Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land

Af Erik Helmer Pedersen

For snart 6 år siden udgav den meget skrivende miljøjournalist Kjeld Hansen et større værk Det tabte Land, hvori han livfuldt og stærkt kritisk over for århundreders danske landvindingsarbejder, specielt på søernes område, gav et første større bidrag til modernismens bud på, hvorledes det  danske landskab burde have været forskånet for landbrugets brug af marginale landbrugsjorde, især de, der p.t. lå under vande. Siden har han rejst land og rige rundt i en utrættelig søgen efter de naturværdier, der efter hans opfattelse er gået tabt i den store opdyrknings- og kultiveringsproces, der er en uadskillelig del af historien om det danske landbrugseventyr, den udvikling, som over godt 100 år gjorde Danmark til et efter omstændighederne rigt og veludviklet samfund., faktisk det eneste land i verden, som har gennemført en sådan modernisering på agrarøkonomiske vilkår. En sådan proces har naturligvis en tabskonto, økonomisk og socialt, og man kan i al fremtid diskutere, om en af de store poster på dette regnskab var en forsinkelse af den danske industrialisering. Den sociale side af dette tab var de millioner af unge ufaglærte mennesker, der blev bundet til jorden i stedet for at kunne vandre til byerhvervene, om end de naturligvis blev beskæftiget ude i hjemstavnen..

Som det allerede er antydet, beskæftiger Kjeld Hansen sig med den del af den danske miljøhistorie, som vedr. tabet af godt og vel halvdelen af de danske søer over ca. 300 år, indtil der for godt 50 år siden blev sat en prop i hullet for den slags statsstøttede tørlægningsprojekter. Bag det nye og i enhver henseende tungtvejende værk Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land og dermed de 183 ”fortællinger” fra Skagen til  Kruså ligger et kolossalt indsamlingsarbejde, som udover personlige registreringer under mange besøg på de fleste lokaliteter omfatter så spredte kilder som mangfoldige artikler i Hedeselskabets Tidsskrift, lokalhistoriske bidrag, de være sig mundtlige og skriftlige samt oplysninger i Miljøministeriets projektundersøgelser og fra Statens Landvindingsudvalgs arkiver. Sidstnævnte kildegruppe har i årevis ventet på at blive benyttet, og her gør forf. en pionergerning. En del pressestof er også medinddraget, men her kunne der sikkert hentes en del mere om de enkelte projekters landbrugshistorie, og det samme gælder de landøkonomiske selskabers årbøger og andet materiale, Hedeselskabets indre historie ikke at forglemme.

Som det var at vente, varierer de enkelte projektbeskrivelser i fylde og dermed dækningsgrad. De er fordelt geografisk på Jyllands tre regioner, Nord-, Midt- og Sydjylland og atter bogført efter kommuneplacering. Selv om der findes bidrag på blot én side, er de fleste dog temmelig omfattende, fordi en tørlægnings- og opdyrkningsproces, som den her skildres, udmærket kan forløbe – eller skulle vi med forf. sige smuldre – over flere omgange. Hans indignation tager til i styrke i samme omfang, som han med et par generationers forsinkelse vandrer i hælene på Hedeselskabets store skare af landvindingsagenter, når de for hans øjne tramper rundt på en blomsterkransede søbred og højlydt forkynder for de let måbende bønder, at nu er turen kommet til deres sø. Et sammenrullet og dannebrogsindhyllet eksemplar af  landvindingsloven af 14. november 1940 fungerer her  som en slags politistav, der kan svinges imod genstridige naturvenner og fiskere og banke genstridige bønder på plads.

Vor forf. kan til nød forlige sig med alm.”bønder”, der gennem et sådant projekt har fået deres landbrugsjord betragteligt forøget eller forbedret, om end den tørlagte jord efter et stykke tid udviser tendenser til at synke sammen og derfor må bearbejdes kraftigt. Ofte viser den frembragte agerjord sig at være det rene sand, som derefter letter i en forrygende sandstorm. Millioner af støttekroner flyver da for vinden, konstateres det. De moderne svinefabrikker eller ”gyllelandbruget” væmmes han ligefrem ved. Grillplads i gyllelugt, krydret med et strejf af griselugt fra en overdimensioneret svinefabrik tæt op ad den genetablerede natur, hvad giver I? Værst er det, når en halvfalleret godsejer som Flemming Juncker på Overgaard ved Mariager Fjord ikke alene taber sin formue, men også millioner af skattekroner på et fejlslagent inddæmningsprojekt, hvor staten faktisk forærede Juncker godt 1.000 ha. Med vildtbiologernes tilladelse. I dag bruges det inddæmmede område som deponi (=erhvervsaffald) for østjysk gylle, kompost og spildevandsslam. Det er dog et spørgsmål, om Junckers selvskrevne plads i vor moderne historie vil blive påvirket af denne episode.

Gyllelandbruget er dog langt fra ene om at fremkalde forf.s uvilje eller ligefrem vrede. Han har også et godt øje til store sommerhusområder, jf. en overskrift som ”Sommerhusejere ødelagde det rene vand i Gjeller sø” nord for Lemvig. De kan ligefrem forlange fortsat afvanding eller indrette golfbaner! Og der er forskel på jægere. ”Rigtige jægere kører da på jagt – helt ned til båden”, konkluderes det ironisk, når en vej, fyldt op med murbrokker, rustent jern og andet skidt fører én komfortabelt ned til skydepramme, hvorfra man kan plaffe løs på ”kornfedede skydeænder” , f. eks. placeret ved de brede Sande mellem Ringkøbing Fjord og Stadil Fjord. Det positive er dog, at det aldrig lykkedes at få ødelagt de store naturområder ved Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord.

Og når vi er ved de positive ting i murstensfortællingen om det tabte land, gøres der meget ud af at skildre de hen ved 100 genopretningsprojekter, som så at sige er dykket op af dybet i de seneste årtier. Og har man ikke en sø at genoprette, kan man som Herning kommune gjorde det i årene op mod 2005 grave sig en ny sø på 28 ha uden tilførsel af forurenet vand fra offentlige vandløb, fyldt med rester af landbrugets overforbrug af NPK-gødning. Her har kommunens borgere fået sig to dejlige badestrande med rent grundvand. 

Sådan føjes den ene fortælling efter den anden ind i Kjeld Hansens vidtspændende saga om Danmarkskortets forsvundne søer og moser, først i hovedlandet og vel sagtens senere på de danske øer. Det er en meget rigt udstyret bog med et hav af gode og instruktive billeder, kort og plancher, og i præcise faktabokse har han givet den travle læser en nyttig oversigt over de fundamentale realiteter i den til tider ganske omfattende beskrivelse af det pågældende projekt og dets mere eller mindre vellykkede tørlægningshistorie, sådan som han har opfattet den.

Forf. har til sit store indsamlingsarbejde og til bogens trykning modtaget bidrag fra Aage V. Jensens Naturfond af 2007, en videreførsel af Aage V. Jensens Fond fra 1977. Naturfonden ejer ca. 14.000 ha naturskønne arealer i Danmark og fik desuden en pengegave på flere hundrede mio. kr. i tilgift. Senest har den særdeles velhavende naturfond købt Danmarks næststørste, men beklageligvis udtørrede sø, Filsø, 17 km nordvest for Varde, og tanken er at genskabe en del af søen. Siden 1852 har skiftende ejere af søen og specielt godsejere med ledende placering inden for Hedeselskabet fået fremlokket millioner af skattekroner til at få skabt en større landbrugsproduktion, baseret på den mest moderne teknik. Som forf. ser det, kan  Filsø måske i sin nye skikkelse blive et nyt Skjernå-projekt, sådan som åen genopstod 1997 med mindst 7 søer i den tidligere ådal i sin følge, efter at den i årene 1962.-68 forgæves blev søgt buret inde i kanaler og inddigninger.

Hvis man som Kjeld Hansen og mange med ham ikke kan blive træt af at prise den  oprindelige natur ved de danske søer i al deres jomfruelige uberørthed, bør man ofre en 500 kr.s seddel på at erhverve sig hans seneste storværk, Folk & Fortællinger. Her lades intet uomtalt eller kunstigt besmykket af  hensynet til afdøde landvindingsfolk. Og forfatteren spiller med åbne kort, idet han som motto har formet følgende læresætning: ”Historien bør ikke skrives som en hyldest til de afdøde, men som inspiration for de levende til at skabe en lysere fremtid”. 

Efter anmelderens opfattelse bør der dog tages skellig hensyn til de afdøde, da de jo iflg. sagens natur ikke kan tage til genmæle. Som Hedeselskabets ledende skikkelser i den store landvindingsperiode oprindelig så det, betød den slags arbejder ikke en ødelæggelse af den danske natur, men snarere et forsøg på at frigøre og dermed nyttiggøre dens skjulte ressourcer. Danmark var indtil 1950’erne et landbrugsland, og dermed var der ikke sat spærrebomme op for landbrugsjordens dyrkning. Kunne man oven i købet forøge landbrugsarealet for at få korn og foder samt øget beskæftigelse i udmarksområder, sådan som signalet lød under Besættelsen 1940-45, ville man blive hædret af de politiske myndigheder og ikke stillet i gabestokken, som det nu ofte er tilfældet. Der er ingen tvivl om, at Hedeselskabet og private kulturteknikere brugte landvindingslovens muligheder til sidste punktum, men det er jo ikke ulovligt. Konsekvenserne heraf var dels positive, sådan som samtiden så det, dels negative, hvis man løfter tingene ud af deres historiske sammenhæng og som forf. alene ser på de opståede skadevirkninger. I 1950’erne turde de politisk ansvarlige ikke satse 100%  på en industriel udvikling, og derfor kom landbrugets afsætningsvanskeligheder såre ubelejligt. Det motiverede en række støtteforanstaltninger, som skulle holde landbruget flydende, så det senere kunne udnytte de forventede fordele ved den efterhigede og forventede tilslutning til Fællesmarkedet EF. At begrænse eller regulere produktionen kunstigt, var der slet ikke tale om; tværtimod krævede de moderne tunge landbrugsmaskiner forbedrede afvandingsforhold for at kunne fungere ordentligt.

Når man endelig vil tale con sordino om det tabte land, kunne man med så stor ret pege på det kulturtab, landdistrikterne har lidt ved at en tusindårig bondekultur lige så stille er afgået ved døden og har efterladt titusinder af bygninger og landbrugsskel som tomme kulisser. Lader man fantasien yngle lidt, kan man sagtens forestille sig et sceneri, hvor havørnen sejler majestætisk rundt over de jyske udmarker uden at få øje på et eneste menneske, det skulle lige være en begejstret ornitolog.

Den store Kjeld Hansen-bog lader sig ikke uden videre forvise til en plads på bogreolen, dertil er dens budskab for nærværende og enerverende. Om den så vil blive folkeeje, vil tiden vise. Ét er sikkert: det er ikke sidste gang, Kjeld Hansen går i søkrig, og det vil miljøfolket næppe begræde.