En europæisk Danmarkshistorie – fra oldtiden til i dag

Af Thomas Petersen

Det er både dristigt og modigt – ene mand - at ville beskrive sit lands historie fra de ældste tider og til vore dage. Fra Egtvedpigen til Helle Thorning. Beskrive den i såvel lange linjer som i konkrete punktnedslag. Det er ikke desto mindre den opgave, som historikeren Lars Hovbakke Sørensen, født 1970, i sit nyeste projekt har kastet sig over. Og lad det være sagt med det samme: Han er i det store og hele sluppet godt fra opgaven.

I offentligheden er forfatteren kendt som en hyppigt anvendt radio- og tv-kommentator af såvel nordiske  som royale anliggender. Han er ph.d. i internationale studier 2002 fra Aalborg Universitet og arbejder til daglig som ekstern lektor på Københavns Universitet. Hovbakke har tidligere demonstreret, at han har et sikkert greb om de store linjer i historien. Dokumenteret gennem anmelderroste værker som ”Et kontinent i krig – Europas historie gennem 1000 år” fra 2002 og ”Slagsbrødre eller broderfolk – Nordens historie gennem 1300 år” fra 2004.

Om sit formål med sin munkestenstunge bog erklærer forfatteren i forordet:

”I stedet for primært at se Danmarks udvikling som et resultat af begivenheder, der har fundet sted inden for landets egne grænser, betragtes udviklingen i Danmark i dette værk som et resultat af en større europæisk og international udvikling. Dette anderledes perspektiv er med til at åbne for en række helt nye analyser og fortolkninger af danmarkshistorien, som får denne bog til at adskille sig fra tidligere danmarkshistorier. --- Når kongerne fylder så meget, skyldes det, at de gennem størstedelen af historien har repræsenteret statsmagten, og det er den danske statsmagts samspil med det øvrige Europa, der er bogens hovedfokus. Den kulturhistoriske og identitetshistoriske udvikling (udviklingen af dansk og nordisk identitet mv.) er i bogen koblet med den politiske, økonomiske og sociale historie” (side 11).

De præhistoriske perioder fylder måske lidt rigeligt i en historisk orienteret bog – 140 af bogens 640 sider tekst. Og dog. Det er en periode, hvor der fund- og forskningsmæssigt inden for de seneste årtier er sket så meget, at et vist volumen kan forsvares. Nærværende anmelder følte sig i hvert fald særdeles godt orienteret og opdateret på det arkæologiske område.

At ville skrive dansk historie, set under en europæisk vinkel, forekommer fornuftigt, al den stund Danmarks såvel indenrigs- som udenrigshistorie naturligvis i helikopterperspektiv til alle tider kun har været en brik i det kontinentaleuropæiske puslespil. Man kan spørge: Kan man overhovedet meningsfuldt beskæftige sig med dansk historie uden at se den under en europæiske vinkel? Kan man overhovedet andet? Hovbakke gør det konsekvent – oven i købet i bogens titel. Han  har med andre ord villet skrive EU-tidsalderens danmarkshistorie. I de perioder, hvor kilderne til den danske historie er yderst karrige og som oftest udenlandske, fylder Europa måske lidt rigeligt. Som f.eks., når de meget indviklede familieforhold omkring Karl den Store i 7- og 800-tallet næsten helt fortrænger den danske historie. Men lad det nu ligge. 

Lars Hovbakke mestrer i hvert tilfælde det kunststykke at få flettet den danske brik ind i det europæiske puslespil. Jeg vælger som illustration blot et par eksempler: Reformationen i 1536 og statsomvæltningen i 1660.

Han peger med rette på, hvor mange af de mest kendte danske salmer i virkeligheden blot er gendigtninger af Martin Luthers salmeskat. Mange steder i Nordeuropa udbrød der i 1500-tallet næsten synkront bondeopstande. Hovbakke forklarer det på følgende måde: ”Når det skete i så mange forskellige lande på samme tid, var det bl.a. fordi bønderne lod sig inspirere af de historier om bondeopstande, som de hørte fra andre lande. Men det var først og fremmest et udtryk for, at der i årtierne forinden i hele Europa havde været en tendens til, at afgifts- og arbejdsbyrden var blevet stærkt forøget”, (side 333).

Et andet eksempel -  den danske variant af enevælden. Normalt karakteriseres dens retslige grundlag og begrænsning, Kongeloven af 1665, for enestående i Europa. Ingen anden stat har et lignende dokument. Men, som Hovbakke så rigtig understreger side 404, var også Kongeloven dybt præget af et fælleseuropæisk syn på, hvordan en enevældig stat skulle indrettes. Hvorefter han straks fortsætter med at pege på dens teoretiske rødder hos bl.a. teoretikere som franske Jean Bodin (1530-96) og tyske Henning Arnisæus (1570-1636). Og opruller en fælleseuropæisk drejebog for enevældens svulstige ceremoniel. Osv. osv. Hele tiden en understregning af vort fædrelands dybe rødder i et fælleseuropæisk rodnet og erfaringsgods. Gid bogen kunne blive pligtlæsning for samtlige folketingsmedlemmer og ikke mindst dem fra Dansk Folkeparti!!

Lars Hovbakke er i sin fremstilling i en stadig og frugtbar dialog med den nyeste forskning. Det gør den troværdig, afvekslende og interessant. Ganske vist optræder forskningen anonymt, men konkrete forskernavne kan heller ikke have den almindelig historieinteresserede læsers store interesse. Men aldrig er man i tvivl om, hvor forfatteren selv står. Hans historiske viden er imponerende – også helt ned i detaljen. Ligeså hans belæsthed og kendskab til den nyeste forskning inden for alle perioder. Som allerede antydet, så fylder de tidsrum, som vi kalder oldtiden, og hvor de skrevne kilder er ikke-eksisterende, måske lidt rigeligt. På den anden side fik nærværende anmelder sin arkæologiske viden ført up to date. Det er som bekendt aldrig for sent at lære nyt.

Det er kongerne og deres regeringstid, der er styrende for bogens disposition.  Gammeldags? Måske, men gammeldags behøver ikke absolut være ensbetydende med dårlig. Den almindeligt historisk interesserede læser vil givet opleve at lære nyt om sit lands historie. Nærværende anmelder følte sig under læsningen trygt bragt tilbage til sin tid i mellemskolen i begyndelsen af 1950´erne, hvor han efter samme recept skrev små oversigter over f.eks. Svend Estridsens sønner  og valdemarerne.

Sproget er pænt og nydeligt. Måske sommetider for pænt. Lidt mere journalistisk schwung havde ikke gjort noget eller besværliggjort læsningen. Det er ikke bydende nødvendigt, at alle krav til kryds og bolle er tilgodeset. Ikke alle sætninger behøver have både subjekt og verbum. Lad mig give et illustrativt eksempel på Hovbakkes stil fra side 229:

”Umiddelbart efter Erik 1. Ejegods magtovertagelse drog han sammen med Skjalm Hvide på et nyt togt mod venderne. Danskerne underlagde sig Rügen og gjorde venderne, som boede der, skattepligtige over for den danske konge.
Målet med vendertogtet var også at missionere blandt de hedenske slaviske folkeslag. Og i det hele taget var Erik 1. Ejegod i næsten alt, han foretog sig, i meget høj grad optaget af  religionen og kirkens forhold (deraf hans tilnavn). ---”. 

Bogens illustrationer er i deres lidenhed og gnidrethed en jammer. Et forlag som Gyldendal kunne godt have givet en så stor og velresearchet bog, der nok skal blive solgt, et udstyr, der bedre svarer til indholdets seriøsitet. Illustrationerne er alt for små. Til gengæld er teksten til forskel fra mange andre nye bøger behageligt fri for korrekturfejl. De fyldige person- og stedregistre er til god hjælp, når bogen bruges som opslagsværk. Ligeså er det omfangsrige litteraturudvalg en god vejledning til uddybende læsning. Desuden antyder det forfatterens store belæsthed samt hans up to date orientering inden for historievidenskaben.

Denne bogs projekt blev i indledningen kaldt dristigt. Kunne også være kaldt dumdristigt. En ”énmandsbetjent” danmarkshistorie. Men Hovbakke er kommet frelst i hus med den. De anførte bemærkninger skal ikke forklejne, at Lars Hovbakke Sørensen har givet de historieløse generationer et nyttigt værktøj til at få fyldt lageret op med nyttig viden. Eller med den forkætrede almene dannelse, der trods alt gør tilværelsen og omgangen med andre mennesker nemmere og morsommere. Når så læseren tilmed er godt underholdt, må man som anmelder blot spørge og svare: Hvad vil du mere?!