Forladt – fortællinger fra 20 ubeboede øer
Af Thomas Petersen, univ. lektor emer.
Allerede ved første gennembladning af bogen faldt jeg over den. Lille Okseø på sølle fire hektar. Erindringen førte mig tilbage til Alslev skole et par kilometer øst for Løgumkloster, hvor jeg den 1. april 1946 var startet i 1. klasse. En landsbyskole med flere årgange i samme klasseværelse. Og med lærer Noesgaard, der sagtens kunne undervise en række, dvs. en årgang, mens de øvrige lyttede eller arbejdede med noget andet. Men i løbet af skoleåret bestemte hr. Noesgaard, at vi skulle på udflugt. Krigen var lige slut, og jeg er sikker på, at vi derfor naturligvis skulle besøge Okseøerne i Flensborg Fjord. Tættere kunne man ikke komme et Tyskland, der stadig befandt sig i Stunde Null. Vender tilbage til Okseøerne nedenfor.
Der findes ifølge Danmarks Statistik mere end 300 øer i Danmark. På de fleste af dem har der aldrig boet en sjæl. Nogle af øerne kommer og går – alt efter naturens luner. Andre er store nok til altid at have været beboet. Men der er også øer, der en gang i fortiden har været beboet. Og, som af den ene eller den anden grund i dag ligger forladte hen. Men sporene af beboelse, ruiner og efterladte bygninger ligger der og pirrer nysgerrigheden. Som de har gjort det hos bogens forfatter, Christina Vorre, født 1980. Kandidat i dansk og historie, arbejder i dag som tekstforfatter i kommunikationsbranchen. Vorre faldt ved et tilfælde over øen Kyholm, der ligger ved Samsø, og hvor der en gang har ligget en karantænestation. Men i dag er kun øens gamle kirkegård tilbage. Under Englands-krigene i begyndelsen af 1800-tallet var øen befæstet. Kirkegården blev lukket 1859, da alle beboere forlod øen, husene revet ned og sejlet bort.
Kyholm inspirerede Christina til at besøge 19 andre af disse forladte øer og på grundlag af grundig research i arkiver, på biblioteker samt gennem samtaler med tidligere øboer at genfortælle deres historie. At fortælle om små isolerede samfund og deres skæbne. Nogle af øerne har senere fået nyt liv som mere eller mindre private ferieperler eller isolerede naturreservater. De 20 udvalgte øer ligger fordelt i hele landet – i farvandene omkring Jylland, Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. Nogle helt tæt på land, andre fjernere.
Ved Slotø nær Nakskov lå de tre ØK-skibe Java, Falstria og Jutlandia opankret under 2. Verdenskrig. Det gjorde de, fordi der var mangel på brændstof. Et par dage før befrielsen i maj 1945 blev de bombet af RAF, fordi de allierede piloter troede, at skibene var tyske. Java sank, mens de to andre blev beskadiget. Slotø rummer også resterne af Europas ældste orlogsværk, opført af kong Hans i 1509.
Da Peter Freuchen var 12, var han på ferie hos sin onkel og tante på en gård nær Nakskov. Sammen med en kammerat svømmede han de to kilometer over til øen Enehøje. Men her blev de jaget væk af ejeren, og de måtte svømme tilbage til Lolland. Efter to polarekspeditioner vendte Freuchen i 1926 tilbage til Lolland og købte Enehøje. På øens højeste punkt opførte han en portal af hvalkæber, og den gamle smedje blev indrettet til skriveværksted. I 1940 flygtede Freuchen til Sverige og bosatte sig derefter i USA.
Og så vender jeg tilbage til min første skoleudflugt i 1946. Den er nok gået til Store Okseø, nabo til den lille. Med sine otte hektar dobbelt så stor som den lille. En myte fortæller, at Margrete 1. - efter at være blevet smittet med pest i Flensborg - døde på sit skib i fjorden. Og derefter først blev begravet på Lille Okseø, før hun blev endelig bisat i Sorø Klosterkirke. Mere vidnefast er historien om krodrift på øen, indtil familien Ebsen fra Flensborg gør øen til familiens sommerbolig. På det tidspunkt er øen tysk, men familien Ebsen er dansksindet.
Familiens overhoved, Rechstanwalt Emil Ebsen, var sagfører i Flensborg og som sagt dansksindet. Som én af de få danske advokater til at tale en danskers sag ved tyske domstole blev Emil Ebsen en holden mand. Det enlige hus på øen blev gjort større, så der var plads til såvel herskab og tjenerstab. Tunge mørke mahogni-møbler blev sejlet til øen, mens træerne til en ny park blev hentet i Hillerød. Borgerlighed i renkultur. Ebsen var overbevist om, at Margrete 1. var begravet på øen. Etablerede endog et gravmæle med to løver, der skulle holde vagt om majestæten. Efter Ebsens død i 1905 blev øen solgt til en danskfødt chokolade-millionøse i Berlin, og i skæbneåret 1933 overtog den danske stat Lille Okseø, der først omdannedes til arbejdslejr for unge arbejdsløse og siden blev gjort til ferielejr for drenge.
En anden sønderjysk ø, forfatteren behandler, er Jordsand i Vadehavet mellem Rømø og Sild. ”Den er nærmest som en Plade, der ligger og flyder paa Havet, uden Antydning af Terrænforskelligheder og uden Indbyggere”, som øen beskrives i 1941. En gang meget større og et levende samfund med gårde og mennesker.
”Et forsvundet Atlantis sunket ned i Vadehavet, stykke for stykke, offer for stormflodernes rasen. De største af dem, de store menneskedrukninger, som de kaldes, går i arv fra generation til generation som dunkle fortællinger om lidelse og gru. Guds straf for menneskets synder”, som forfatteren højstemt fortæller side 77f. Årstallene for disse drukninger eller stormfloder er for eksempel 1362 og 1923. Men i sidstnævnte år har Jordsand allerede været mennesketom siden slutningen af 1600-tallet. Når undtages de hyrder med deres dyr, der flyttede derud om sommeren. Og, som måske en sjælden gang overraskedes af en sommer-stomflod.
Senest har Jordsand været befolket af fugleobservatører på midlertidigt ophold, men 1999 forsvandt øen næsten helt fra landkortet. Kun en bræmme af sand er tilbage, og fuglene er søgt andre steder hen. Kun et lille spor af større tidligere bosættelser og levet liv i Vadehavet.
Også Sprogø er kommet med i bogen. Den sidste beboer forlod øen i 1961. Det var Hansine Poulsen – en af de slemme piger forstås. Vorre har opsnuset Hansines livshistorie i detaljer. Hun havde også været der længst. Lige siden øen blev en del af De Kellerske Anstalter i 1923. I hele 38 år. Ikke alle piger havnede der, fordi de var løsagtige. Som det ofte hed, når pigebarnet bare var et muntert gemyt og havde rigelig appetit på livet, også det erotiske. Nogle måske i overkanten, mens andre blot ved deres livlige adfærd og gode humør stak ud fra det bornerte miljø, som de ved skæbnens luner og ugunst var havnet i. På Sprogø blev kvinderne isoleret og steriliseret. Christina Vorre fortæller historien veloplagt og informativt. Sprogø havde vist sig at have de kvaliteter, der krævedes af et opholdssted for slemme piger:
”--- må ikke ligge for tæt på fastland. Det skal ikke være muligt at svømme i land eller flygte hen over isen, for ligesom det var tilfældet med mændene, skal kvinderne isoleres. --- Samfundet skal skånes for nedarvet degeneration og udbredelse af kønssygdomme. Skånes for de moralsk defekte, letfærdige og løsagtige kvinder, dem der er løse på tråden, dem der får børn uden for ægteskabet”, (side 164f.).
Kvindehjemmet blev som sagt lukket ned i 1961. Hansine flyttet til et plejehjem på Fyn. Hun er nu 73 år gammel. Hvor hun ender sine dage vides ikke.
Øen blev de næste 30 år højst genstand for en gysende og indforstået snak på Storebæltsfærgen, når dens passagerer sejlede forbi. I 1990erne blev Sprogø atter interessant – nu som led i bygningen af den faste forbindelse over Bæltet. Omhyggeligt gjorde bygherren det umuligt for bilisterne at gøre ophold på øen. Angiveligt for at skåne den unikke natur. Atter er Sprogø isoleret fra offentligheden. I dag ejes øen af selskabet Sund & Bælt, der bruger den tidligere fyrmesterbolig som feriebolig for sine medarbejdere, mens det gamle kvindehjem er omdannet til konference- og mødested. Så må man håbe, at de skåner naturen.
Christina Vorre har skrevet en letlæst bog, fyldt med gode petit-historier. Hun har gjort sit hjemmearbejde omhyggeligt, dokumenteret gennem en imponerende litteraturliste. Oveni kan hun skrive informativt, livligt og engageret. Ikke noget dårligt udgangspunkt for en humanistisk magister.
Historie-online.dk, den 12. september 2017
