Hjemmetyskheden i Nordschleswig 1840 - 1867 - bd. I-II

Af Gerd Conradsen

Den sønderjyske historie er kompleks, og i tidens løb er der forfattet mange værker, der enten behandler afgrænsede afsnit eller også forsøger at give et indtryk af udviklingen i landsdelen som helhed. Med det foreliggende er en periode på kun 27 år behandlet på i alt 1030 sider omhandlende et enkelt begreb, nemlig den såkaldte hjemmetyskhed i halvdelen af landsdelen, i Nordslesvig, det nuværende Sønderjylland.

Det kan næsten virke afskrækkende, men det bør det ikke, for ved læsningen af de mange meget tæt beskrevne sider får man en oplevelse, der kan sidestilles med det, man kan opleve en tåget morgenstund i naturen, når solen får morgendisen langsomt til at lette.

En fjerntliggende bygning, der lå gemt i disen, bliver langsomt synlig.

Man aner konturerne. Den underste del viser sig tydeligt, og efterhånden står hele huset klart belyst, fuldt synligt og genkendeligt.

Det er den oplevelse, man kan få som dansker, og især som sønderjyde, og som jeg fik ved læsningen af denne grundige gennemgang af en meget dramatisk periode i landsdelens historie. En krig, en mellemkrigstid, endnu en krig med påfølgende total ændring af landsdelens statspolitiske status. De to krige behandles ikke i detaljer. Det er ikke værkets ærinde. Det er gjort i stor udstrækning andre steder. Det er de politiske, storpolitiske såvel som nærpolitiske, og de samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser af disse begivenheder for menneskene i alle samfundslag, der behandles. 

Indledningsvis anføres de tre historikere Gerhard Bruuns, Miroslav Hrochs og Andreas Kappelers teorier om lovmæssigheden i en nationalbevægelses opståen og dens forløb.

Disse teorier kan dog ikke uden forbehold overføres på det slesvig-holstenske tysk-danske problem. Det kan ikke uden videre sammenlignes med nationale frihedsbevægelser blandt polakker, tjekkere, ungarere, grækere og italienere i  samme periode, fordi flere elementer i de anførte teorier er fundamentalt anderledes i Slesvig, hvad Schultz Hansen da også gør opmærksom på.

Det meget store antal af personer og deres aktiviteter, der for hele periodens vedkommende nævnes, virker overvældende og kan heller ikke huskes værket igennem, men de er nok nødvendige for at forstå den store spredning på holdninger og synspunkter, der var gældende, og til forståelse for de lokale varianter: forskellen i standpunkter på by- og landbefolkning, på erhvervsdrivende og arbejdere.

Det er i byerne blandt de højere uddannede, større næringsdrivende og håndværkere, at man finder de fleste tysksindede. På landet er det godsejere og storbønder, der er de drivende kræfter. Hos ”dannelsesborgerskabet” (Schultz Hansens udtryk) i byerne er kendskab til tysk kultur og anvendelse af det tyske sprog udbredt og accepteret. På landet forstår man i almindelighed tysk og anser det for nyttigt i forbindelse med handel mod syd til Holsten og især Hamborg; så barrieren for i en given situation at vælge standpunkt er hverken særlig høj eller uovervindelig. Dertil kommer, at man i hertugdømmerne anser sig selv for videreudviklede, mere moderne end i Nørrejylland.

Retrospektivt med den nuværende grænse mellem Tyskland og Danmark (mellem forbundslandet Schlesvig-Holstein og Sønderjyllands Amt) for øje, der efter store gnidninger blandt toneangivende sønderjyder blev til i 1920, er det overraskende, at en deling af Slesvig først skete på dette tidspunkt, eftersom denne tanke ifølge Schultz Hansen allerede blev luftet i visse kredse omkring 1840.

Den hænger som en trussel over landsdelen frem til 1867, hvor hertugdømmerne inkorporeres i kongeriget Preussen som en provins. Både dansksindede, tysksindede og Slesvig-Holstenere i Nordslesvig var periodevis stærkt foruroligede ved forestillingen om at skulle skilles fra det sydlige Slesvig og Holsten. Både helstatspatriotisme, loyalitet over for hertugen af Augustenborg og økonomiske interesser i sydgående retning spiller her en rolle.

Mellemkrigstiden var  i en del af regionen stærkt præget af den fordanskningspolitik, centraladministrationen førte, med afskedigelse af illoyale embedsmænd, erstatning af disse med folk nordfra og indførelsen af dansk kirke-, skole- og forvaltningssprog i Nordslesvig og dele af Mellemslesvig; den tyske pendant, Köllerperioden, skimtes i horisonten.

I efterkrigstiden, 1864 til 1867, er befolkningen foruroliget af den usikkerhed, der hersker omkring den endelige politiske løsning. Hertug Friedrich der Achte af Augustenborg er længe prætendent til Hertugdømmerne. Store og indflydelsesrige grupper støtter ham. I Østrig og i nogle af de tyske småstater og til dels også hos kong Wilhelm af Preussen i Berlin nyder han i begyndelsen sympati.

Men Bismarck vil noget helt andet. Efter at han har sat Østrig ud af spillet i 1866 og i samarbejde med Frankrig formuleret fredspræmisserne, inkorporeres hertugdømmerne som provins i Preussen. Hjemmetyskerne er kommet sikkert i havn, men ikke alle er lige begejstrede.

I hele forløbet er der fire tabere og en vinder.

Taberne er: 1. Slesvig-Holstenerne, der ikke fik deres selvstændige land. 2. De dansksindede nordslesvigere, der måtte se sig skilt fra Danmark. 3. Hertugen af Augustenborg, der ikke nåede sit mål at blive regerende hertug i Slesvig-Holsten. 4. Kongeriget Danmark, der måtte afstå en betydelig del af sit landområde.

Vinderen var Bismarck, der med sin udprægede fornemmelse for de politiske muligheder havde taget det første skridt til en samling af det tyske rige uden at overspille sine kort.

Hvad er en hjemmetysker? Det er en person med tyske sympatier, født og opvokset i landsdelen Nordslesvig. I nogen tilfælde med tysk hjemmesprog, i de allerfleste tilfælde er hjemmesproget den sønderjyske dialekt. Ikke alle i denne flok var lykkelige for slutresultatet. Mange af dem havde været tilhængere af Hertugen, nu var de blevet preussere med alt, hvad det medførte. Omformuleringen af den slesvig-holstenske hymnes omkvæd:

”Schleswig-Holstein stammverwandt,
  jagt die Preussen aus dem Land.“

kan næppe være forfattet af en dansksindet eller af en særlig preusser-venlig nordslesviger.

Den omfattende nævnelse af personer, der på en eller anden måde markerer sig i den omhandlede periode for den ene eller anden side, for den ene eller anden sag, kan virke forvirrende, men vil gøre værket uundgåeligt ved lokalhistoriske studier i denne materie.

Schultz Hansen anvender tit benævnelsen på de gamle herreder, som f.eks.: Slogs Herred – Lundtoft Herred – Kær Herred – Nybøl Herred o.a. Næppe mange ved, hvor disse rent geografisk var placeret. Her ville et oversigtskort have været til stor hjælp.

Bøgerne er ikke afslapningslæsning, men spændende er de.

De er påkrævede for at medvirke til at belyse en periode i landsdelens historie, der ofte er blevet misbrugt, enten ved at misinformere eller helt at undlade at informere.