Den første ghetto

Af Winnie Bak-Vidriksen

Når man i dag snakker om ghettoer, tænkes der ofte på særligt udsatte almene boligområder, præget af lav beskæftigelse, relativ høj kriminalitet og koncentrationer af særlige etniske grupper, ofte med muslimsk baggrund.

Oprindeligt var ghettoen dog et afgrænset område, hvor der boede jøder. Den første gang et område i Danmark blev beskrevet som værende en ghetto, var i 1908, og det er denne ghetto som udgør udgangspunktet for bog nummer 51 i serien ”100 danmarkshistorier”.

Omkring 1904 begyndte indvandringen af østeuropæiske jøder at tage fart. De slog sig ned i indre by i København og hér vakte de opsigt. Ved folketælling i 1916 blev der registreret i alt 2.443 russiske jøder og 480 krigsindvandrede jøder i København. Ikke et voldsomt højt tal, men de skilte sig ud både på grund af deres beklædning, deres fysiske træk, religion og ikke mindst sprog.

Der var forskellige årsager til at jøderne forlod Østeuropa, men som Garbi Schmidt skriver, var nøgleordene fattigdom, sult og forfølgelse. På grund af jødernes særpræg, blev ghettoen et sted den almindelige dansker anså som på den ene side værende eksotisk, men på den anden side også farlig. Farlig, både fordi der blandt indvandrerne var både almindelige forbrydere og hvad der blev beskrevet som politiske forbrydere, men også fordi det bød på konkurrence til det danske erhvervsliv. I 1906 ernærede 33 % af de jødiske indvandrere sig som skræddere, skræddermestre og syersker. Da de ikke kendte til den danske fagforeningskultur, arbejdede en del af dem under tariffen, hvilket naturligvis førte til stor utilfredshed i de danske skrædderes fagforening.

Også dengang var ghetto som sagt et begreb der blev brugt til at betegne et kvarter præget af indvandring, kriminalitet og fattigdom. Og også dengang blev ghettoer og indvandring set som en udfordring for den såkaldte danske gæstfrihed.

At indvandrerne bosatte sig i samme område blev derfor også genstand for en del politiske diskussioner.
For på den ene side ville man gerne holde styr på tilstrømningen af flygtninge, men på den anden side var det ikke alle indvandrere der var fattige. En del af dem var både velhavende og gode håndværkere, og dem havde Kongen brug for, så dem ville man helst ikke skræmme væk ved at tvinge dem til at bo i bestemte områder undre bestemte restriktioner som man gjorde andre steder i Europa.  

Ghettoområder har gennem tiden været udsat for mange undersøgelser og for endnu flere holdninger.

Vold drab og kriminalitet klæber sig til begrebet, men som forfatteren påpeger, skal man huske på, at hvad der kaldes for ghetto og belastede boligområder, også er folks hjem. Og dette kommer til udtryk i en del af de undersøgelser der bliver lavet samt når man ulejliger sig til at tale med de mennesker der bor i de såkaldte belastede boligområder.

Man kan næste høre journalist Anders Aggers stemme fortælle, når Garbi Schmidt skriver, at ”Ghettoen kan handle om vrede over ikke at få lov til at være med i samfundet – en vrede som ikke blot sætter sind i kog, men også biler i brand”. Men ghettoen kan også ”handle om muligheden for at være med i samfundet og ikke blive set på som nogen der bor i en ghetto. Men blot Tove eller Ali fra bydele, der hedder Gellerup eller Tingbjerg”.

Spørgsmålet er, om det nogensinde bliver anderledes. Vi vil gerne det eksotiske men ikke det farlige. Det skal kunne kontrolleres. Mennesker er blevet udstillet i Danmark fordi de så anderledes ud, kom fra eksotiske steder. Men det kunne kontrolleres. De skulle helst ikke gå rundt og udfordre det danske.

Vi vil ikke have Gellerupparken men gerne Bazar Vest. Og sådan fortsætter forbeholdende overfor det vi ikke helt forstår og kender. For ghettoen handler ikke bare om socialt udsathed, men også om den indflydelse indvandringen naturligt vil få på de danske byer. Men når man sidder og er bange, skal man huske på den mangfoldighed der følger med. Både sprogligt og kulinarisk. Gulerødder, rødbeder, konditorier, finere fransk madlavning og forårsruller. Det handler ikke kun om, hvem der har ret til at kalde sig danske.

Forfatteren afslutter sin fortælling med at skrive netop dette. At hvad der er dansk, hvad der udfordrer det danske og hvad det danske kan og bør rumme er en tilbagevendende del af denne diskussion. Men er indvandring ikke så stor en del af dansk historie, at det er meningsløst at tage denne diskussion For hvad hvis vi ikke havde haft de hollandske bønder på Amager, de polske roearbejdere, de tyrkiske støberiarbejdere osv.

Den bedste anbefaling hér fra. Ghettoens opståen i Danmark er ikke noget der fylder meget i dagens ghettodebat, men den bliver hér belyst kort og præcist sammen med en række indspark til den fortsatte debat om indvandringens betydning for danmarkshistorien – på godt og ondt.

[Historie-online.dk, den 26. januar 2022]