Sønderjyllands historie 1
Af Erik Ingemann Sørensen
I Rydårbogen skrevet omkring slutningen af 1200-tallet hedder det blandet andet, at ”tyskere aldrig eller sjældent har vundet eller kunnet fejre triumfer undtagen ved svig og bedrag, som er deres natur”. Omvendt hedder det om danskerne i en holstensk krønike fra 1448: ”rigets navn er Danmark og indbyggernes navn efter det jødiske navn Dan”, hvorefter det fastslås, at jyderne klart havde jødernes træk. De var nemlig fjendske og troløse over for deres konger. Citaterne fra de to krøniker findes i bogen: ”Sønderjyllands historie”, bind 1, der er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland” – under redaktion af Hans Schultz Hansen, Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen. Dansk historie har ”fjendemæssigt” stort set altid været orienteret enten mod øst eller mod syd. Men hvor svenskerne som fjendebillede i dag er borte, ja, så er der altså stadig et tysk tilbage. Vi skal for eksempel helt op til 2002, før mindehøjtidelighederne i anledning af slaget ved Dybbøl blev et fællesarrangement. Og det var først i indeværende år, at de danske forsvarsbrødre meddelte, at der i anledning af slaget ved Fredericia 1849 også blev lagt kranse på slesvig/holstenernes grave. En skik der ellers var blevet påbegyndt hele 8 år tidligere af byens borgmester.
Der er således en lang række sår, der tilsyneladende endnu ikke er helede. Og det kan givet ikke bare forklares med besættelsestiden. Ligger der et og andet i folkesjælen? Har myter og historier fortegnet den egentlige historie så meget, at mange stadig slæber rundt med lig i lasten? Der kan nok ikke gives et entydigt svar. Til gengæld kan man nu erhverve sig et endog særdeles grundigt indblik i den helt specielle del af dansk historisk rum, der går under betegnelsen Sønderjylland. Et område, der med forfatternes definition går fra Kongeåen i nord til Ejderen i syd. Et område, der får følgende ord med på vejen: ”Skønt Sønderjylland geografisk er et lille område, huser det således på en stor historie, som rummer rige perspektiver både europæisk, nationalt, regionalt og lokalt”. Det er det sandelig lykkedes at dokumentere i dette fine bind – det første af 2. Langt om længe en samlet fremstilling af høj faglig kvalitet. Et værk der kommer rundt i alle områdets krinkelkroge, så læseren virkelig sidder tilbage med fornemmelsen af at vide mere. Og viden danner som bekendt baggrund for forståelsen.
Orla Madsen, mag. art i forhistorisk arkæologi og direktør for Museum Sønderjylland, beskriver perioden op til ca. 700. En stor del af denne tid står i tolkningens tegn. De tusindvis af små brikker der skal lægges, for at der kan tegne sig et muligt billede. Det sker fra den ældre stenalders jægere, ”der tilpassede sig økosystemet, og deres kultur udviklede sig i forhold hertil”. Et pileskud for 14.750 år siden dokumenterer indvandringen sydfra ”umiddelbart efter istiden”. Og så berettes der om, hvordan man gennem dateringerne kan fastslå, at de tidligste landbrug i Skandinavien faktisk opstår i det sønderjyske rum (o. 4300/4200 f.kr.). I en række tidsmæssige spring erfarer læseren, at det ældste treskibede langhus i Skandinavien også stammer fra området, at høvdingedømmerne opstår og erstattes af kongemagt, at der måske har fundet en etnisk udrensning sted i Over-Jerstal kredsen og meget, meget mere. De mange fund af våben får Orla Madsen til at skrive: ”Sandsynligvis var det mere sværdet end ploven, der skabte det danske kongerige.” De store anlægsarbejder mere end blot antyder, at der må have været en markant social struktur. Ellers kunne de ikke have været udført. Det er et godt skrevet kapitel med talrige, spændende udblik.
Hverken til dette kapitel eller bogens øvrige er der et noteapparatur. I stedet har man valgt at bringe en litteraturoversigt for de enkelte afsnit bag i bogen. Det skaber mindre forvirring, mere plads og litteraturudvalget er generelt ypperligt. Det skal der faktisk tildeles laurbær for.
Bjørn Poulsen, dr.phil., professor ved Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet, beskæftiger sig med perioden 700 – 1544. Under overskriften: ”Hertugdømmets dannelse”. Her ligger hovedvægten på den politiske magtudvikling – de politiske aktører. Kapitlet minder på mange områder om afdøde professor Sløks forelæsninger. Man skulle virkelig holde ørerne stive for ikke at falde af i svinget. En myriade af personer – adskillige med navnesammenfald – kræver absolut skærpet opmærksomhed. Men der er gudskelov god støtte at hente i bilagene, hvor stamtavlerne bringes. Det letter læsningen gevaldigt – men de skal sandelig bruges hyppigt.
Bjørn Poulsen tager afsæt i voldanlæggene mod syd – det senere Danæwirki – og deres forhistorie. Ganske finurligt anføres det, at det netop var mødet med de sydfra kommende folk, der var med til at skabe danernes ”vi-følelse” – de første spæde skridt mod den meget senere ”nationalfølelse”. Der er tidligt grænselandskrise, hvilket får forfatteren til at anføre, at den traktat, der blev indgået mellem den tyske kejser Karl og den danske kong Hemmig i 811, er den første dansk-tyske grænsetraktat. Senere omtales Magnus den Gode, der slog den slaviske hær på Lyrskov Hede 1043. Kilderne skriver ”Syd for Skodborgå”. Det er Kongeåen, hvorved det geopolitiske rum ”Sønderjylland” nu begynder at tegne sig. Naturligvis får Hedeby god plads og en fin beskrivelse – fornemt illustreret. Handel og mission fulgtes mod nord. Og så får vi en endog særdeles nøgtern redegørelse for Knud Lavards korte, men meget dramatiske periode (1122-31). Var han en reel ”torden i syd” – eller blot en flygtig knes/hertug? Bjørn Poulsen giver ikke noget endegyldigt svar. Mordet på Knud Lavard medfører borgerkrig og svækkelse. Indtil Valdemar den Store kommer til. Bygherren af ”Valdemarsmuren”. 4 kilometer lang, seks til syv meter høj og to meter bred. Øverst med en udhængende vægtergang. Og så bygget i tidens nye materiale: teglsten. Faktisk så mange, at man kunne opføre 30 gotiske domkirker af dem, hedder det!
Sønnen Knud afviser 1182 at hylde den tyske kejser, hvilket ifølge Bjørn Poulsen for første gang får Danmark til at stå ”frem som suveræn stat på den europæiske arena”. En stat, der hurtigt står med store problemer. Helt galt går det, da Valdemar lader sønnen Abel blive den første, selvstændige ”Hertug af Jylland”. 3 kongemord følger i hastig rækkefølge: Erik Plovpenning, Kristoffer og Erik Klipping. Abelslægten blev en enorm trussel mod rigets stabilitet. Bjørn Poulsen har utroligt mange vinklinger med. Men. Hvor havde man dog gerne hørt mere om Abels dronning, Mechtilde. Denne intrigante og kynisk beregnende dame mangler vi stadig at få et nærportræt af. (Spillede hun en afgørende rolle i forbindelse med mordet i Finderup Lade?)
Forfatteren betragter magtkampen som et skakspil, en synsvinkel der gør læsningen særdeles spændende. Det vil her føre alt for vidt at gå i dybden med de mange træk. Men der venter læserne en god oplevelse med al denne kommen og gåen af aktører.
Den kulturhistoriske side af historien bliver ligeledes fornemt belyst. Udviklingen af byerne – de mange erhverv, der kommer til, gilder og skrå. Reformationens indtog med alle dens omvæltninger af det bestående samfund. Men bag det hele lurer den konstante trussel om splittelse mellem nord og syd.
1544 er et markant årstal i Sønderjyllands historie. Det er da også her, dr.phil. Carsten Porskrog Rasmussen, Aarhus Universitet, tager sit udgangspunkt i afsnittet: ”Ét hertugdømme – mange herrer”, der dækker perioden frem til 1720. I 1544 mødtes Christian III og hans to halvbrødre for at dele deres arv. Delingen er noget af et geografisk virvar, men rimelig uproblematisk. Indtil Hertug Adolf i 1568 får en søn. ”Først fra da af var det klart, at der var opstået en egentlig sidegren til kongeslægten med base i hertugdømmerne”. Forfatteren trækker på glimrende vis de politiske linier op, så læseren får et godt indblik i denne mangefacetterede del af Sønderjyllands historie. Men det politiske træder i baggrunden til fordel for den kulturhistoriske beskrivelse. Det er frydefuld læsning. Her bliver historien for alvor levende for læseren, idet både høj og lav, gejstlige, fyrster, hertuger, bondekoner, slagsbrødre, bønder, skomagere og en vrimmel af andre myldrer frem i beretningen. Fest, dagligdag, stormflodskatastrofer. Et fint udvalg af kildecitater gør det hele særdeles nærværende – ypperligt støttet af billedredaktørernes fremragende arbejde.
Hoffernes liv i arbejde og fest understreger både rigdom og magt beskrevet i flot sammenhæng. Således giver Porskrog Rasmussen en glimrende redegørelse for amter og det særlige sønderjyske begreb: landskaberne, hvor fyrsten var fyrste, ”men ikke godsejer”.
Landsbyerne skiftede karakter i den omhandlede periode – fra senmiddelalderens bondefamilie til den todelte landsby, hvor gårdmændene fortsat var ”grander”, men hvor nu også husmændene udgjorde en stor gruppe. Og så besluttede kongen og hertugen i 1631-33 at afskaffe hoveriet til fordel ”for forhøjede tjenestepenge” – en særdeles givtig forretning. For begge parter. Sønderjylland var således ”ved midten af 1600-tallet økonomisk blomstrende også mere end kongeriget”. Faktisk havde over halvdelen af alle sønderjyske familier jord nok til at brødføde sig selv. Og landsdelen var kendt for sine gode produkter, hvor okser og stude rangerede særdeles højt som eksportvarer.
Handelen via søvejene prægede også området med store havnebyer som Flensborg – den største – samt Sønderborg og Ekernførde. Senere kom Åbenrå med.
Der var for alvor kommet gang i økonomien og hermed i spekulationer. Hvilket naturligvis måtte medføre en række fallitter. Forfatteren citerer Peter Sax, bonde og krønikeskriver, for et udsagn fra 1600: ”I samme år var en ynkelig tilstand i landet, så mange pga. kautioner og dyrt køb af jord måtte overdrage deres jord til kreditorerne.” Ak ja, hvor historien dog gentager sig. Det er jo som at læse dagens aviser. Men udviklingen havde en ekstra negativ side: ”Forskellen mellem folk blev større”
Andre ulykker væltede ind over landsdelen. Trediveårskrigen, Torstenssonkrigen, Karl Gustav krigene. Under disse krige var det i realiteten ligegyldigt, om det var fjendens tropper eller lejetropper, der var i området. Der blev røvet, brændt, myrdet og voldtaget. Porskrog Rasmussen rammer det såre aktuelt med sætningen: ”Vi ved ikke meget om, hvordan de voldtagne kvinder og invaliderede mænd eller dem, der havde set deres kære blive mishandlet, kom over det.” Igen uhyggelig aktuelt – tænk blot på Balkankrigene.
Oven i de forfærdelige hændelser kom så stormfloden i oktober 1634, hvor der blandt andet om Nordstrand nord for Husum hedder, at her druknede 6.123 mennesker, 1.139 huse blev ødelagt og omkring 50.000 husdyr omkom. Oven i dette kom en epidemi, der rev forfærdeligt mange med i døden. Som Niels Boesmands datter Mette, der ”døde elendigen ud i hendes fødeby Ørsted, som hundene åd hende.” Apokalypsens fire ryttere havde vitterligen holdt deres indtog i Sønderjylland. (Epidemien var dog ifølge nyeste forskning nok ikke pest, siger Porskrog Rasmussen).
Freden i 1660 styrkede faktisk hertugen af Gottorp, hvilket resulterede i, at Christian V forsøgte at ændre forholdene med magt. Endnu en krig, hvor freden i Traventhal 1700 imidlertid svækkede kongens indflydelse. Alligevel lykkedes det til sidst at fordrive hertugen af Gottorp. Men uroen gærede fortsat.
Dr.phil. Lars Henningsen, Studieafdelingen og Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg, har skrevet bindets sidste afsnit:”Mønsterregionen i det danske monarki” omhandlende perioden fra 1720 frem til katastrofeåret 1814. Han tager udgangspunkt i arvehyldningen i 1721, da hertugen af Gottorps undersåtter aflagde ed til den danske konge. Det er ikke uden grund, at man betragtede Slesvig som ”juvelen i den danske krone”. Der var grøde og vækst i området. Blandt andet fordi landbruget blev omstruktureret i denne region tidligere end i resten af landet. Hvilket gavnede produktionen. Men søfarten kom alligevel til at stå som en af de helt store indtægtskilder. ”Søfart var østkystbyernes livsnerve”, hedder det. I Aabenraa var kaldtes den ligefrem ”byens sjæl og i temmelig god tilstand”. Med ganske god grund, da tonnagen næsten blev tredoblet i perioden 1721 til 1748 – samtidig med at skibsbyggeriet blomstrede. Den danske neutralitetspolitik gjorde søfartserhvervet særdeles lukrativt, da danske skibe nu kunne besejle de krigsførende parters ruter – med særdeles stort provenu. Ekernførde følger flot med, men det bliver Flensborg, der bliver den endelige vinder. I perioden 1754 til 1765 voksede handelsflåden her fra 97 skibe på 2.428 kommercelæster til 136 skibe på i alt 4.058 kmcl. Desværre ryger forfatteren her ind i en velkendt problematik: læstetal fordelt på skibe. Der var i perioden en pæn spredning af skibstyper – fra små galeoter/galeaser til store råsejlere som fregatten, der var bygget til ”world-wide-trade”. Som den spændende familie Otte fra Ekernførde blandt andet satsede på. Her er der for den særligt interesserede læser i øvrigt særdeles fornemt materiale at hente i forfatterens disputats fra 1985 om netop denne familie. Men fordelingen på skibstyper og antal mangler.
Håndværkere, markeder og manufakturer er andre områder, forfatteren giver et spændende indblik i. Industrialiseringen er ved at vinde indpas – om end i lille format – men den kommer. I den forbindelse drager man nytte af de fattige, der især blev benyttet inden for tekstilindustrien. Nul arbejde – nul understøttelse. Nutidens stemme i fortidens samfund! Brændevinsbrænderier og sukkerraffinaderier spillede en stor rolle. Men de kapitalskabende erhverv var fortsat søfart og handel.
Den åndelige historie får også sin del. Pietismens indtog sætter sit stærke præg på regionen. Og salmebøgerne – bl.a. Brorson, der en periode var præst i Tønder – vinder frem. Lige som pietismen baner vej for brødrebevægelsen. Men også skolevæsenet styrkes. Faktisk bestemmes det i 1762, at alle børn mellem 7 og 14 år skulle holdes til skole. I 1763 kan præsten Johan Arndt Dyssel således skrive: ”Overalt i det slesvigske oplæreres bønderbørn meget ypperlig i skrivning og regnekonsten, indtil algebra.” Faktisk regner man i dag med, at næsten hele befolkningen omkring 1760 har været ”nogenlunde læse- og skrivekyndig”, konstaterer Lars N. Henningsen. Det tjener forfatteren til stor ære, at han tager læseren med rundt på en indholdsrig vandring gennem de mange vinkler, der præger perioden. En periode, der slutter med statsbankerotten i 1813 og freden i Wien året efter. ”Fire fjendtlige magter faldt ind i vort land. Rå horder drog plyndrende forud. Vore krigere måtte vige og kom til vor egn. Gud hvor var jeg angst, da nytårsmorgen oprandt. I de første dage af det nye år 1814 hastede store skarer af hine horder os forbi indtil Jyllands grænse”, hedder det i et af de mange citater.
Som en udløber af krigen, lykkedes det en kort overgang at få Holsten inkorporeret under kronen. Men situationen var uholdbar. Til gengæld var undersåtterne i Slesvig loyale og fejrede både kongens fødselsdag og krigens afslutning med store fester i Aabenraa. Hvorefter Lars Henningsen afsluttende konstaterer: ”Befolkningen følte sig som statsborgere omfattet af monarkiets fælles institutioner. På dette grundlag skulle historien gå videre efter freden.”
På dette tidspunkt kunne vel ingen ane, at den helt store katastrofe kun lå 50 år fremme. Det bliver spændende at læse om den videre udvikling i næste bind, der desværre først udkommer om et lille år.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der med udgivelsen af dette bind tegner sig et nyt storværk om Sønderjyllands historie. Fagligt yppigt – for størstedelen særdeles velskrevet. Det er en fornem afløser for det stærkt forældede ”Sønderjyllands Historie fremstillet for det danske Folk”, der i perioden 1930-1943 udkom i fem bind. Mange enkeltværker er kommet siden. Men det er denne samlede fremstilling, vi for alvor har manglet.
Det er en særdeles udfordrende opgave at samstemme 4 forfatteres redegørelse. Men det er lykkedes uden alt for mange overlapninger. Og så har billedredaktionen – Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen – ganske enkelt gjort det fortræffeligt. Det er P.J.Grafisk i Vojens, der har stået for sats og tryk. Her burde man have nævnt, at det er Grethe Lassen i samarbejde med Kurt Wind, der har udført det fornemme grafiske arbejde, der vitterligen er med til at lette læsningen. (Synd at forlag altid glemmer disse personer).
Naturligvis er der i så stort et værk både fejl og mangler. Slaget ved Brunkenberg fandt sted i 1471 og ikke 1470. Det er småtingsafdelingen. Det er det derimod ikke med registeret. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Navne, emner og steder er samlet under ét. Og opslagsordene er ikke dækkende nok til en mere præcis søgning. Det er synd. (Fx er ikke en eneste skibstype anført. Her må man gå ind under søfart og så håbe, man rammer). Og enkelte nytegnede kort er uoverskuelige i deres beretning, når der lægges cirkeldiagrammer ind. Det bør ændres i bind 2.
Men. Afsluttende skal der lyde en stor tak til ”Historisk Samfund for Sønderjylland” for dette initiativ. Enhver med blot en lille interesse for Sønderjyllands spændende historie har fået helt nye muligheder.
