Gyldendals bog om Danmarks historie
Af Erik Helmer Pedersen
For første gang i historien får vi en Danmarkshistorie, skrevet af en af fagets ledende skikkelser, professor Ole Feldbæk. Ganske vist prøvede en af Feldbæks navnkundige forgængere, professor Erik Arup for snart et hundrede år siden at realisere en sådan idé, ovenikøbet i større målestok, men han løb af gårde, da vinden gik ham imod.
Arups mest inkarnerede modstander, Vilhelm la Cour, skrev senere en Danmarkshistorie i patriotisk stil, men høstede heller ikke den anerkendelse, som han nok efterhigede lige så stærkt som Arup. Og han blev nok holdt uden for det gode selskab af radikalt sindede kolleger, som ikke kunne forlige sig med de værdinormer, der lige så åbenlyst som Arups her blev fulgt helt ud i detaljen.
Feldbæks Danmarkshistorie er “kun” på 300 (store) sider og ovenikøbet rigt illustreret. Den betegnes ganske vist som Gyldendals bog om Danmarks historie, men det skal man ikke tage for fuldt pålydende. Nok har forlaget rent redaktionelt forsøgt at gøre værket til en historisk håndbog med årstalsliste og en oversigt over udvalgte museer, men bogen er og bliver Feldbæks personlige arbejde. Og lad det være sagt uden forbehold: Det er virkelig en stor og gedigen arbejdspræstation, der her ser dagens lys.
Naturligvis kan eksperter inden for de enkelte perioder og problemkredse sagtens finde kritikpunkter. Det er rent fysisk umuligt at have studeret hver eneste bidrag til vor fælles historie, et himmelbjerg af historisk information. Alligevel må det nøgternt erkendes, at Ole Feldbæk nok har læst mere end de fleste. Evt. divergerende resultater og modstående opfattelser ser ikke ud til at berøvet ham nattesøvnen. Klart og nøgternt holder han fast ved sin opfattelse, og det har læserne vel også krav på. Man kan ikke inden for 300 sider foretage alt for mange udflugter eller diskutere forskellige tolkninger, uden at konceptet lider skibbrud.
I virkeligheden arbejder Feldbæk ikke med én, men hele to ledetråde, en hovedtekst, der fører handlingen frem og en række billedtekster, der ofte i stærkt udvidet form kaster overraskende sidelys ind over de skildrede begivenheder. Hovedlinjen fastholdes dog gennem den grundlæggende redegørelse for forløbet, og den tegner sig klart for læserens øjne.
Her må bogens rent tekniske layout stærkt fremhæves. Den suger nærmest på forførisk vis opmærksomheden ind mod tekstbilledet og udgør i sig selv en æstetisk nydelse. Den oplevelse må man ikke snyde sig selv for, men vær på vagt: Den kan blokere for en kritisk stillingtagen. Og er jo et paradoks, fordi en tilegnelse af så kort en tekst om så vigtigt et emne som vor historiske arv kræver læserens fulde medarbejderskab.
Hvilken læserkreds er bogen så tænkt for? Forfatteren ytrer sig ikke direkte herom, men det må erkendes, at den rette forståelse af teksten kræver en ikke ringe forhåndsviden. Skal man tro de kritiske røster, der med stigende styrke har rejst sig mod historieundervisningen på vore gymnasier - og måske også vore universiteter - savner mange studenter af i dag den nødvendige ballast til at læse bogen med virkeligt udbytte.
Værket handler om Danmark i tusind år, sådan som det formuleres i en posthum polemik mod Valdemar Rørdam, digteren til den bekendt fædrelandssang med netop denne indledningsstrofe. Fast forankret ved vort første tusindårsskifte i kristen tid foretager Feldbæk dog mange afstikkere til udviklingen i de nærmest foregående århundreder, navnlig vikingetogenes første tidsfæstelse gennem angrebet på klostret Lindisfarne ud for den engelske østkyst 793. Allerede her demonstreres en bærende linje i fremstillingen: Danmarks historie har nu som før en ydre forankring. Til havet står hans hu; danske søfarende viser flaget, over hele vor kulturkreds og med tiden over den hele verden, før og efter Dannebrog så belejligt faldt ned fra himlen under Estlandstoget 1219.
Udviklingen føres igennem fire store tidsafsnit: Middelalderen (o. 1.000-1536), Adelsvælden (1536-1660), Enevælden (1660-1849) og Folkestyret (efter 1849). Den valgte inddeling kan ved første øjekast forekomme noget traditionel, men den viser sig at være såre brugbar, når øjemedet som her er at skrive en klassisk holdt fortælling om vor fortid. I forordet angives, at skildringen bygger på de tre hovedkomponenter: politisk, økonomisk og social historie. Det holder imidlertid ikke stik; overalt indtager den politiske historie suverænt førstepladsen. Ganske vist foretages der med mellemrum nogle opsummeringer, hvor de økonomiske og sociale forhold spiller en rolle, men der ses ikke større forsøg på at give disse forklaringer en selvstændig vægt i forhold til selve det politiske begivenhedsforløb. Den økonomiske forklaringsmodel synes gennem hele forløbet at være markedsøkonomiens grundsætninger.
Forklaringen ligger ligefor: Som Feldbæk ser det, må hovedlinjen i Danmarks udvikling gennem tusind år forstås rent politisk. Det geografiske område, vi til enhver tid kalder “Danmark”, holdes til skiftende tider sammen af en indre magtstruktur, der fundamentalt set består af to konkurrerende grupperinger. Klogskab og fornuft, to nøgleord i fremstillingen, byder dem midt i stridighederne at opretholde den fælles enhed. Magtkampen bølger frem og tilbage gennem hele forløbet; i Middelalderen mellem den midtsamlende faktor, kongemagten og de rige stormænd, verdslige som kirkelige, under Adelsvældet mellem en stækket kongemagt og en svækket herremandsstand, der nu i mangel på virkelige magtressourcer må forskanse sig bag adelige titularer og symbolikker, på Enevældens tid mellem et kongedømme af Guds nåde og nye grupperinger inden for borgerskabet, der med en liberaliseret økonomi som murbrækker efterhånden kræver del i styret, og endelig udvikles der inden for Folkestyrets rammer en kontinuerlig rivalisering mellem skiftende partikonstellationer. Onde gerninger undervejs besmykkes ikke, men der tages sjældent parti. Trods sin ryggesløse politik accepteres vor nordiske Machiavelli, Valdemar IV Atterdag. Han genrejste vort fælles monument, Danmark.
Det er en stærk forenkling, der her sker af et kompliceret billede, vil man nok indvende. Naturligvis begrunder forfatteren sin opfattelse nok så fyldigt, men tendensen er uafviselig. Og modsat Arup fælder vor forfatter ikke domme i hobetal over påstået uduelige konger og stormænd. De har alle den samme målsætning: at fastholde rigsenheden, og til det formål bruges de magtmidler, der er til rådighed. Feldbæk nærer ikke pacifistiske forhåndssympatier, tværtimod gøres det militære apparat og især dets sømilitære dele til genstand for grundig og indforstået omtale. Når det f. eks. lykkes at fastholde det militære greb om vore modstandere i de slesvigske krige 1848-50, skyldes det iflg. Feldbæk især den danske overlegenhed til søs. I forbindelse med det tyske overfald på Danmark 9. april 1940 refereres den kritik, der efter Befrielsen blev rettet mod de “gamle” politikere for at have ladet Danmark ligge totalt ubeskyttet hen. Feldbæk præciserer da, at Mellemkrigstidens fire store partier intet foretog sig for at opbygge et tilstrækkeligt forsvar. I stedet forsøgte de at snakke sig udenom ved at bruge “næppe troværdige” henvisninger til Folkeforbundets fredsgarantier.
Rent sidetalsmæssigt er behandlingen af de fire tidsafsnit procentmæssigt fordelt således: Middelalderen 22%, Adelsvælden 11%, Enevælden 26% og Folkestyret 40%, altså et stigende antal sider i takt med udviklingen. Trods dens beskedne fjerdel står Enevælden stærkt billedet. Her har Feldbæk hjemme, den historie kan han om nogen indefra og udefra. Middelalderen står lige så sikkert til en andenplads i hans bevågenhed. Her viger den til tider lidt kølige stil for en bunden varme, der sine steder føles helt medrivende.
Der er ikke plads for floskler eller lyrisk-begejstrede udbrud i Feldbæks åndelige imperium. Teksten krymper sig helt sammen i dens frysende afstandtagen fra alle forestillinger af religiøs eller idealistisk natur. I virkeligheden er han tæt på at udnævne nordmanden Ludvig Holberg som Danmarkshistoriens største skikkelse. Han ville “lære sine landsmænd at tænke kritisk og selvstændigt, uafhængigt af vaner og overleverede forestillinger”, hedder det et sted.
Man kan ligefrem få den fornemmelse, at bogen falder to dele: første del, hvor vi venter på Holberg og anden del, hvor vi alt for ofte glemmer at følge den gyldne middelvej, der her blev afstukket. Når man med forordningen om Indfødsretten 1776 knæsatte fødestedet og ikke kvalifikationerne som kriterium for en dansk karriere, måtte det efter Feldbæks opfattelse i længden gå helt galt. Resultatet blev en overophedet, national propaganda for danskheden, der førte lige ud til i de slesvigske krige og dermed katastrofen i 1864. Fornuft og forstand, opysningstidens berømte dobbeltpar, er og bliver ud fra denne grundopfattelse afgørende i alle vigtige spørgsmål, og det føles derfor logisk, når Feldbæk vier lærdommens højsæde gennem århundreder, Københavns Universitet og dets berømteste professorer en indgående omtale. Ærgerligt nok får vort skole- og uddannelsessystem som helhed ikke en tilsvarende plads i skildringen, og det føles lidt ejendommeligt, at Grundtvig ikke vies en særlig omtale endsige en billedtekst.
Feldbæk bekender sig med et formelt buk til den radikale historieopfattelse. Normalt nævnes ingen navne på de generationer af historikere, der i moderne tid har skabt vor historiske viden, men med Kr. Erslev og Erik Arup gøres der en undtagelse. Der tages dog straks visse forbehold; når de så kraftigt kritiserer Absalons historieskriver Saxo, må Feldbæk komme den angrebne til undsætning ved at tilkende ham en plads på første række i vor historiske erindring.
Hvis nogen ville vove at påstå, at Ole Feldbæk har skrevet en fædrelandshistorie, ville han bestemt afvise tanken. Og dog - når der forud for selve teksten bringes et stemningsfuldt billede af Danmark set fra søen, sådan som det må tegne sig for Dronning Margrethes blik ombord på kongeskibet Dannebrog, vidner det om, at der bag den kølige skrivestil banker et varmt hjerte for Danmark i de første tusind år. Og helt klart er han på sin professions vegne stolt over, at det ikke alene er muligt at tale om en klassisk holdt Danmarkshistorie i det herrens år 2004, men også at skrive den. Der er grund til at kippe med flaget.
