Kampen om Danmarks natur - Fra fredskovsforordningerne til genskabelsen af Filsø
Af Erik Helmer Pedersen
”Kampen om Danmarks natur” er udgivet med støtte af 15. Juni Fonden, Statens Kunstråd og Friluftsrådet, der alle har medfinansieret det store undersøgelsesarbejde, der ligger til grund for bogen.
Søren Olsen har energisk og målbevidst skrevet en god, stor bog om kampen om den danske natur og dens, om man så må sige indbyggede resurser. Det er også blevet en flot bog, smukt tilrettelagt rent grafisk af Lene Nørgaard, Propel. Da en række store fonde har ydet bidrag til bogens fremkomst og trykning, kan den sælges for den lave pris af 400 kr., og enhver medborger med sans for Danmarks smukke, ja enestående natur må have den inden for rækkevidde. I dens 15 kapitler kan man finde en rigdom på oplysninger om så at sige alt, hvad man kan støde på, hvis man for en stund forlader dagligstuen og dens TV for at få sindet opladt til nye bedrifter ude i Guds frie natur..
Anmeldelsen kunne fsv. godt stoppe her, men alligevel: Måske kan man i en summarisk redegørelse for bogens vigtigste resultater indgive en velvillig læser lyst til gå videre, og det er det vigtigste. Iflg. forordet er begrebet naturfredning identisk med den stigende modstand, som i et århundrede mere eller mindre har været mobiliseret for at bekæmpe samfundets og det i første række sige landbrugets forbrug, en del vil sige overforbrug, af naturens resurser. Der er to poler i denne udvikling: Oprettelsen af Danmarks Naturfredningsforening 3. november 1925 og statsminister Helle Thorning-Schmidts fremlæggelse 27.oktober 2014 af Naturplan Danmark. Hermed er linjen trukket op for en sag, der begyndte som en folkelig bevægelse, ført frem af engagerede amatørnaturhistorikere, ikke mindst hentet fra lærerstanden, og som endte på regeringens arbejdsbord som en vigtigt anliggende med bred folkelig appel, ikke mindst synlig gennem de seneste år.
Vurderet rent historisk er det bemærkelsesværdigt, at nok har man i stigende grad søgt at beskytte naturens værdier mod erhvervslivets forbrug af disse ressourcer, men der er trods alt ikke lagt afgørende hindringer i vejen for produktionen. Nøgternt må man konstatere, at denne anvendelse af jordens og naturens rigdomme har tilvejebragt den økonomiske baggrund, ja er selve forudsætningen for, at vort samfund og den moderne velfærdsstat har kunnet udvikle sig gennem de sidste 4-5 generationer. De naturlige resurser blev førhen brugt flittigt, ikke mindst gennem datidens jord- eller husmandspolitik. I sin yderste konsekvens gennemtvang man derved opdyrkning af jorde uden naturlig landbrugsappel. Mange stenede overdrev, fugtige mosearealer og knastørre sandjorde blev loddet ud til stræbsomme familier, der i hård kamp med de naturlige vanskeligheder skulle tilvejebringe et skrabet udkomme.
Denne kendsgerning har haft til konsekvens, at der er tæret hårdt på naturens herligheder, deri har forf. ret. Han nævner dog selv det overforbrug, de to verdenskrige kom til at betyde, fordi landbruget ikke alene skulle brødføde den danske befolkning, men også skabe de valutaindtægter, der kunne holde samfundsmaskineriet i gang. Det standsede for en stund den debat, naturvidenskabsfolk og mange lærere havde været de første til at rejse helt tilbage i 1800-tallet. Så tidligt som i 1859 skrev zoologen Christian Schiødte en lille bog ”Til Forsvar for nyttige Dyr”, hvortil han bl.a. henførte ræven, musenes fjende nr. 1 samt rovfugle og ugler. Bogen blev læst flittigt og ledte frem til vor første jagtlov af 1861, der fredede mange ivrigt jagede dyr og fugle i tiden 1. februar – 1. november. Jagtfolket var dermed med til at øge interessen for naturfredning, og i 1905 fik man nedsat Udvalget for Naturfredning, som afstedkom en del småfredninger rundt omkring. 1911 stiftedes Foreningen for Naturfredning, og i dens spor opstod 1917-18 vor første naturfredningslov og bygningsfredningslov. Det var dog stadig enkelte personligheder som f.eks. botanikeren August Mentz og zoologen Carl Hansen-Ostenfeld, som gav kritikken mund og mæle, bl.a. gennem institutionen Naturfredningsrådet, oprettet i medført af 1917-loven. Selv om naturfredningen havde Statsministeriet som ressortministerium, skal vi dog op til Kulturministeriets etablering i 1961, før naturbeskyttelsen i videste forstand blev et hverdagspolitisk ærinde. I denne sammenhæng bør man også nævne zoologen professor Ragnar Spärck, som i 1960-61 vendte problematikken på hovedet ved at erklære, at landskabet og naturen på forhånd var fredet, og det kunne man ikke uden videre pille ved.
Naurligt nok betoner Søren Olsen den generøsitet, en række store fonde med Aage V. Jensens Fonde i spidsen i de senere år har lagt for dagen ved at støtte naturfredningen, ikke mindst ved at opkøbe og frede danske naturperler som f. eks. Æbelø med holme ud for Nordfyns kyst og store dele af Lille Vildmose. Med enkelte undtagelser er disse områder tilgængelige for offentligheden inkl. flere fuglereservater, og på s. 289ff. bringes en såre værdifuld liste over private naturreservater i Danmark. Endnu en grund til at erhverve bogen! I sine afsluttende bemærkninger citerer Søren Olsen en række ”Fremtidsvisioner for naturdanmark”, hvori fire nøglepersoner inden for moderne dansk naturforvaltning tegner omridset af en moderne beskyttelsespolitik, sådan som de ser den. Væk med mantraet om fortsat vækst, hedder det bl.a., ja der opridses ligefrem en ”omstilling til modvækst”. Her træder de bestemt på ømme tæer rent politisk, eftersom de fleste politikere efter alt at dømme bekender sig til fortsat vækst – og det kan jo ikke undgå at få uheldige konsekvenser for naturens noget beklippede rester. Naturkamp er en værdikamp, deri har Søren Olsen ret, men der er lang vej igen, inden natur noteres lige så højt på Børsen som en naturbaseret produktion.
