Grejsdalen
Endnu engang har en gruppe entusiastiske fortællere fra Vejleområdet leveret en perlerække af historier om deres egn. Det er nu det tredje bind i rækken, der er udkommet. Et bind det på alle måder er en sprudlende kærlighedserklæring til et af Danmarks skønneste områder.
Af Erik Ingemann Sørensen
Natur, mennesker, historie og kultur er de fire grundpiller, denne vidunderlige bog hviler på. En fortælling der udspiller sig over de 12 kilometer, Grejsdalen skærer sig gennem Østjylland. ”Grejsdalen er et af de mest alsidige naturområder i Vejleområdet. Her er Grejsåen en vigtig næringskilde, vandresurse, bosted og transportvej…” (s.11). Og netop bosted og mennesker får læseren til at undre sig over, hvornår menneskene kom til området. Det fortælles der spændende om i kapitlet ”På sporet af de første mennesker i Grejsdalen”. Et sjældent fint fund blev gjort i 1944 på den østlige skråning i Grejsdalen: 21 glatslebne økser, seks forarbejder, fire groft tilhuggede råstykker af flint samt fire små flintflækker fra yngre stenalder…” (s.214).
Videre fortælles: ”Gennem årtusinder fiskede stenaldermenneskene i Grejs å, gik på jagt på de stejle skråninger efter bl.a. elsdyr, urokser, kronhjorte, rådyr, bjørn og vildsvin og samlede naturens få spiselige vækster…” (s.216). I 1951 fandt man faktisk et urokseskelet, men desværre blev kun kraniet bevaret.
Man fornemmer i fantasien jægeren, der sniger sig ind på sit bytte. Der er i alla fald drama nok i naturen til at forestille sig jagterne. Hvad man så har gjort mere ved i DR. (https://www.youtube.com/watch?v=QgqDfdWigeA)
Mange kræfter på spil
At Grejsdalen i dag geologisk ser ud, som den gør, hænger sammen med de voldsomme kræfter, der blev sluppet løs for godt 25 millioner år siden. ”Den store afrikanske kontinentalplade skubbede til den europæiske plade og skabte Alperne og Karpaterne i Centraleuropa. Disse forskydninger forplantede sig videre helt op til Nordeuropa med store konsekvenser for det danske område”. (s.20). Millioner af år senere fulgte istiderne, der formede det Danmark, vi kender i dag. Fint beskrevet i afsnittet ”Lagene under Grejsdalen skabes”.
Baggrunden for menneskenes virke og indflydelse var skabt. ”Ved siden af de naturlige processer har menneskers virke i høj grad præget landskabet med indvinding af kildekalk, grus, teglværker og kvartssand, anlæg af veje og jernbane og byggeri af store møller og mange boliger…” (s.23)
Herskerspor og bluetooth
Turen gennem Grejsdalen må naturligvis begynde med de spor, der går tilbage til den magtudøvelse, der stammer fra området. Fra Jelling. Stenalderens køkkenmøddinger er i dag en del af det internationale arkæologisprog. Men med Jelling Monumenterne er vi i særdeles fornemt selskab: ”World Heritage List”. Her finder vi blandt andet pyramiderne og Akropolis. “The Jelling burial mounds and one of the runic stones are striking examples of pagan Nordic culture, while the other runic stone and the church illustrate the Christianization of the Danish people towards the middle of the 10th century” hedder det på Unescos liste. (https://whc.unesco.org/en/list/697/)
“Danmarks vugge” med kong Gorm og de to runesten signalerer, at vi nu har et rige, en magt, og at vi er et kristent land. Derfor er det vel ikke for meget sagt, at Jelling er det mest dramatisk fortællende sted i vores historie.
En historie man i Jelling har gjort virkelig meget for at formidle. Med udstillingen ”Kongernes Jelling” som udgangspunkt. Her kan man hente utrolig megen viden om de nybrud, der fandt sted for over 1.000 år siden. Herefter kan man gå direkte ud i historien og opleve den med al dens drama.
Og så er det da lidt pudsigt, at ”… den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne” er ophavsmand til begrebet Bluetooth. Runetegnene for H og B er lagt sammen til Bluetooth logoet, som vi kender det.
Det er en fornem, fornem fortælling om Jelling, som virkelig inspirerer til et genbesøg.
Danmarks dåbsattest
Videre gennem tunneldalen
Fortællingen fortsætter gennem tunneldalen, hvor der blandt andet berettes om sporene fra de tidligere skovparceller og om hulvejene. Sidstnævnte hænger sammen med den markante trafik til og fra Kongernes Jelling og med hærvejen. Her møder vi også de velkendte bronzealderhøje, der beretter om bondesamfundene, der lagde området under plov.
Hvorefter Fårupgård dukker op. Den første i rækken af store herregårde, der indgår i fortællingen om menneskers indflydelse på området. Den har en 600 års historie at fortælle. I 1436 omtales den for første gang som en adelig sædegård – ”en betegnelse, der indebar, at der var tale om en herregård, hvor der var tale om, at ejeren havde sin husholdning og disponerede over et større jordtilliggende med fæstegårde…” (s.110). Op gennem historien har der været adskillige ejere. I dag fungerer den som et såkaldt ”ungecenter”, der er Vejle Kommunes tilbud til 12 – 18-årige med særligt vanskelige psykosociale problemstillinger.
Længere inde mod Vejle møder vi den tidligere herregård Brandbjerg. Den dateres til 1540. Især i 1774 sker der noget. Der var kommet en ny ejer til: Jørgen Brockdorff.
Brandbjerg Gods som det ser ud i dag
”Under hans ejerskab blev godset forøget til 47 bøndergårde og 34 husmandssteder, så nu var Brandbjerg endelig et komplet gods…” (s.133). Men. Men. Økonomien var så hårdt spændt, at Jørgen Brockdorff gik fallit og måtte gennem en tvangsauktion i 1778.
Men 8 år senere er han atter tilbage. I mellemtiden havde svogeren siddet på godset. Hvordan den sag blev ordnet, fortælles der desværre ikke noget om.
Samme år er der folketælling. Der boede da 27 personer ”… lige fra herremanden Obrist-lieutnant Jørgen Brockdorff til den 78-årige ugifte Søren Mortensen, der var krøbling med kun et øje og mest sengeliggende…” (s.134). Jo, de fik meget med i de gamle folketællinger.
I begyndelsen af 1800-tallet rammer kriserne voldsomt ned over Danmark. Brockdorff måtte afstå, der kom flere ejere. I 1852 kom godset endnu engang på tvangsauktion. Den nye ejer, H C O Berg, der havde anskaffet sig Brandbjerg for 35.000 rigsdaler, solgte det syv år senere til en familie Holst for næsten det dobbelte. Og de nye ejere havde medvind. Landbrugsprodukterne var særdeles efterspurgte – også i England – så der blev tjent godt ind. Der var mange hænder i arbejde på godset. Tjenestekarle og tjenestepiger. Desværre får vi ikke at vide hvor mange, der måtte slide i mark og lo. Det havde tegnet et bredere billede.
Men også den tid ophørte. Igen flere ejere. Og i 1945 købt en vis Johannes Petersen så godset. Han var en af besættelsestidens gullaschbaroner – en værnemager, der havde tjent store penge på anlæggelsen af Vandel flyveplads. Det sluttede brat, da frihedskæmperne mødte op den 5. maj. Petersen fik en længere fængselsstraf – og Brandbjerg blev nu en håndværkerhøjskole, der senere er blevet til det, vi kender i dag: en grundtvigiansk højskole.
Også Lerbæk gods er med i fortællingerne. Her var en af ejerne Anders Runsti Dinesen og efter ham hans bror, Thomas Fasti Dinesen, indehaver af den fornemme orden Victoria Cross som påskønnelse for hans indsats under 1. verdenskrig. Han omtales som Karen Blixens bror. Man kan så tilføje, at deres far var den navnkundige Wilhelm Dinesen, kendt fra slaget ved Sankelmark og Dybbøl i 1864.
Det er rigtig godt set at tage disse herregårde ind i fortællingen om Grejsdalen. De afspejler på mange måder Danmarkshistoriens udvikling fra adel til menigmand. Fra privilegiesamfund til demokrati.
Vandkraft og industri
Højdeforskellene og en stor vandtilgang har gjort Grejsdale velegnet til mølledrift. Den første vandmølle lå kort efter Jelling og afsløres af sporene fra hæmsko. Udtrykket henhører til de ”… små jernskinner under baghjulene… herved blev baghjulene låst og skulle trækkes af sted. Det sikrede, at vognen ikke løb løbsk – men samtidig sled det også i underlaget…”. I dag ses det som dybe furer gennem skovbunden. Disse fører blandt andet hen til det sted, hvor Jellingmølsted lå. Her er ådalen næsten 100 meter bred. Man har så stemmet vandet op og anbragt en vandmølle, der fungerede frem til engang i 1500-tallet.
Man udnyttede virkelig vandkraften i områderne Vejle Ådal og Grejdalen. Derfor er Vejle faktisk ganske tidligt med, når det drejer sig om den industri, der udnytter netop vandkraft. Det ses allerede i 1700-tallet.
Grejs Mølle er en bygning, der virkelig viser, hvor stor en betydning mølledriften i Grejsdalen har haft. Oprindeligt en kornmølle og stampemølle, hvor bønderne kunne malte deres korn. Det blev imidlertid en helt anden funktion, der blev møllens eksistensgrundlag.
I 1786 ophævede man Det Kgl. Dugmanufactur på Blågård i København. Kloge hoveder havde regnet ud, at der var penge at spare ved at flytte produktionen til Jylland. Det svarer lidt til, at man i dag lader produktion af danske produkter fremstille i for eksempel Polen og Letland. Fredericia fik tre manufakturer. I Vejle by kom der en spindeskole og klædefabrik i Fiskergade 7.
I Grejs Mølle blev der så oprettet et valkeværk. Her blev det færdigvævede klæde anbragt i store kar fyldt med urin og valkejord oftest moler. Herefter begyndte stampningen, hvor en række hamre kørte ved vandmøllens kraft. Igen og igen – til klædet havde fået ”den rette luv”. (Per Anders Fogelström har skrevet en fantastisk roman om børnearbejde på en klædefabrik i Stockholm i 1700-tallet: ”Vävarnas barn”).
Især familien Koch satte i 1800-tallet deres store præg på klædefabrikken. Virksomheden blev så kendt, at flere af de kongelige kom for at beskue successen. Christian VIII og dronning Caroline Amalie. Også H C Andersen var forbi. Men successen tog slut. ”Grundet Grejs Mølles økonomiske problemer havde fjerde generation af familien Koch ikke mulighed for at drive virksomheden videre, hvorfor den blev sat til salg i 1884. Men man møder den igen som producerende virksomhed. Klædefabrikationen blev afløst af møbelproduktion, kornmøllen malede fortsat korn, og der blev endda oprettet et savværk. I dag har Lejerbo overtaget bygningerne og indrettet 29 boliger.
Af andre mølleindustrier i Grejsdalen omtales Holms Mølle, Grejsdalens Hammerværk og Th. Wittrups tæppefabrik.
Arbejdere på Hammerværket i 1892. Der er vist ingen tvivl om, hvem der er øverst i hierarkiet
Det er virkelig spændende og interessante fortællinger om industrikulturen, læseren møder – fortællinger der i den grad inviterer til et besøg i historiens verden, som den tager sig ud i Grejsdalen. Det kan der ikke roses nok for.
Jernhesten kommer til Grejsdalen
Vi har tidligere mødt infrastrukturen i Grejsdalen i form af hulvejene med mere. I 1892 tager man fat på de moderne tider med jernbanen. Man havde fået Juelsmindejernbanen i 1884 og oplevet dens muligheder. Nu blev det tid for Vejle til at komme i gang. For man var uden for. Men skulle jernbanen, der skulle gå mellem Vejle og Give, anlægges i Vejle Ådal eller Grejsdalen? Sidstnævnte virkede umulig. Men i sommeren 1882 bad Vejle kommune landinspektør Henrik Emil Ohrt om at undersøge mulighederne. Han kunne efter disse meddele, at han havde fundet frem til en god løsning. Budget: 1.200.000 kr. svarende til godt 85 millioner i nutidig mønt. Et så stort anlægsarbejde krævede tilskud. Det kom der ”… med tilsagn fra stat, amt og kommuner samt et tilskud fra på 240.000 kr. fra firmaet Gluud, Werner og Winkel…” (s.271). Sidstnævnte stod for det egentlige arbejde.
Jernbanen i Grejsdalen. Fotograf: Ole Jensen
Det var et særdele stort anlægsarbejde. 4.459 skinner blev sejlet til Vejle, andre sejladser bragte sveller.
Og så kom de såkaldte ”banebørster” – arbejderne, der skulle bygge jernbanen. De var danskere, idet man havde sikret, at kun rent undtagelsesvist kunne man hyre udenlandsk arbejdskraft. Der blev slidt i det – også med brændevinen, så gendarmeriet ligefrem måtte gribe ind, fortælles det.
Den første indvielse fandt sted den 3. juli 1894 for særligt udvalgte. Senere fulgte pressen, der generelt skrev begejstret om banen. Den officielle åbning fandt sted den 8. september. Den fortæller den vidende forfatter, Vigand Rasmussen om på en helt speciel måde. Han bruger menukortet fra indvielsen – muntert beskrevet:
”Man lagde ud med brun suppe, hvortil man drak en kraftig rødvin fra St. Estephe i Bordeaux. Så var der melon, og dertil drak man madeira. Efter denne ”tandrenser” var der pighvar og tysk hvidvin. Hovedretten var oksefilet med trøfler og hertil en årgangsvin: Poullac fra 1887. Så tog man en puster med slikasparges og en vin fra Chateau Beyscheville, som blev efterfulgt af unge ænder og et glas Pommery. Nu nærmede man sig afslutningen, men der kom lige en omgang ost og portvin samt is og madeira, og så naturligvis kaffe og likør…” (s.273f). Det må man da kalde en pendant til ”Ædedolkenes klub” af Gustav Wied. Et herligt lille indslag. I øvrigt kan man se Grejsdalens tog i dette klip: https://www.youtube.com/watch?v=C2zUVN_dYFM
En rig natur
Øvre Grejs Ådal indgår sammen med andre udvalgte naturområder i et fint europæisk selskab af særlig natur kaldet for Natura 2000, der har til opgave at beskytte EU-landenes sjældne, truede eller karakteristiske naturtyper og dyre- plantearter, hedder det i slutningen af bogen. Efter endt læsning må man i den grad bifalde, at der gøres en stor indsats for at beskytte dette unikke stykke Danmark.
”Udpegningen skyldes områdets rige natur, der bl.a. tæller ynglende isfugl, bjergvipstjert og vandstær og flere truede arter som birkemus og stor vandsalamander.” (s.336) Yderligere rummer Grejs Ådal en meget varieret flora. Igen med sjældne og fredede vækster som tyndakset gøgeurt og svampe som gulfodet vokshat.
En lille collage med nogle Grejsdalens af værdier fra Natura 2000. (Erik Ingemann)
Man må virkelig ønske, at vi mennesker vil værdsætte den rige natur, vi har til låns. Bogen om Grejsdalen er en fornem hjælpehånd.
Bogen er som nævnt den tredje i rækken om Vejleegnens natur og kultur. Den er særdeles velskrevet, emnerne er spændende og udfordrende – og de mange fotografier er med til at løfte bogen særdeles højt op. Der er al mulig grund til at rose redaktøren, Poul Porskær Poulsen, for endnu en fornem indsats.
Man kigger lidt nervøst på sit topografiske atlas. For det kan da ikke slutte her. Der må da komme et bind til. Her dukker der en mulighed op. Sådan lidt mod sydvest Via Ødsted frem til Egtved. Her gemmer der sig spændende oplevelser. Sammen med håbet om, at disse fantastiske fortællinger endnu ikke tager slut.
"Grejsdalens" hovedfotograf Britta Egebjerg har bl.a. knipset dette.
Se også Erik Ingemann Sørensens anmeldelse af bøgerne om Vejle Fjord og Vejle Ådal
[Historie-online.dk, den 7. oktober 2020]
