Rådhuspladsen 1900

Af Ida Munk

Bogen handler ikke alene om året 1900, men om en samlet periode på ca. 35 år. Dette fremgår af bogens forlæg, som er forfatterens PhD-afhandling, ”Københavns 1900. Rådhuspladsen som laboratorium for den moderne bys offentlige rum 1880-1914”.

Bogen falder i 3 dele; 1. Intentionerne, 2. Teknologierne, 3. Det praktiserede rum.

Første del går tilbage i historien for at beskrive byens tilstand før denne periode og de dynamikker, der skulle føre til, at det nye rådhus og dermed den nye plads blev anlagt netop her ved den gamle Vesterport. De involverede planlæggere, ingeniører og arkitekter samt de politiske aktører bliver inddraget både hvad angår deres konkrete forslag til byens udvikling og deres interne skærmydsler. Vi ser deres rejsetegninger mm hentet i f.eks. Paris s. 60 og Berlin s. 161 og hører om deres egne og det offentliges økonomiske interesser. 

Del 2 handler om teknologierne og de netværk, som vokser frem netop i denne periode dvs. linjeføringen af kloaker, vand, gas, el, telefon, belysning og sporvejsskinner og –ledninger. Der er på s. 92-93 et interessant kort fra 1902, der skal vise netop dette netværk. Desværre er det umuligt at skelne, hvad der er hvad på kortet, som er et  affotograferet gammelt, gulnet kort, der ikke er behandlet med hjælpende raster eller udstyr. Den vanskelige tydning går igen ved flere af kortene f.eks. s.118, s.122-23 og s.134.  Ærgerligt – måske kunne redaktøren have afhjulpet dette problem? 

Der er imidlertid ingen tvivl om, at de mange nye og udvidede tekniske anlæg forsyner den kommende Rådhusplads. Bl.a. derfor blev pladsen det nye centrum for den moderne hovedstad flyttet fra henh. Gl.Torv/Nytorv og Kgs. Nytorv.

Bogen giver spændende læsning om de tekniske nybygninger og teknologiske forbedringer som f.eks. Københavns Vandværk – allerede fra 1859, byens første elværk fra 1892 i  Gothersgade og pumpestationen opført til moderniseringen af kloaksystemet i 1900, der blev placeret på vejen ud til Amager. Telefonkiosker – den brede befolknings adgang til at telefonere – dukkede op i gadebilledet, og den elektriske gadebelysning blev tændt første gang i byen d. 26. maj 1892 i anledning af Chr d. IXs guldbryllup.

Det er spændende er få gennemgået de overvejelser, der gøres, med inspiration fra Europas andre storbyer, for at få de bedst tænkelige løsninger til den kommende storby. Det er fascinerende at få belyst, hvor forudseende man har været i f.eks. dimensioneringen. 

En af de meget store teknologiske forandringer var sporvognen og elektrificeringen af den, hvilket skete i 1895. Fra dette tidspunkt til 1913 steg passagertallet fra 23 mio. rejsende til 105 mio. årligt. Det siger noget om udviklingen i mobiliteten frem mod en storby! I dette afsnit går forfatteren helt ned i detaljen; til designet af sporvognsbilletten, til den kemiske sammensætning af skiltemalingen, til indretningen af kupeerne og til de fysiske skader på ofrene for trafikulykkerne, som den nye lydløse trafik forårsagede – der er således et afsnit, hvis titel dramatisk nok er ’De dræbende vogne’. 

Med den valgte opdeling af bogen, hvor 3. del omhandler ’Det praktiserede rum’, kan det ikke rigtig undgås, at der kommer gentagelser fra teknologidelen. Dette sker da også netop i forbindelse med afsnittet ’Den ny trafiks praksis’, hvor ca. halvdelen af side 205 er en ordret gengivelse af teksten på s. 89. Strukturen betyder også, at man som læser har behov for et register. Det mangler desværre. Ligesom der mangler en billedfortegnelse. En kort litteraturliste til inspiration for videre læsning havde været en kvalitet. Forfatteren henviser naturligt nok for yderligere læsning til sin Ph.d.-afhandling. Et fyldigt noteapparat, 425 stk., er tilstede. 

Del 3 gennemgår det praktiserede rum ved hjælp af forskellige elementer. Således gennemgås Rådhuspladsen som arena for voldsomme nytårsaftener, hvor folkemængden slår løs på hinanden og bl.a. ødelægger sporvognene, der passerer den. Pladsens størrelse betyder, at ganske store strømme af folk kan samles og agere. Disse uroligheder medfører en udvikling af politiets strategi og praksis, der beskrives, idet betegnelsen sværm/ at sværme ligesom betleri og driveri uddybes. Til brug for de konkrete beskrivelser af, hvad folk gjorde og nogle forklaringer på hvorfor, inddrages en række erindringer, der malende giver gode billeder heraf.

Også mere sociologiske fænomener som f.eks at flanere, at promenere m.fl. i modsætning til f.eks. pendling behandles. Der vises, hvordan forskellen mellem den fine del af Strøget ved Kgs. Nytorv til den mangfoldige del, Rådhuspladsen udviskes. Men forskellene består stadig klart parallelt med Strøget i sidegaderne op til Rådhuset. Således er bogens sidste afsnit viet til gennemgang af prostitution her og til nervøsiteten for, at homoseksualitetens udfoldelse i Ørstedsparken skal bevæge sig nærmere Rådhuset og dets have. 

Andre typer, der beskrives som personer, der hører til Rådhuspladsen er fotograferne – kanonfotograferne. 

I forbindelse med afsnittet ’Et moderne politisk rum?’ gennemgås ikke blot Rådhuset i detaljer som valglokale, men også det ændrede magtforhold, hvor socialdemokraterne i 1903 får flertallet og i 1909, hvor det hemmelige valg samt valgbarhed og valgret til kvinder var blevet indført. I forbindelse med valget omtales også pressens voksende betydning og dens teknologiske udvikling og synlighed på Rådhuspladsen.

Bogen indeholder rigtig mange billeder af forskellige dele af København, som vil være nye for mange. Man bladrer nysgerrigt  bogen igennem for at læse billeder. Men man mangler ofte billeder af netop det hus, der omtales i teksten f.eks. Helmer Hus, der omtales første gang s. 55 og senere s. 78-79, ligesom der er fotos, der ikke henvises til i teksten. Der er f.eks. opslagsfoto s. 181-2, der viser Rådhuspladsen fra Rådhuset og foto s. 128, der modsat viser Rådhuset set fra  nordvest, uden at bygningerne placeres i billedteksten. Bogen mangler et billede eller et tydeligt kort, hvor bygninger og haver er angivet i forhold til Rådhuspladsen – også fordi nogle bygninger omtales, som om de nærmest ligger på Rådhuspladsen, hvad de ikke gør. F.eks. Københavns Vandværk, der ikke ligger i pladsens nordlige hjørne, men en karré længere væk for enden af sidegaden Studiestræde. Et par billeder må være medtaget af rent kunstneriske grunde f.eks. et billede af Rådhuspladsen i tæt tåge taget fra Politikens Hus s. 91. Enkelte billeder vises 2 gange s. 174 og s. 206 og et andet s. 85 og s. 272-3. Den plads kunne måske have været udnyttet lidt bedre til tekst og forklaringer.

Bogen kunne være tjent med en ekstra korrekturlæsning. I så fald ville man bl.a. have set, at der mangler et billede s. 119, hvor der alene er en billedtekst eller citationstegn om billedtekst s. 118. Desuden omtales forskellige ting uden nærmere forklaring, som så flere sider derefter omtales detaljeret f.eks. Cafe Bernini s. 220 og s. 226. Desuden er der overflødige ord flere steder, hvilket forstyrrer læsningen.

Bogen samler en række meget interessante elementer til at belyse byens moderne udgangspunkt og man får stillet sin nysgerrighed helt ned i detaljen, hvilket er overraskende og usædvanlig læsning. De mange fotografier og kort er ligeledes et meget fint bidrag til dokumentation af hovedstadens udvikling. En ekstra redigering i forholdet mellem tekst og fotos ville løfte glæden ved læsningen.