Sønderjylland - Steder og mennesker

Smuk bog om Sønderjylland

Af Erik Ingemann Sørensen

”Her kunne man bo”, sagde min mor – og trak vejret dybt…Det var det første jeg tænkte på mange, mange år efter, da jeg mistede min mor. Hun døde alt for tidligt. og da jeg sad, tynget af sorg og ikke anede, hvad jeg skulle stille op, kom jeg i tanke om det…” Det hans mor havde sagt så mange år tidligere, da de under en søndagsudflugt gjorde holdt ved Rudbøl. Og verden både styrtede i grus og blev født. På samme tid.

Kristian Ditlev Jensens ”Sønderjylland – Steder og mennesker” adskiller sig fra mange andre beskrivelser og fortællinger fra Sønderjylland ved at bestå af en lang række nedslag rundt om i landsdelen. Både på steder og blandt personer. Det er således ikke en traditionel guide til denne vidunderlige landsdel, hvor hver en plet fortæller dramatisk historie. Det ene øjeblik er vi i Højer, så i Gråsten, pludselig på Als – og så midt i det berømte sønderjyske kaffebord.

Gennem de senere år er vi blevet beriget med en lang række fornemme værker om landsdelens historie og kultur – oftest med ildsjælen Inge Adriansen som primus motor. Brik på brik er lagt til fortællingerne om den omstridte landsdel – i et så uendeligt puslespil, at det aldrig synes at blive færdigt. Men hver gang en ny brik lægges, pirres man – og må absolut lige se, hvad nu det er for noget.

En vidunderlig rundtur
I et aldeles finurligt lille afsnit forsøger forfatteren at definere, hvad det der med Sønderjylland nu er. ”For hvor præcis det nu, at Sønderjylland begynder? Og hvor langt op – sådan helt præcist – er det nu, at Sønderjylland går?” Jeg skal ikke her afsløre definitionen. Men det er virkelig morsom læsning – læsning man bliver klogere af.

Som af de helt vidunderlige billeder der fylder bogen som en slags kildevæld. Det er lige før, man kan vælge enten at læse billederne, dykke ned i dem – og så lade tekst være tekst. Det er en oplevelse i sig selv. Tågede landskaber, frosne marskbilleder,  aftensol på en gårdgavl, skansepigge på Dybbøl, Graasten Slot i vinterlys. Ja, det er næsten ikke til at stoppe. Men de får endnu mere liv, når man dykker ned i teksten. Pludselig ses billederne i forskellige sammenhænge.

Undervejs møder man grønne sider, hvor forskellige personer kommer med et bud på, hvad det vil sige at være Sønderjyde. Det er sider med liv og vid. Som nu denne: ”Sproget, det er det, som giver det stærke sammenhold. Møder man en dansker i udlandet, hilser vi da på hinanden, men er det en ”sønderjyde”, vi møder, så tændes lyset i vore øjne, og vi skal altid vide, hvor de kommer fra. Nogle gange kan det høres på dialekten. Og vi uddyber samtalen for at se, om vi måske er i ”familie”. Denne menneskelige varme kan også mødes over grænsen til Tyskland, hvor mange ældre taler sønderjysk.””

Disse mange grønne sider hensætter gang på gang læseren i en filosofisk verden, hvor man funderer på, hvad det egentlig er, der binder et folk sammen – også nationalt. Det nationale er det efterhånden svært at definere – internationalt som det er blevet – men det lokale/regionale – det står stadig med en stor styrke.

Det er det i den grad lykkedes for Kristian Ditlev Jensen at få dette frem i denne vidunderlige kombination af et fornemt sprog og vidunderlige billeder. Det er en gave til læseren. Intet mindre.

Desværre fremgår det ikke af kolofonen, hvem der har stået for det redaktionelle arbejde. Men denne ukendte har udført et af de fornemste arbejder, der længe er set. Den del af arbejdet hører til, for at vi kan få et så smukt værk som dette.

Stor tak for det.