Den danske stamme - En befolkningshistorie
Af Cand.mag. Winnie Maria Bak-Vidriksen
Hans Kornø Rasmussens bog er et stykke demografiens danmarkshistorie. Han indleder med et citat fra den tidligere britiske ambassadør i Danmark, Sir James Mellon, der udtalte at ….danskerne er ikke en nation(…)de er en stamme…..
Og hvorfor nu en stamme? Jo for Danmark har godt nok altid været vant til indvandring, men altid kun i relativt små grupper, og de kom stort set alle for at arbejde. Dette ændrede sig ved indgangen til det nye årtusinde og satte Danmark i et ironisk dilemma. Men mere herom senere.
”Den danske stamme” er opdelt i 8 kapitler. En præsentation og derefter i demografiske perioder; fra istiden til 1645, fra 1645 til 1801, fra 1801 til 1900, fra 1900 til 1950, fra 1950 til 2000, fra 2000 til 2007 og sidst efter 2007.
Man støder ikke på danerne og danernes stamme i skriftlige kilder før omkring år 600. Omkring år 970 blev Danmark navngivet af Harald Blåtand, og så var vi for alvor på banen som stamme. I mange århundreder og årtier frem er det dog svært at fastlægge befolkningstallet, da kongens land bestod af flere og stadig skiftende områder. Sikkert er det dog, at befolkningstallet stiger frem til 1240’erne, hvor Europa rammes af forskellige problemer; mongolerne tager på erobringstogt, krigslykken i Jerusalem vender, og der er uro i den katolske kirke. Og i midten af 1300-tallet rammer pesten så Europa. Virkningerne var katastrofale.
I 1645 blev der holdt mandtal i Danmark – danmarkshistoriens første forsøg på at udarbejde noget der med megen god vilje kunne minde om en folketælling. Herefter følger flere folketællinger af samme standart. Først med folketællingerne i henholdsvis 1769 og 1787 har man pålidelige resultater. Fra 1901 og frem til 1970 blev der afholdt folketællinger hvert femte år. I 1969 indførte vi det Centrale Personregister og udstyrede alle borgere med et cpr-nummer. Kontrollen med folketallet var total.
Som nævnt i starten, har Danmark pr. tradition været et udvandringsland og ikke et indvandringsland. Forskellige omstændigheder har dog langsom ændret dette. Dalende antal fødsler, den store 68’er generation efterfulgt af en lille ungdomsårgang, mangel på arbejdskraft, flygtningestrømme osv. Flygtningegrupperne kan – groft stillet op – opdeles i de polske udvandrere, der strømmede til Amerika og ud i Europa i forbindelse med opsplitningen af Polen i 1795, de russiske jøder i begyndelsen af 1900-tallet og sidst den store gruppe af mennesker der flygtede fra krige og revolutioner – de første i forbindelse med opløsningen af Osmannerriget.
Selv efter de to Verdenskrige, hvor Europa var oversvømmet med flygtningestrømme, var Danmark rimelig uberørt – undertegnede skal undlade at komme nærmere ind på restriktiv flygtningepolitik o.lign. Helt frem til 1950’erne er Danmark således et kulturelt såvel som religiøst ekstremt homogent samfund – udlændinge i Danmark er i vid udstrækning tyskere og folk fra de øvrige nordiske lande.
Med genopbygningen efter 2. Verdenskrig sker der dog en masse ting. Kort fortalt bliver der mangel på arbejdskraft, og det bliver nødvendigt at importere ledige hænder, den føromtalte 68’er generation er mere interesseret i at realisere sig selv end af formere sig, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, levealderen er støt stigende, Danmark indtræder i EF.
1970’erne er årtiet der markerer, at Danmark skifter fra at være et udvandrerland til et indvandrerland. Danmark er for alvor blevet en del af det internationale og globale samfund, og det skaber problemer for stammen. Det danske samfund var ikke forberedt på udfordringerne, det homogene og solidariske velfærdssamfund ikke skruet sammen til at modtage så store og så anderledes befolkningsgrupper…de kostede penge fra den fælles kasse….vores fælles kasse.
Ironien ligger dog i, at Danmark, som forfatteren skriver, i årtier har arbejdet utrætteligt på at udbrede de sunde danske værdier om lighed og retfærdighed for alle over hele kloden, men med den nye indvandring skulle disse holdninger testes på egen grund.
Demografi kan være noget frygteligt tørt stof, men Hans Kornø Rasmussen formår at skabe en mening med tallene og statistikkerne. De bruges til at fortælle danskernes historie fra en lidt anden indgangsvinkel, og det er bestemt ikke uinteressant. Man kan f.eks. mene om indvandringen, hvad man vil, men fakta er, at den danske stamme ikke har reproduceret sig selv i 39 år i træk, og vi er derfor i stadig stigende grad afhængige af indvandrere og deres arbejdskraft.
Bogen anbefales herfra
