Land at lede

Af cand.phil, seniorkonsulent Carsten Egø Nielsen

TV2’s politiske reporter og kommentator Kaare R. Skou har skrevet et omfattende værk på over 700 sider om folkestyrets udvikling. Bogens første kapitel ridser baggrunden for grundloven fra 1849 op, og værket starter derfor 20 år tidligere, hvor den daværende prins Frederik første gang ser Louise Rasmussen i forbindelse med en prøve på et høstspil på Hofteateret i sidebygningen til Christiansborg. Prins Frederik blev senere kong Frederik den 7., som i øvrigt blev født for næsten præcis 200 år siden, nemlig den 6. oktober 1808. Louise Rasmussen blev senere grevinde Danner efter at være blevet ”gift til venstre hånd” med Frederik.

Inden ”fortællingen” begynder, trækker forfatteren i indledningen selv præmisserne for bogen op: ”Og det er netop en fortælling. Bogen gør ikke krav på at stå som det centrale, ultimative historiske værk om de seneste 180 år” (p. 9). Endvidere slås det fast, at bogen har fokus på de mennesker og episoder, der skabte den politiske historie og med plads til anekdoten og parallellen til nutidens politiske liv.

Set på baggrund af disse præmisser må det konkluderes, at der er tale om en imponerende indsats fra forfatterens side, der har krævet mange timers research og arbejde – ingen tvivl om, at forfatteren er yderst belæst. Det er bare lidt ærgerligt, at læseren ikke må få indsigt i, hvad forfatteren har læst. Præmisserne betyder samtidig, at målgruppen for værket må opfattes som meget bred, og ikke alene møntet på faggrupper med særlig baggrund og indsigt i emnet. Dette harmonerer vældig godt med forfatterens baggrund som journalist. Dog har Kaare R. Skou haft en historiker til ”kritisk og vagtsomt” at læse manuskriptet igennem. (p. 9)

Præmisserne er således kendte for læserne. Efter en gennemlæsning af værket er det anmelderens vurdering, at der er tale om en ”historiefortælling”, men en fortælling, der i et eller andet omfang også er baseret på ”historieforskning”. I forbindelse med ”fortællingen” har forfatteren mange steder været dybt nede i historiske værker, ikke bare oversigtsværker, men også mere specialiserede værker. Trods forfatterens klare præmis i indledningen er det derfor ærgerligt, at læseren som nævnt ingen steder kan få oplysninger om, hvilket materiale og hvilken litteratur, der ligger til baggrund for ”fortællingen”. Hvornår er den baseret på forfatterens egne oplevelser, hvornår er den baseret på fx journalistisk bearbejdet materiale i aviser o.l., og hvornår er den baseret på materiale fra forskning og indsats fra fx historikere, politologer o.l.? Læseren bliver således heller ikke gjort bekendt med, hvor konkrete citater stammer fra. Forfatterens præmisser lægger ikke op til et omfattende noteapparat, men en litteratur- og kildeliste ville være hensigtsmæssig og ønskelig.

Det er kun i forbindelse med bogens illustrationer, at læseren får en antydning af forfatterens kilder. Hovedparten af illustrationerne stammer fra Det Kongelige Bibliotek (de ældste) og fra avismedierne, primært ”Polfoto”. Man kan ikke sige, at illustrationerne er voldsomt dominerende i fortællingen. Faktisk er der alene én illustration pr. kapitel, nemlig som start på kapitlet. Med bogens 21 kronologiske kapitler, er der således alene 21 illustrationer på de ca. 700 sider. Det betyder også, at bogen bliver noget ”teksttung”, og selv om sproget er ganske flydende og letlæseligt, er det en omfattende sag at komme igennem.

Der er dog tre forhold, der fremmer læsningen betydeligt. Det ene er de anekdoter, som forfatteren evner at krydre fortællingen med, men også de anekdoter og myter, som forfatteren afliver, eksempelvis fortællingen om, hvordan Nordsøen territorialt blev fordelt (p. 511-12). Det andet forhold er forfatterens skarpe og ligefremme pen i forhold til karakteristikken af nogle af de mange personer. Eksempelvis står der side 384 om socialreformens fader K.K. Steincke, at han var evigt moraliserende og kværulantisk. Det tredje forhold – og efter anmelderens vurdering – det væsentligste, er, at forfatteren evner at trække de historiske begivenheder op i et samtidigt perspektiv og drage komparative slutninger. Som eksempel skal her nævnes nogle refleksioner over magtfordelingen mellem ressortministerier og mere tværgående ministerier, som fx statsministeriet og finansministeriet. Her drages en parallel fra J.C. Christensens ministerier fra begyndelsen af 1900-tallet til Anders Fogh Rasmussens ministerier fra begyndelsen af 2000-tallet (p.231-32). Selv detaljer som virksomhedsnavne er relateret til nutiden – eksempelvis, at Privatbanken nu er en del af Nordea (p. 125).

Forfatteren lever i stort omfang op til sin egen præmis om, at fokus i fortællingen er ”mennesker”. Således er der et omfattende navneregister – hele 46 sider. Dette navneregister er yderst nyttigt til at holde rede på de mange personer i fortællingen. Hvad det angår kan fortællingen minde lidt om nogle af de store klassiske russiske romaner med et næsten uoverskueligt persongalleri. 

Konkluderende kan der ikke rokkes ved, at Kaare R. Skou har skrevet en spændende fortælling, som en bred målgruppe vil få gavn og glæde af at læse. Fortællingen skrider kronologisk frem i et let og levende sprog, og med bogens omfang er der sikret læseren spændende og vedkommende læsning til mange af de kommende ”mørke vinteraftener”.