. Jørn Henrik Petersen vender tilbage og behandler med sædvanlig grundighed tidens invalideforsikring. Klaus Petersen slutte af med en ganske fremragende gennemgang af børnesagen og i den forbindelse dansk familiepolitik. For den helt travle læser, der ikke orker at pløje 747 tæt skrevne sider igennem, kan det virkelig anbefales at læse redaktørerne Jørn Henrik og Klaus Petersens 27 siders sammenfatning og perspektivering. Der kan på ingen måde sættes en finger på forfatternes faglige og pædagogiske kompetencer, men man kan undres over den kønsmonotoni, som forfatterkredsen består af, især når man tager forskningsfeltets indhold i betragtning.
Med så omfattende et værk er det kropumuligt at botanisere i selve teksten. Hvad skal fremhæves, og hvad skal nedtones. Man kan kun imponeres over den grundighed, der er lagt for dagen. Det ser ud til at hver en sten er blevet vendt. Det gælder lige fra at en socialpolitisk idé er opstået, til de diskussioner det har medført i samtiden, til de løsningsforslag som blev behandlet i partier eller parlament. Det samme gælder de lovforberedende arbejder, selve lovens udformning og den praksis, det medførte. Det hele er tilsyneladende med. Dertil skal lægges, at forfatterne gang på gang vender tilbage og forklarer på nutidsdansk, hvilke grundlæggende principper og teorier der i virkeligheden lå til grund for de forskellige systemers udformning. Der er så at sige tale om små lærerstykker i både økonomi, sociologi og politologi. Det gælder forsikringsprincipper, hjælp til selvhjælp, universalisme og almindelig veldædighed. Det hele er med. Og ikke sjælden få man den opfattelse, at den danske model, hvis en sådan findes, meget ofte er en blandingsform af alle hånde principper – lidt afhængig af de ydre økonomiske omstændigheder og de indre partiideologiske magtforhold.
Et gennemgående træk er dog, at det er en periode, der er kendetegnet af en massiv socialpolitisk udskillelse fra fattiglovenes deklasserende virkninger. En række love, der tydeligt adskiller ”rigtigt trængende” fra fattiglovene, er alderdom, syge, handicappede og arbejdsløse. Dette udtrykkes bl.a. gennem en række lovinitiativer så som gennemførelsen af hjælpekasseloven (1907), loven om arbejdsløshedsforsikring (1907) og invalideforsikringsloven (1921). Mange flere love og initiativer kunne nævnes (og bliver også nævnt). Den mere ideologiske og politiske kamp kom til at stå mellem, om socialpolitikken skulle basereres på forvaltningernes skøn eller borgernes rettigheder. Ligeledes stod kampen også mellem, om socialpolitikken skulle funderes på forsikring eller offentlig forsørgelse. Forsikringstanken var tidens altdominerende løsning, mens forsørgelse, som trods alt så sin spæde begyndelse i denne periode, måtte vente til senere med at slå igennem som det dominerende princip.
Så bogen kan trods sit enorme omfang anbefales til alle, der kvalificeret vil sætte sig ind i de grundlæggende diskussioner om de væsentligste socialpolitiske spørgsmål, som både dengang og i dag er centrale for såvel kritikere som forsvarere af velfærdsstaten.
