Politik der forandrede Danmark. 65 beretninger om landets vigtigste lovgivning 1848-2012

Af Erik Helmer Pedersen

Den bekendte TV-journalist Kaare R. Schou har i samfulde 30 år haft sin gang på Christiansborg og derfra formidlet en række meldinger og kommentarer, senest for TV-2. Naturligt nok har han fra tid til anden inddraget et historisk materiale i sine reportager og samlet en del heraf i forskellige værker. Nu har han sat sig som mål at redegøre for det, han opfatter som landets vigtigste lovgivning siden Junigrundlovens indførelse i 1849. Han har til dette formål udvalgt sig 65 love, ”der gennem tiderne har fået blivende værdi, eller som bliver husket…”, betones det i forordet. Målet er at få belyst selve lovgivningsprocessen; hvorfra fik den sit materiale, og hvorledes blev det behandlet og da gerne med fremdragelse af nu glemte politikere, som i al stilhed sled for at forgylde de politiske ledere endnu mere, og hvilken betydning fik loven i det lange løb.

Uden særlig markering opdeler han forløbet i tiårsperioder, inden for hvilke de kronologisk relevante kapitler placeres. Hver kapitel forsynes med hhv en overskrift, gerne holdt i en lidt abstrakt, ja stedvis kryptisk form og en undertitel, der angiver lovens grundindhold. Desværre er kun første del optaget i indholdsfortegnelsen, så man eksempelvis skal slå op på s. 277 for at få overskriften ”Å” konkretiseret til ”Retskrivningsreformen, 1948”. Det virker lidt søgt. Stoffet er lidt skævt fordelt med ¾ til det 20. århundrede, medens demokratiets første 50 år spises af med 15%. Nogle årtier har forf.s særlige interesse. Perioden 1960-90 får tildelt hele 183s. eller godt og vel 1/3 af det samlede antal, medens årtier som 1880’erne, 1890’erne og 1920’erne behandles ret så stedmoderligt. Landbrugssamfundet og det vil i realiteten sige de første hundrede år af begivenhedsforløbet nyder i det hele taget ikke særlig bevågenhed. Herom senere.

Uanset lovenes indhold og relevans opereres der næsten overalt med korte kapitler på maks. 10 sider. Ved mindre betydningsfulde udspil er det som regel tilstrækkeligt, hvorimod teksten ved komplekse anliggender kan virke vel komprimeret. Det må dog betones, at forf. skriver godt og til tider ganske underholdende, især hvis man kan goutere hans bidske udfald mod anderledes tænkende, specielt folk fra borgerlige partier. Kun i et enkelt tilfælde eller to kan der efter hans opfattelse siges noget positivt om Dansk Folkeparti og dets talsmænd. Til de således bortdømte politikere hører så ubetinget Anders Fogh Rasmussen.

Det er Kaare Schous håb, at bogen både kan virke inspirerende for studerende og for de medborgere, der gerne vil se udviklingen i et historisk perspektiv. Her må man imidlertid ud fra en faghistorisk synsvinkel rejse et advarselsflag: Indholdet er ikke dokumenteret, og der findes ikke engang en litteraturliste. Den afsluttes med et personregister og et navneregister og dermed færdig. Kun når det drejer sig om Venstres store skikkelse, J. C. Christensen, som forf. stedvis priser, stedvis riser, kan der forekomme henvisninger til dennes dagbog eller rettere sagt optegnelser, sådan som de for nylig er blevet publiceret.

Kan man da rent historisk-fagligt bero sig på tekstens rent saglige nøjagtighed og dermed anvendelighed? Anm. tør slet ikke udstede nogen generel garanti herfor, men har dog på den anden side ikke stødt på de helt store problemer bortset fra de tilfælde, hvor forf. alt for tydeligt viser, at han naturligvis er venstreorienteret. Det er dog ubestrideligt, at den fure, der skulle trække en linje gennem landbrugssamfundets udvikling, er pløjet lidt skævt, ja egensindigt. Den store omlægning til animalsk produktion efter 1870, dens konjunkturmæssige og eksportpolitiske baggrund og dens opfølgning i lovgivningen drøftes kun indirekte og da kun i et enkelt kapitel ”Smør som politisk våben. Margarineloven, 1888”. Læseren må da nærmest få den opfattelse, at det dekreterede forbud mod at farve margarinen smørgul gjaldt i over hundrede år.

Det blev imidlertid ophævet i 1925, og margarinelovens banemand var ingen ringere end Venstres ledende skikkelse i 1920’erne, Ths. Madsen-Mygdal. Indrømmer vi med forf.  J. C. Christensen en særlig plads i historien, er Madsen-Mygdal sammen med Erik Eriksen de eneste venstreformænd, som har haft styrke til at gå landbrugets erhvervspolitiske interesser midt imod. Omvendt tildeles hans agrarpolitiske modstykke, P. P. Pinstrup alt for stor indflydelse, bl.a. ved at betegne ham som Landbrugsraadets præsident, længe før rådet var oprettet, og før han faktisk blev dets topfigur – i skyggen af den store Madsen-Mygdal. Hans efterfølger i 1932, Venstre-landstingsmanden H. Hauch, havde omvendt en noget vigtigere rolle end den, han sparsomt tilmåles i forbindelse med Kanslergadeforliget 1933, ja allerede under jordlovsdebatten 1918-19. Og når nu J. C. Christensen med fuld ret prises for sin demokratiske kirke- og skolepolitik, kunne man også have gået det skridt videre at udpege ham som den nærmest uflyttelige spærrebom, der i hans tid holdt Pinstrup og ligesindede uden for realpolitisk indflydelse. Ej heller var der større råderum for rendyrket agrarpolitik, når Madsen-Mygdal i 1920’erne docerede frikonkurrencens og kommercialismens principper.

Det landbrugsliberalistiske samfund er som allerede antydet nærmest modstykket til den danske model for et moderne industrisamfund, som rettelig er Kaare Schous hovedærinde. Som han opfatter den, kom den til verden gennem den vidt berømmede aftale mellem arbejdsmarkedets parter, dets ”grundlov” 1899, der nærmest lovfæstede kollektive overenskomster og brug af voldgift til at løse opståede tvister. Det er efter hans opfattelse et første og afgørende skridt på vejen mod et velfærdssamfund, og indenrigsminister Ove Rode går under 1. verdenskrig et skridt videre gennem den såkaldte ”Augustlov” 1914, som i kommandoøkonomiens tegn gjorde det muligt at holde prisen på et 8-punds rugbrød under en krone.

Derved brugte Rode meget bevidst kriseforanstaltningerne til at føre socialdemokratisk-radikal politik i almindelighed. Forf. udnævner da Rode til at være ”Enhver husmors ven”, der videreudviklede ”den socialliberale reguleringspolitik med dens indkomstudjævnende virkning… grundstenen i landets økonomiske udvikling…” Dermed får kvinderne valgret, borgere på kant med loven kan dømmes af ligemænd via retsreformen 1916, naturen kan fredes osv. Her ville blot et par opslag i Tage Kaarsteds omfattende Ove Rode-biografi have nuanceret billedet af den egenmægtige radikaler ikke så lidt. I øvrigt tabte den nok så borgerlige Ove Rode i 1920’erne magtkampen til den socialdemokratisk sindede P. Munch.

De skiftende ledere i Det radikale Venstre med Jørgen Jørgensen, Lejre, i spidsen er sammen med de tilsvarende topfolk fra de socialistiske partier – og med en række forbehold socialdemokraterne - den kreds af politikere, som efter forf.s opfattelse fører udviklingen frem i det rigtige spor. De borgerlige er jo efter forf.s synspunkt simpelthen borgerlige og dermed nærmest født til at være på kant med den danske model, om end Poul Schlüters kartoffelkur 1986 behandles forstående.

Det er ikke en historiebog, vi her præsenteres for, ej heller en debatbog, da forf. på forhånd har låst sig for hårdt fast på forudbestemte synspunkter og holdninger. Journalistik og kildekritik, er det uforenelige størrelser, kunne man spørge. Hans ærinde er snarere et personligt nødråb: Nu har vi Danmark gennem mere end hundrede år skabt et lønmodtagerorienteret velfærdssamfund, hvor få har for meget og færre for lidt for nu at citere Grundtvig, som forf. med en række ironisk stemte forbehold nok har et positivt forhold til. Hvorledes ville Grundtvig mon have stillet sig til det moderne EU, kunne man spørge, når man har læst bogens sidste kapitel ”Den græske tragedie”, hvor de virkelige skurke ikke overraskende udpeges som værende en amerikansk investeringsbank. Den danske model, hvorefter fordeling traditionelt tillægges højere prioritet end indtjening, er åbenbart ved at komme i klemme i forbindelse med EU's og i særdeleshed euroområdets bestræbelser på at afstemme pengepolitikken efter de finanspolitiske muligheder. Finanspagtens tidsalder er oprundet, og de 65 kapitler i vor bog er mere end i én forstand ved at blive historie. Det behøver ingen dokumentation.