Kampen om folket
Af Jørgen Thomsen, Odense Stadsarkiv
Ove Korsgaard har solide rødder i højskoletraditionen. Han var i mange åransat som forstander for Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse og er nu lektorved Danmarks Pædagogiske Universitet. For mere end 20 år siden vakte han stor opsigt ved udgivelsen af den første samlede danske idrætshistorie,Kampen om kroppen. Ove Korsgaard fortsatte for syv år siden med udgivelsenaf en stor bog om dansk folkeoplysning gennem 500 år, Kampen om lyset, ogden foreliggende bog, Kampen om folket, udgør afslutningen af en trilogi afbøger, hvori forfatteren lægger vægt på kampperspektivet. Efter OveKorsgaards opfattelse er det nemlig kun muligt at skrive sammenhængende om de tre store emner, hvis man erkender, at der gennem årene har været stærktmodstridende opfattelser af, hvad man skulle lægge i begreberne idræt, folkeoplysning og nu sidst i opfattelsen af det danske folk.
Det er en ordentlig mundfuld, Ove Korsgaard har arbejdet sig igennem og fremlægger for læseren. Og med god grund - for folket er jo, som Ove Korsgaard skriver - en forestilling, endda en særdeles virksom forestilling, men ikke desto mindre bare en forestilling og ikke noget absolut. Efter den obligate indledning får vi tre store kapitler om folket i den kristne stat - groft taget fra reformationen og frem til indfødsretsloven fra 1776 - om folket og udviklingen fra kristen stat til nationalstat - i perioden frem til 1848/1864 - og om folket og udviklingen af den demokratiske nationalstat - fra enevældens afskaffelse og frem til 1972. I det afsluttende kapitel tages blandt andet folkets rolle i forbindelse med den europæiske integrationsproces (og den dermed følgende mulige afvikling af nationalstaten) op til behandling.
Når man går tilbage i historien, kan ordet folk op til en gang i 1700-tallet ikke tænkes uden besvarelse af spørgsmålet om hvis folk - lige fra kongen, der havde sit folk, og ned til husherren, der havde sit folkehold. Men efter den tid er der gradvis sket en glidning, så begrebet i stigende grad er kommet til at betegne etnisk samhørende, politisk frie borgere - uden at der af den grund har været enighed om, hvad man præcist skulle lægge i begrebet. Var det afgørende med den sproglige og kulturelle samhørighed - i så fald var vægten lagt på begrebet etnos. Og var det i stedet afgørende, at man politisk var bundet sammen - i så fald var vægten lagt på begrebet demos. Folket var med andre ord et nøglebegreb i de mange omvæltninger, der fandt sted i samfundslivet fra slutningen af 1700-tallet og frem til vor egen tid. Udviklingen gik fra folket som en undersåtskategori til en suverænitetskategori, og denne udvikling følger Ove Korsgaard både på det politiske, kulturelle, sociale og pædagogiske område. Og udviklingen på de forskellige områder tænkes sammen. Fra kongens og husfaderens autoritet i ældre tid over folkestyrets indførelse med stemmeret til husstandens overhoved og frem til 1900-årenes socialstat, "Danmark for folket".
Der er løbet meget vand i stranden, siden Grundtvig formulerede de kendte ord: "Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild". Og om ikke andet, så har den massive indvandring til Danmark i de sidste årtier og den tiltagende internationalisering gjort det lysende klart, at begrebet det danske folk var i færd med at skifte indhold - hvis det da overhovedet giver nogen mening at anvende begrebet mere. To af modpolerne i den aktuelle diskussion - to gange Søren - Krarup og Mørch - tages også under behandling. Krarup bruger endnu ordet folk som en undersåtskategori i forhold til Gud og bryder sig ikke meget om menneskerettigheder som noget absolut, mens Mørch jo forlængst har udgivet Den sidste Danmarkshistorie som et udsagn om, at nationalstaten ikke længere fungerer, og at det derfor ikke længere er meningsfuldt at skrive folkets historie som en enhed.
Til slut stiller Ove Korsgaard spørgsmålet, hvad vi så skal gøre nu: Forsøge at fastholde begrebet om folket, forkaste det fuldstændigt eller forsøge at tilføre det nye betydninger? Forfatteren slutter bogen med en bekendelse til ideen om at opretholde forestillingen om et dansk folk, præget af stadig nye fortællinger om vores fortid, men samtidig med åbenhed over for det attraktive i at være med både i et dansk folk og et europæisk folk eller for den sags skyld verdens folk. Vi indgår jo alligevel i stærkt stigende grad i et skæbnefællesskab med de andre.
Ove Korsgaard har med sin bundhæderlige og afdæmpede fremstilling af et spændende og vigtigt emne bidraget til, at fremtidige diskussioner om folket og folkeligheden kan foregå på et mere solidt grundlag, men det er sikkert for meget at vente, at det skingre i mange af den slags diskussioner forsvinder lige med det samme!
Kampen om folket er antaget som disputats ved DPU og forsvares fredag den 30. april.
