Dansk Vestindien
Af Poul Ulrich Jensen
Det er snart 100 år siden, Danmark solgte de dansk-vestindiske øer til USA for den nette sum af 25 mio. $. Dengang var interessen herhjemme for de tre små øer i Caribien, der havde udviklet sig til en uhåndterlig underskudsforretning, absolut til at overse, men det billede har ændret sig drastisk i de senere år. Danske turister i tusindvis strømmer over Atlanten til det, der siden 1917 er US Virgin Islands, men som stadig rummer talrige minder om den over 250 år lange periode som dansk tropekoloni. Ebbe Larsen, filmproducer og forfatter til den dokumentariske roman ”Den vestindiske arv”, har gennem talrige besøg på øerne oparbejdet et omfattende lokalt kendskab, også til seværdigheder og begivenheder, der ikke har fundet vej til de sædvanlige guidebøger. Så hvad enten man har været i det tidligere Dansk Vestindien, planlægger en tur dertil eller blot er interesseret i dette dramatiske stykke kolonihistorie, er Ebbe Larsens bog interessant læsning.
De indledende kapitler giver et kort rids af begivenhederne fra begyndelsen i 1666, da det første danske skib nåede Caribien og tog St. Thomas i besiddelse. Koloniseringen fortsatte med annekteringen af den nærliggende ø St. Jan i 1718, og sluttede med købet af St. Croix i 1733. Den forlangte franskmændene 164.000 rigsdaler for, men det skulle vise sig at være en ualmindelig god investering. Det lille tropiske imperium blev hurtigt en guldgrube, især på grund af sukkerrørene, og det var ikke europæere, der stod for det hårde markarbejde under tropesolen. Plantagedriften var helt afhængig af en stadig tilførsel af slaver fra Afrika, og selv om Danmark-Norge i 1700-tallet absolut var blandt de mindre kolonimagter, indtog vi alligevel en 7. plads, når det gjaldt den transatlantiske slavehandel. Som en velvalgt illustration af den tilværelse, der ventede i Dansk Vestindien, gengiver Ebbe Larsen nogle af paragrafferne fra guvernør Philip Gardelins ”negerlov” fra 1733. Her bliver selv mindre forseelser omsat til brændemærkning, pisk, knibning med gloende tænger og hængning.
Slaveriets afskaffelse i 1848 blev heller ikke nogen prisværdig episode i den danske kolonihistorie – det var generalguvernør Peter von Scholten, der handlede på egen hånd uden om den danske regering, og det kom i første omgang til at koste ham både embede og pension. Forholdene blev i øvrigt langt fra tilfredsstillende for de tidligere slaver – for størstedelen blev det en tilværelse med fattigdom, sult og befolkningsnedgang. I det hele taget blev anden halvdel af 1800-tallet en økonomisk dødsspiral for de dansk-vestindiske øer. Efter to forgæves forsøg på at sælge øerne i 1860’erne og o. 1900 lykkedes det endeligt i 1917, hvor USA på tærsklen til deltagelse i 1. verdenskrig var indstillet på en hurtig handel for at hindre tysk overtagelse.
På ingen måde et glorværdigt kapitel i vores historie, men til gengæld veldokumenteret som få andre. Det danske overherredømme med dramatiske begivenheder, racekonflikter, moralske dilemmaer og menneskelige omkostninger har ikke bare efterladt sig mange hyldemeter på Rigsarkivet, men også talrige spor på øerne. Med Ebbe Larsen som guide kommer man omkring mange af de bygninger og lokaliteter, der stadig gør historien levende. På St. Croix findes de først og fremmest i byen Christiansted, – ikke mindst guvernørpaladset, hvor Peter von Scholten holdt sine overdådige fester, og det store gule fort Christiansværn ved havnen, hvor flere hundrede soldater henslæbte en monoton tilværelse, også selv om garnisonen havde eget musikkorps. I den mindre by yderst mod vest, Frederiksted, er der foran det røde fort Frederik anlagt en lille park på det sted, hvor Peter von Scholten midt i en tusindtallig forsamling af utilfredse plantagearbejdere proklamerede slaveriets ophævelse med ordene ”Now You are free”. Her står også en buste – ikke af von Scholten men den lokale frihedshelt ”general Buddhoe”, der spillede en central rolle under det turbulente forløb. Ifølge den lokale udlægning er frigivelsen nemlig ikke en dansk gave men en uomgængelig følge af et vellykket oprør. Og det har de naturligvis helt ret i.
På St. Thomas er det byen Charlotte Amalie, der rummer langt de fleste minder fra danskertiden. O. 1830, da handel og skibsfart blomstrede, nåede indbyggertallet op på 11.000, det største i kongeriget efter København. Og her er det røde fort Christian en af de iøjnefaldende bygninger – det har oven i købet som den ældste bygning i Dansk Vestindien årstallet 1671 over indgangsportalen. Denne er dog lukket for turister, for fortet ligner med sit afskallede murværk et ”håndværkertilbud”, hvor der siden 2005 har været gang i en tiltrængt restaurering. Som Ebbe Larsen konstaterer: ”I Vestindien tager ting den tid, ting tager.” Men også uden et fortsbesøg er mulighederne for at genopleve fortiden mangfoldige, lige fra de danske gadeskilte til kirkegården i Hospitalsgade, der faktisk stadig tilhører Danmark.
På den mindste af øerne, St. Jan, der efter salget til USA hedder St. John, er de fysiske minder fra kolonitiden mere sparsomme, men i den tætte bevoksning gemmer sig ind imellem ruiner af plantager – og inspirationen til en dokumentarisk roman. Nær de tilgroede rester af Cinnamon Bay Plantation fandt Ebbe Larsen to sarkofager, den ene med en stadig læselig indskrift om Anna Margarethe Hjardemaal, død den 27. april 1836. Ægteparret Hjardemaal havde overtaget plantagen i 1834, og deres historie blev efter grundige arkivstudier grundlaget for romanen ”Den vestindiske arv”. Som så mange andre i den danske tropekoloni oplevede de både dramaer, tragedier og økonomiske vanskeligheder, men der er dog også et positivt træk i deres historie – plantagens slaver fik en for tiden usædvanlig human behandling.
Forfatterens mål - ”at føre læseren gennem historien, og ikke mindst at fortælle om øerne, som de visuelt kan opleves i dag” - er lykkedes fint både med en veloplagt tekst og et generøse antal illustrationer, hvoraf langt størsteparten er egne fotos. Og selv om der ikke er tale om en guide i gængs forstand, får man som afslutning nogle praktiske oplysninger og råd i alfabetisk orden om alt fra badestrande til vaccination. Sidstnævnte er i øvrigt ikke påkrævet, for den gule feber og malariaen tilhører ligesom slaveriet fortiden i det tidligere Dansk Vestindien.
