Hitler

Af Henning Lyngsbo

Der er i tidens løb skrevet meget om Hitler og nazismen. Især i de sidste par årtier efter murens fald og åbningerne af nationale arkiver verden rundt. I årene efter krigens afslutning var det småt med tyske historieforfattere. Befolkningens krigstraume havde også ramt disse. Ingen havde lyst til eller mulighed for at hive skeletter ud af skabene. Sandheden om Tysklands og dets borgeres virke under det nazistiske regime blev fortrængt, ja fornægtet i en national massesuggestion. Derfor var det især ikke-tyske forskere, der søgte at få svar på de mange spørgsmål om, hvorfor og hvordan det kunne ske. Det gav de udenlandske forskere et betydeligt forspring i begyndelsen. Et forspring den næste generation af forskere kunne lukrere på.

Der er udgivet digre værker af udenlandske forfattere om Hitler som f.eks. Ian Kershaw, Sheffield Universitet med 2 bind i 1998 og 2000. Samlet i et bind i 2008.  Mark Roseman, professor i jødiske studier ved University of Indiana, USA udgav i 2002 bogen om Wannseekonferencen. Beretningen om det 20. århundredes mest skamfulde dokument.

Men tyskerne er kommet godt med. F.eks Joachim Fest der i 1994 udgav bogen ”Staatsstreich.  Der lange Weg zum 20. juli.” (Dansk oversættelse: ”Hitlers indre fjender ”) og i 2002 bogen ”Inside Hitler´s Bunker. The Last Days of the Third Reich.” Dette værk kom til at danne basis for filmen ”Der Untergang”.  Endelig hans sidste mesterværk ”Ich Nicht” (Dansk oversættelse: ”Ikke jeg.  Erindringer fra en barndom og ungdom”)

En anden  ligeså kendt tysk forfatter Guido Knopp udgav i 2007 ”Wehrmacht Eine Bilanz” (Dansk oversættelse: ”Hitlers hær”). Anmeldelser af de anførte værker kan findes på ”historie-online”.

Søren Gosvig Olesen, f. 1956, er filosof. Uddannet Sorbonne og nu ansat ved Københavns Univer-sitet. Har formentlig kendskab til ovennævnte forfatteres værker. I hvert fald Ian Kershaws værk, som han selv omtaler i sin bog. Men selv omtaler han en række andre værker, der behandler emnerne Hitler og nazismen. Og ikke overraskende for en filosof, vælger Søren Gosvig Olesen at gå anderledes til værks end disse historikere, psykoanalytikere, journalister m.fl.. Han siger i sit forord, at det ikke er Hitlers person, der er interessant. Hitler er navnet på et fænomen, der må interessere os, fordi det har almen gyldighed. Søren Gosvig Olesen ser det som sin opgave at beskrive dette fænomen. Ikke at forklare det. Det er der nok andre, der har gjort.

I stedet har han kastet sig over bogværket ”Mein Kampf” skrevet af Hitler og udgivet i 1925(bind 1) og 1927(bind 2). En ”folkeudgave” i ét bind udkom i 1938. Særlig fokus er der på bind 2, 6. Kap., som forfatteren læser som et prisme, gennem hvilket han ser det mere generelle fænomen: Hitler, Nazismen, Det tredje rige. For at hjælpe læseren til at forstå forfatterens fænomensbeskrivelse eller rettere fænomenologiske undersøgelse, er hele det omtalte kapitel citeret in extenso i forfatterens oversættelse sidst i bogen. Citeringen af kapitel 6 er til det formål conditio sine qua non.

Generelt betegner Søren Gosvig Olesen ”Mein Kampf” ikke som noget større litterært værk, uanset sine næsten 800 sider. Og heri har han vel ret. Det er en bog, som kun har sin status i verdenslittera-turen, fordi den er skrevet af Hitler. Mange analyser – herunder Olesens - af bogens stil ender i, at teksten er talerens og ikke læserens stil. Men det er bevidst fra Hitler. Han siger selv i bogen, at ”Massen bevæges, massen føres ved det talte og ikke ved det skrevne ord” eller ”denne verdens største omvæltninger er aldrig blevet gennemført med gåsefjer”.  Olesen citerer en af analytikerne, Victor Klemperer, der i 1946 siger, at ”nazismens sprog er deklamationer, selv når det er skrevet”. At ”Det tredje rige ikke kendte forskel på talesprog og skriftsprog. Snarere gjaldt det om, at alt var tale; sproget skulle være tiltale, tilråb, oppiskelse.”

Og hertil kan man vel roligt tilføje ”med max lydstyrke”.  Det tyske sprog er efter min opfattelse velegnet til voldsom tale. Ingen kan skælde ud som en tysker. Jeg har oplevet det flere gange og har ladet mig imponere, men jeg har også mærket frygten. Jo voldsommere råb, jo kortere afstand til handling.

Hitler vidste alt om talens indbyggede dynamik og egnethed til påvirkning af masserne. Han modulerede sine taler fra den spindende kat til en brølende løve. Han spillede på såvel følelserne som frygten. Olesen citerer en tysk forsker, Cornelius Schnauber, der har målt modulationsniveauet i Hitlers taler. Det normale toneleje lå mellem 160 og 170 hertz. Men Hitler var i stand til at frem-hæve stykker af sin tale ved at bevæge sig op i et leje på mellem 200 og 300 hertz. Schnauber fandt belæg for, at Hitlers taler med deres specielle rytmik og artikulationer ligefrem kunne lamme stor-hjernens rationelle funktioner hos tilhørerne, så det i stedet var krybdyrhjernen og dens emotionelle reaktioner, der var styrende. På samme måde som alkoholindtagelse. Jo mere, jo primitivere er de dele af hjernen, som overtager styringen af helheden.

Var Hitler en gudsbenådet taler. Ja siger Olesen, i det niveau, men ikke med den betegnelse. Gud ville ikke benåde et så ondsindet menneske med oratoriske evner. Til gengæld kan Olesen tilslutte sig en betegnelse som karismatiske egenskaber. Der henvises her til sociologen Max Weber, der citeres: ”Den, som har karisma, griber den opgave, der tildeles ham, og i kraft af sit kald forlanger han lydighed og efterfølgelse.”  Også betegnet som karismatisk autoritet. Og det havde Hitler.

Søren Gosvig Olesen kommer langt omkring og har naturligvis sine egne budskaber. Et noget kontroversielt findes i kapitlet om de mange mindesmærker rundt om i hele verden. Har vi nået et mætningspunkt? Risikerer vi på sigt at opnå negative virkninger? Læs selv og bedøm. Bogen er et forfriskende og ærligt indlæg i efterkrigstidens litteratur om den for menneskeheden mest brutale og ydmygende begivenhed nogensinde.