Folk & fortællinger fra Det Tabte Land - Bd. II: Øerne
Af Erik Helmer Petersen
Med Johs. V. Jensens berømte strofe fra Danmarkssangen 1925 ”Hvor smiler fager den danske Kyst” som holdningsbærende overskrift fremlægger miljøjournalisten Kjeld Hansen anden og formentlig sidste del af et kæmpeprojekt af Miljøhistorisk Natur, han i henved en halv snes år har dyrket intensivt, og hvor første bd. om det, han opfatter som Jyllands tabte land, kom for tre år siden (anmeldt her: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/b041202.htm.) Det er i sig selv en yderst beundringsværdig arbejdsindsats, der her er præsteret på et forholdsvist jomfrueligt område inden for vor landskabshistorie. Selv om kystlinjen om føje tid nok vil se noget anderledes ud, hvis isen fortsat smelter bort ved Nord- og Sydpolen, vil fremtidige miljøskribenter i Kjeld Hansens to mammutværker kunne hente en syndflod af information om det i mellemtiden to gange tabte land.
Forfatteren har i dette værk behandlet ikke færre end 170 projekter, fordelt med 69 på Fyn, 36 på Sjælland, 48 på Lolland.-Falster og Møn samt 26 i hovedstadsregionen. Projektbeskrivelserne spænder fra blot én side til 8-10, ja tyve. Stort set skulle der her være opridset et vældigt panorama af udtørrede, forsumpede søer over 10 ha, de foretagne inddæmninger og de naturgenoprettede lokaliteter, herunder 8 helt nye søer. Hans udgangspunkt har været det forhåndenværende kortmateriale, og som prisværdigt hører med til den tætte dokumentation. I det hele taget er bogen særdeles rigt udstyret i enhver henseende, og der mangler ikke skarpe synspunkter. Man skal ikke have bladet mange sider frem, før både miljøvenner og landbrugssindede ud fra vidt forskellige værdiholdninger får blodtrykket øget ud over de naturgivne grænser.
Der er sandelig taget hånd om detaljerne, men det samlede overblik er for det meste overladt til læserne selv, ja vi får ikke engang en overordnet kilde- og litteraturliste stukket i hånden. Den må man selv stykke sammen af de kortfattede oversigter over det anvendte kildemateriale, der gives efter hvert projekt. Derved bliver der tale om mange gengangere, Kjeld Hansens Jyllandsbog ikke at forglemme. Man savner i det hele taget en nærmere problemindkredsning og en tilsluttende vurdering af det anvendte kildemateriales værdi, set i forhold til en overordnet problemstilling. Der kan ikke herske tvivl om, at landbruget indtil 1960’erne var tilkendt rådighedsretten over den dyrkede jord, selv til den part, som havet og ”skadeligt overfladevand”, som det kaldtes, gjorde det vanskeligt at kultivere. Landbruget kunne, om dets jordkrav da blev alvorligt omvistet, påkalde sig tre epoker i vor nyeste historie, hvor hensynet til dets trivsel simpelthen satte den nationale dagsorden: samfundsmoderniseringen 1830-1914 og samarbejdspolitikken under krigsårene 1914-18 og 1939-45, hvor landbrugseksporten i realiteten holdt hjulene i gang - og ernærede ikke så få tyskere med gevær i hånd.
Naturvennerne og jagtfolket gjorde sig nok en del gældende i Mellemkrigstiden, men det var først omkring 1970, hvor industrialiseringen i forening med de rekreative fritidsinteresser bestemte farten, at naturhensynet blev nok så dominerende. De 14 nye storamter, kommunalreformen af 1970 barslede med, tog ret hurtigt miljøproblematikken op, og forfatteren krediterer i høj grad Fyns amt for dets nu historiske indsats på naturbeskyttelsens område. Hvorvidt strukturreformen 2007 har tilføjet naturarbejdet ny dynamik med Miljøministeriets to styrelser: Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen som overordnede koordinationsorganer, er nok for tidligt at afgøre. Storkommunernes økonomi er hårdt presset, ikke mindst i udkantsområderne, hvor der ud fra et ideelt synspunkt kan være meget natur at genoprette. Det må heller ikke glemmes, at EU gennem sin Natura 2000-planer, skabt på baggrund af EUs fuglebeskyttelsesdirektiv og habiatsdirektiv, har opstillet nogle ret vidtgående forlangender. Er alle disse krav til naturen i realiteten forenelige, fristes man til at spørge.
Det må dog holdes forfatteren til gode, at han i sine statusoversigter meddeler en række henvisninger til gældende ”naturret”, ligesom han rækker regional- og lokalhistorien en meget hjælpende hånd, hvis der iværksættes større samlede undersøgelser af historien bag det pågældende områdes udnyttelse fra landbrugstiden og fremefter. Som vel nok den første har han haft fat i en så vigtig kildegruppe som Statens Landvindings Udvalgs arkivsager på Rigsarkivet, og det er en dramatisk og medrivende fortælling, vi her får serveret. Det er dog yderst tænkeligt, at en tilbundsgående undersøgelse af alt relevant materiale, ikke mindst på projekternes beskæftigelsesside med Arbejdsministeriets journalsager i centrum, vil udvide perspektivet en hel del.
Det vil da nok vise sig, at Hedeselskabets rådgivere, ovenikøbet med navns nævnelse, ikke uden videre kan opfattes som veritable miljøforbrydere. Man bør også holde sig for øje, at den her så udskældte landvindingslov af 14. november 1940 er mere end en ramme om Hedeselskabets grundforbedrings- og landvindingsarbejde. Den må først og fremmest ses som et vigtigt led i regeringens samlede bestræbelser på at nedbringe en arbejdsløshedsprocent på 23,9 % , og til det formål fik man tilvejebragt en særlig ”beskæftigelsesfond”, baseret på optagne statslån, jf. lov af 31.oktober s.å. Det ligger lige for dagen, at såvel Dansk Arbejdsmandsforbund som Socialdemokratiet har lagt et betydeligt pres på regeringens indre linjer for at få iværksat offentligt finansierede beskæftigelsesprojekter, ikke mindst i rigets yderområder. Beskæftigelsessynspunktet spillede i det hele taget en vigtig rolle i landvindingsspørgsmålet et godt stykke op i 1950’erne, hvor teknikken efterhån den erstattede den manuelle arbejdskraft. Når forfatteren gentagne gange beklager sig over, at de dyrebare skattekroner via nok så generøse tilskudsregler fandt vej til lommeulden hos mangen en slidsom landmand, må man nok erindre sig, at mange af datidens beskæftigelsesforanstaltninger var det rene pengespild. Der ligger en uafklaret politisk retorik gemt i mange ekstraordinære foranstaltninger, hvis samfundsmæssige formål man især bagefter kan betvivle. Lokale såvel som nationale politikere bliver næppe genvalgt, hvis de ikke skaffer adgang til statskassen.
Det må dog holdes forfatteren til gode, at han i denne bog tager nok så skønsomt på landbrugets velbegrundede ønske til forskellig tid om at få afvandet og udvidet det dyrkede areal. Klinte strand på Nordfyn betegnes således (s. 258) som ” et ægte bondeprojekt med happy end”. Her gik i 1925 ikke færre end 25 lodsejere samen om at få inddæmmet det sydvestlige hjørne af Nærå strand og ironisk nok i et tæt samarbejde med Hedeselskabet. Derimod har forfatteren et godt øje til godsejere, specielt adelige, der på den måde modtog kostbar samfundsstøtte og derefter r forbyder fri adgang til herligheden. Flere navngivne landadelige af begge køn har åbenbart jagten som tilværelsens sande midtpunkt. En nordfynsk grevinde af fineste blod, som nedlagde sin første elefant som 18-årig, dog næppe på dansk grund, skød en enkelt morgenstund 29 krikænder. Nu har grevindens barnebarn for tre år siden heldigvis solgt sit inddæmmede areal på Stegø ved Bogense til Aage V. Jensens Naturfond, som meget apropos støtter såvel vor forfatter som bog. Som det vil være en bredere offentlighed vel bekendt, har fonden foråret 2014 ladet et stykke af dæmningen ud mod havet nedbryde, så det i øvrigt let døsige saltvand kan tilbageerobre et 214 ha stort område til gavn for fuglelivet, medens 144 ha den østlige del af inddæmningen fremstår som et fersk sø- og rørskovsområde på 144 ha. Naturfondens godssamling er efterhånden ganske stor.
Hvordan vil dette store og tunge værk mon påvirke den offentlige opinion om naturgenopretning, spørger man sig selv. At der her er fremlagt et i enhver henseende tungtvejende diskussionsoplæg, er en givet sag, om end stilen sine steder kan virke en smule selvhøjtidelig. Hverdagens travle dansker, på vej i sin bil til sommerhuset, til golfbanen eller lystbåden i en af de mange marinaer, vort kystlinje er påklistret, vil næppe spekulere på, hvor mange grågæs, store regnspove, lille kobbersneppe og mange andre vandfugle, han evt. kunne se på sin vej. På s. 128 præsenteres vi f. eks. for en sommerhusejer, ovenikøbet jurist, som i påkommende tilfælde vil kræve udpumpningen fra Noret genoptaget, hvis hans tinglyste adgangsvej til sommerhuset er sat under vand. Her vil studiekredse over Det tabte Land, I-II, være på sin plads – blot man erindrer sig, at brugen af naturen med dens mange herligheder og muligheder har en historisk dimension indbygget.
