Menu
Forrige artikel

På tur med Danmarkshistorien

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6387

Af Birthe Korsbæk  

Her har vi en helt ny og spændende måde at fortælle Danmarkshistorie på. Faktisk har vi en turguide og en Danmarkshistorie i ét.

Vi starter med et generelt fakta-afsnit om, hvordan vi blev danske.

Landets fællestræk, udseende, naturforhold, dyreliv, nationale særpræg, modersmål, flag, nationalsang m. m.

Så følger en gennemgang af historiens tidsperioder og styreformer og udvikling fra ”tidernes morgen”.

Derefter deles bogen op i afsnit om hver enkelt landsdel: Nordjylland, Midtjylland, Sønderjylland, Fyn og Øerne, Sjælland, Nordsjælland og København, Sydsjælland, Møn og Lolland og Falster samt Bornholm.

Hver landsdels afsnit starter med en gennemgang af, hvilke historiske spor, der er at se på egnen fra de forskellige tidsperioder. Derefter et ”værd at vide” afsnit med fakta om landsdelen. Og til sidst en række historiske fortællinger og især folkesagn fra den pågældende egn.

Jeg synes, ideen med konceptet er ny og sjov, og det er glimrende gennemført. Vi har ikke at gøre med en tilbundsgående historisk gennemgang, men en meget læseværdig og hyggelig historiebog, som genopfrisker læserens historieviden og også minder læseren om store personligheder, som har levet på egnen. 

En rigtig nyttig bog, hvis man lige hurtigt vil sikre sig, at det ”man bestemt mener at vide” lige er det rigtige.

257 sider med hyggelig læsning, genopfriskning af nyttig kulturel viden, og inspiration til ture i vort skønne fædreland.

Lidt om alt, - kort fortalt og med sjove og festlige illustrationer. Både børn og voksne kan hygge og more sig med værket.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Trap Danmark bind 31
Danske finanskriser fra 1311 til 2000
Trap Danmark, 6. udgave, bind 4: Jammerbugt, Thisted, Brønderslev