Sønderjyllands historie 2

Af Erik Ingemann Sørensen

Historisk Samfund for Sønderjylland udgav sidste år 1. bind af Sønderjyllands historie. ”Men det er denne samlede fremstilling, vi for alvor har manglet”, skrev jeg dengang. Nu er bind 2 udkommet – og for første gang står vi nu med en moderne historisk fremstilling af Sønderjylland fra istid til nutid.

Geologisk set er det danske landskab præget af tidernes dramatiske omvæltninger. Men intet landskab er præget så dramatisk af historiens gang som Sønderjylland. Så voldsomt af myter - så lidenskabeligt af kunstnere.

Bind 2 er skrevet af dr.phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland og dr. phil. Henrik Becker-Christensen, der er dansk generalkonsul i Flensborg.

Perioden 1815 til 1918, skrevet af Hans Schultz Hansen, tager sit dramatiske udgangspunkt i Wienerkongressen, hvor den europæiske enevælde skruede tiden tilbage til før 1789. ”Reaktionens kolde vinde blæste på denne tid hen over Europa…” Og ikke nok med det. Napoleonskrigene blev efterfulgt af en økonomisk nedtur, der ramte med voldsom kraft – primært i Slesvig. Krigen havde halveret den slesvigske skibstonnage: Nu fulgte både stagnation og fortsat nedgang. Flensborg røg ned på 1/3 af læstetallet fra før 1807. Men er dog stadig den største søfartsby. Men en ulykke kommer sjældent alene. Kornpriserne raslede ned med 75 % - mejeriprodukterne med 30 – 40 %.  Den frygtelige stormflod i 1825 var i sandhed med til at anslå stemningen. Også byerhvervene var i krise. Fremtiden tegnede mere end sort.

Godt nok var der uoverensstemmelser mellem dansk og tysk. Men alle var dog en del af monarkiet. Kongetroskaben var udpræget. Man må så i sit stille sind undre sig over, at kun 50 år senere endte alt i blodbad og katastrofe. Eller i en lykkelig sejr – alt efter synsvinkelen. Og Hans Schultz Hansen er fremragende til at se den historiske gang fra begge sider. Svaret på, hvorfor alt ender i en sønderrivende nationalitetskonflikt, finder forfatteren ikke i landsdelen, men uden for. Den tyske filosof Johann Gottfried Herders tanker om sprog og traditioner som grundlaget for folkesuveræniteten og nationalstaten blev drivkraften bag de ”… dybe og blodige konflikter, navnlig i grænseområder, hvor nationaliteterne stødte sammen og var blandet mellem hinanden. Slesvig blev et skoleeksempel på dette.”  Denne iagttagelse danner, sammen med en række ypperlige nedslag i den sociale, økonomiske og politiske historie, basis for beskrivelsen frem til 1918.

Professor Christian Paulsen (1798-1854) skrev i sin dagbog efter sit første besøg nord for Kongeåen i 1820: ”Gid at der kommer en tid, da min fædreneegn atter som Sønder-Jylland bliver en del af et nyfødt konstitutionelt Danmark!” Det er klangen af Danmark til Ejderen.

De stærke modsætninger kommer til udtryk, da A.W. Neuber i Aabenraa 1841 skriver ”Das Schleilied”, hvori det hedder: ”Sie sollen es nicht haben/Das Heil’ge Land der Schlei!/Sie sollen es nicht haben/Das Land so stolz und frei”. Skarpere kunne fronterne dårligt stilles op. Og alligevel. Orla Lehmann gør det i sin ”berømt-berygtede tale fra maj 1842: ”… Derfor forstår vi ved Danmark alt land mellem Øresund og Ejderen og er rede til at forsvare vort gamle Dannevirke både mod Nordalbingiernes højforrædderske skrål og mod alle tyske fuglefængeres søsyge erobringslyst. Og skulle det gøres fornødent, da vil vi med sværdet skrive på deres ryg det blodige bevis for den sandhed: Danmark vil ikke.” Det er flot set at stille de to udsagn over for hinanden. Den ene har såmænd ikke noget at lade den anden høre. Derfor kan historiens dom heller ikke længere være så ensidig, som den har haft tendens til. Alt for mange generationer er vokset op i ensidighedens skingre toneart. Derfor er Hans Schultz Hansens nøgterne redegørelse så befriende. Netop fordi han tilsyneladende har lagt traumet bag sig.

Christian 8.’s død i januar 1848 sker midt i en europæisk politisk tsunami. Kort tid efter udgiver Karl Marx ”Det kommunistiske manifest” med den indledende sætning: ” Et spøgelse går gennem Europa…” Som bekendt kalder han det for kommunismens spøgelse, men det var i realiteten nærmere uafhængighedens spøgelse. Oprøret rammer nu også Danmark – og 24.marts er borgerkrigen en realitet. Slesvig-holstenerne havde gjort oprør. Det blev 3 blodige år, der sluttede med et af de største – og blodigste - danske landslag: slaget på Isted Hede, 25. juli 1850. Alt, man havde opnået, var ”status quo ante bellum.” Og så alligevel ikke. Fronterne blev igen trukket hårdt op, og med genoptagelsen af Ejderpolitikken styrede den danske regering direkte mod afgrunden. I ophøjet selvforståelse.

Hverken her – eller ved krigen 1864 - støttes læseren af kort. Det er lidt synd, da overblikket og forståelsen for slagenes udfald går tabt. Til gengæld er det befriende, at Sønderjyllands historie bliver til meget, meget andet end krigshistorie. Men Dybbøl bliver ikonet for sårfeberen, der lemlæster generation efter generation. I alle samfundslag. Måske er det først Johannes V. Jensens knytnævedigt: ”Sønner af de slagne” (1906) og udfaldet den 26. juni 1992, der knækkede soten. Måske!

Det var nu erobrerne, der satte dagsordenen, der, som det hedder ”fra begyndelsen [rummede] en undertvingelseslinie. Men det bliver ikke til en jeremiade. I stedet får vi en flot og grundig redegørelse for udviklingen inden for en lang række områder: erhverv, handel, landbrug og infrastruktur. Det tjener forfatteren til stor ære, at han på denne måde fører læseren rundt i Sønderjyllands nyere historie set fra så mange forskellige vinkler.

Logisk slutter bogens første del med det tyske kejserriges sammenbrud i 1918. Krigen havde kostet 16.250 soldater fra hertugdømmet Slesvig livet, hvoraf 5.270 fra det nuværende Sønderjylland. Blandt de hjemvendte havde over 4.000 alvorlige krigsskader. Forfatteren kunne godt have nævnt, at der var 1500 enker og 5.000 faderløse børn. For det er sandelig også en del af tragedien. Og så er det i øvrigt ikke korrekt, når Hans Schultz Hansen om mytteriet i Kiel i november 1918 skriver, at man oprettede soldater- og arbejderråd, ”… som det var sket året før i Sovjetunionen…” Sovjetunionen blev først oprettet i 1922!

De spredte fejl hist og pist kunne have været undgået. Men de overskygges af den blændende og dybdeborende redegørelse for de godt 100 år, der dannede basis for det moderne Sønderjylland. Anmelderen mindes ikke at have set det gjort bedre. Det skal lige nævnes, at der er superb støtte at hente i ”Theodor Gliemanns amtskort over hertugdømmet Slesvig”, udgivet i samarbejde med Dansk Historisk Fællesråd, 2008.

Anden del af bogen hedder ”Fra ”mod hinanden” til ”med hinanden” 1918-2008”.

Begge dele starter således med situationen efter de blodige europæiske opgør. Og billedredaktionen har lavet et sandt scoop. 1. del starter med et udsnit af Jørgen Sonnes stærke billede ”I Dybbølstillingen i april 1864” – symbolet på modsætninger og katastrofe. Indledningsbilledet til 2. del er Hans Nikolaj Hansens maleri, der viser de sønderjyske piger, der overrækker Christian X Dannebrog og en kopi af guldhornene. Som i bind 1 er det Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen, der udgør billedredaktionen. Og igen har de gjort et fortræffeligt arbejde. Det er en stribe af perler, de har fundet frem – fornemt gengivet i trykket.

Det er Henrik Becker-Christensen, den danske genrealkonsul i Flensborg, der har skrevet bogens anden del. Ganske finurligt indleder han sin fremstilling med at citere et postkort, som H. P. Hansen den 5. oktober 1918 sender fra Berlin til Aage Friis i København. ”Det omtalte værk er nu at få, da antikvarboghandleren rømmer sit lager. Men sig til bibliotekets bestyrelse, at der må handles hurtigt ellers forspildes chancer, som ikke kommer tilbage.” Den tyske censur herskede – så det drejer sig om en kodet meddelelse underskrevet af H. P. Nøhr. Denne person eksisterede ikke. Men H. P. Hansen var født i Nørremølle ved Sundeved. Og der står noget helt andet i meddelelsen: ”Løsningen af det nordslesvigske spørgsmål var inden for rækkevidde…” Og professoren i nordisk historie sørgede omgående for, at regeringen Zahle fik meddelelsen. Med Erik Scavenius som udenrigsminister kunne man imidlertid ikke forvente resolut handlen. Først ”… efter et diplomatisk mummespil” måtte han i december 1918 ”… bide i det sure æble og på Danmarks vegne rejse det slesvigske spørgsmål over for de allierede…” Man må vel aldeles nøgternt konstatere, at han er en af de ypperste repræsentanter for det, der siden så rammende er blevet karakteriseret som ”de radikale slingrefise”.

Henrik Becker-Christensen leverer en fremragende redegørelse for de mange diskussioner, forslag og tvistigheder, der efter den endelige afstemning resulterede i den nuværende grænsedragning. Og noterer, at der i perioden 1919 til 1950 er sat godt 580 genforeningsmindesten rundt om i landet. Ingen begivenhed i vores historie har fået flere, hvilket understreger genforeningens nationale betydning.

Der opstår nu mindretal på begge sider af grænsen – en statsretslig helt ny situation. Det blev en svær fødsel, der startede anspændt, men som dog i midten af 20’erne fandt et roligere leje. Med den store verdenskrise i 1929 begyndte ulykkerne at ramle ned over Sønderjylland. Der blev tale om en reel forarmning. Prisen på landbrugsprodukterne raslede ned, hvilket igen resulterede i en manglende købekraft. Tvangsauktionernes og arbejdsløshedens onde klo kradsede gevaldigt.

Men der var sandelig også lyspunkter. Indførelsen af den danske skole i Nordslesvig blev ofte karakteriseret som ”genforeningens bedste gave”. Henrik Becker-Christensen giver en fin beskrivelse af denne afgørende side ved den nationale identitet med mange overraskende informationer. Mindretallenes baggrund var forskellige – men skolens vægtning og placering så man næsten ens på. Retten til at få undervisning på eget sprog beskrives så fint, at man næsten får røde øren over kongerigets nuværende skolepolitik. Frontløberen inden for fornyelsen af den samlede danske skole var Sønderjylland. Det har man stort set glemt i skolehistorien. Herligt at få det frem i dagens lys.

Det vil føre for vidt her at komme ind på alle de områder, som forfatteren med suveræn viden beskriver så grundigt og givende. Men læseren aner efterhånden lyden af de sømbeslåede støvler fra syd. Og i 1933 får landegrænsen en helt ny dimension: den bliver skillelinien mellem diktatur og demokrati. Det varede da heller ikke længe før naziregimets terror satte sit præg umiddelbart syd for grænsen. Krystalnatten i november 1938 hærgede også i bl.a. Flensborg. Forfølgelsen af jøderne og sigøjnerne i området kostede omkring 400 mennesker livet i Det tredje Rige. Og så flammede revanchismen op igen: ”Vi vil sørge for, at grænsen revideres, og det således, som vi bestemmer det, og ikke efter danskernes vilje”, proklamerede formanden for Schleswig-Holsteiner Bund, borgmesteren i Eckernförde, Wilhelm Siewers i 1933. Begivenhederne, der senere er blevet kaldt ”Påskeblæsten”, skabte angst og uro i Sønderjylland – men samlede også danskerne.

Nævnes skal det da også, at kronprinseparrets anvendelse af Gråsten Slot fra 1935 og frem fik en enestående symbolsk betydning for danskheden.

Men trods ikke-angrebspagten med Nazityskland fra 1939 – Danmark var det eneste nordiske land, der skrev under – måtte vi se os besat 9. april 1940. Kun få timer varede kampene i Sønderjylland, der kostede 11 faldne soldater. Forfatteren omtaler kort den dramatiske kamp i Haderslev, hvor man - grundet kommunikationsproblemer - først overgav sig 2 timer efter resten af Danmark. Men nævner ikke at denne sønderjyske indsats har haft altafgørende betydning for kongerigets senere militære politik, jvnf. kongelig forordning af 6.3. 1952. Her burde Henrik Becker-Christensen nok have kippet med flaget!

Efter en god redegørelse for forholdene under besættelsen beskæftiger forfatteren sig med retsopgøret og den nye begyndelse i Sønderjylland. For det tyske mindretal blev det en barsk tid. 2.958 af dets medlemmer blev straffet. Kravet om, at de, der havde båret tysk uniform m.m. under besættelsen, skulle fratages deres danske statsborgerskab og udvises, blev dog afvist. Men, som forfatteren anfører: ”Omfanget af retsopgøret, dommene, afsoningen og måden interneringerne foregik på blev til et traume i mindretallet og kom til at sætte skel i forhold til den danske omverden…” Dannelsen af ”Bund deutscher Nordschleswiger” i november 1945 var dog med til at skabe forsoningens grobund, idet man tilkendegav ”… en ubetinget loyalitet over for den danske konge, den danske stat og den nuværende grænse…”

Grænserevisionen var kommet op til overfladen igen, da englænderne i 1946 forhørte sig, om man ønskede at flytte grænsen – underforstået mere mod syd. Men regeringen rokkede sig ikke fra befrielsesregeringens standpunkt: grænsen ligger fast. ”Stunde Null” og grænserevisionsønskerne er et særligt kapitel i dansk historie. Nøgternt må man – bl.a. på baggrund af de elendige sociale forhold i Sydslesvig med over 1 million flygtninge – konstatere, at regeringen handlede umådelig klogt.

Fint og velskrevet fører Henrik Becker-Christensen læseren gennem periodens scenarier – fra Kieler-erklæringen af 26. september 1949 med den indledende formulering: ”Den slesvig-holstenske landsregering, opfyldt af ønsket om at sikre et fredeligt samliv mellem det danske mindretal og den tyske befolkning…” til ”København-Bonn erklæringen” af 29.3. 1955. Også her udtrykker indledningen ønsket om nye tider: ”I ønsket om at fremme det fredelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse…” Når der er tale om en erklæring, hænger det sammen med, at det fortsat var ”… et dogme i dansk udenrigspolitik ikke at indgå en mindretalstraktat med Tyskland…” Det får så være. Baggrunden for den fredelige sameksistens var trods alt formelt på plads.

Bogens sidste kapitler indeholder blandt andet en beskrivelse af landbrugets mekanisering og den industrialisering, der i højeste grad har været og er med til at præge landsdelen. Og som i resten af riget oplever vi også her den store vækst inden for det offentlige. Grundigt og mangefacetteret redegøres der for udviklingen op til vore dage, hvor strukturreformen i 2007 satte en form for slutpunkt med ophævelsen af amtet og den delvise udviskning af afgrænsningen ved Kongeåen. Denne begivenhed får af forfatteren følgende kommentar: ”Dermed forsvinder det historiske Sønderjylland ikke af landkortet – og heller ikke befolkningens opfattelse af sig selv som sønderjyder. Men at der med strukturreformen er tale om ”et Sønderjylland under forandring”, er der ikke tvivl om. Hvordan fremtiden vil forme sig, afhænger af dem, der tager stafetten op fra forgængerne.”

Snart ”er der ny overalt”. Nye generationer, der skal føre samfundet videre. Det kan midt i en globaliseringstid være ikke så lidt af en opgave. En opgave, der kræver, at man orienterer sig om sine rødder. Det er der rig mulighed for i de 2 binds tilsammen over tusind siders fornemme fortælling.

Desværre er det heller ikke i bind 2 lykkedes at lave et velfungerende register. Det hele er samlet under ét, hvilket eksempelvis gør den præcise søgning unødvendig vanskelig. Og visse af kortene er gengivet med så små farvesignaturer, at det faktisk er vanskeligt se dem. Trist, for P.J. Schmidt Grafisk har også med dette bind leveret et grafisk fornemt produkt.

Men. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at der med de to bind om Sønderjyllands historie nu er kommet et fornemt og dybt professionelt værk om en af vore mest stormomsuste landsdele. Ja, man kan roligt sige værket!