Kærlighed i Klunketiden
Af Poul Ulrich Jensen
Begrebet klunketiden vækker normalt associationer til hyggelige bedsteborgerlige hjems indretning, men i Dorthe Sondrup Andersens skildring af kærlighedens vilkår i de sidste årtier af 1800-tallet er emnet ikke den hjemlige hygge men de mange problemer med kønsroller, samliv, ægteskab og utroskab, der ofte forvandlede den borgerlige idyl til en slagmark. I hvert fald for bogens hovedpersoner, de skandinaviske kunstnere hvis værker prægede tidens kønsrolledebat. Det farverige persongalleri, der var frontfigurer i tidens åndsliv, havde det ofte svært med at etablere et velfungerende privatliv, der kunne leve op til tidens moralske fordringer.
I sommeren 1889 flød aviserne over med dramatiske reportager om fundet af cirkusprinsessen Elvira Madigan og den adelige svenske dragonløjtnant Sixten Sparre, der havde begået selvmord på det idylliske Tåsinge. Den tragiske afslutning på en håbløs kærlighedsaffære kom til at fylde meget i offentligheden, fordi der blev rørt ved noget centralt i tiden - det hellige ukrænkelige ægteskab og den sociale rangorden, som man ikke kunne bryde uden at forspilde alle fremtidsmuligheder. Og det var ikke kun sensationspressen, der beskæftigede sig med sagen. Forfatteren Henrik Pontoppidan var i Københavns Børstidende ude med en løftet pegefinger mod tidens dyriske drifter, der kunne forlede en ægtemand til at forlade kone og børn, medens Illustreret Tidende bragte et længere digt af Holger Drachmann, der hyldede dramaets hovedpersoner som en slags frihedskæmpere.
Selv om både medfølelse og fordømmelse således kom til udtryk, var der ingen tvivl om, at Elvira Madigan og Sixten Sparre havde overskredet enhver norm for social acceptabel adfærd i de skandinaviske landes skarpt opdelte klassesamfund og bragt sig i en situation, hvor selvmord var eneste acceptable udvej. Og døden for egen hånd var ikke nogen ualmindelig foreteelse i klunketiden. Adskillige af åndslivets velbegavede og efter deres offentlige fremtræden at dømme ressourcestærke personer døde for egen hånd. Den ene af brødrene Brandes, Ernst, der var redaktør for Børstidende, tog cyankalium, den svenske forfatter Victoria Benedictsson, der havde indlogeret sig på et københavnsk hotel for at lave research om moderne parforhold, skar halsen over med en barberkniv, og Ingeborg Stuckenberg skød sig efter at være udvandret til New Zealand.
Selvmord optrådte også jævnligt i romaner og skuespil. Det kunne ligne en tendens i tiden, hvor fiktionen kom tættere på virkeligheden. Georg Brandes havde allerede i begyndelsen af 1870’erne slået til lyd for kunstnernes forpligtelse til at spille en aktiv rolle i samfundsdebatten, og det var en opfordring, der vakte genklang blandt adskillige af de toneangivende kulturpersonligheder, der efterhånden skiftede eksotiske steder og historiske tableauer ud med mere realistiske gengivelser af samtidens problemer. Og ofte kunne de øse af egne erfaringer - deres turbulente privatliv stod ikke tilbage for de kunstneriske frembringelser.
Det er et omfattende persongalleri der bliver taget under behandling i bogens kavalkade over klunketidens åndsliv, bl.a. brødrene Brandes, Holger Drachmann, ægteparrene Krøyer og Stuckenberg, Gustav Wied, Herman Bang, nordmændene Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og Knut Hamsun og svenske August Strindberg og Victoria Benedictsson. Også enkelte mindre ånder er sluppet med, som fx journalisten, forfatteren og teaterdramatikeren Gustav Esmann – ”Lille Es” – en moralsk anløben fremtoning, men med en produktion af farcer som ”Den kære familie”, der gjorde ham populær hos det københavnske teaterpublikum og til en central figur på kunstnernes foretrukne mødested, café Bernina. I det hele taget er det ikke noget flatterende billede, Dorthe Sondrup Andersen tegner af det kunstneriske miljø og dets persongalleri. Der bliver ikke lagt fingre imellem, heller ikke, når det gælder en mindre heldig fysisk fremtræden. Holger Drachman præsenteres som en ”opløben, smalskuldret og trangbrystet personage med en skaldet plet på issen og en hage af den slags, der med et pænt ord kaldes for vigende”, og Henrik Ibsen som ”den firskårne og mut udseende mandsling med de store engelske kindskæg”.
Både Henrik Ibsens skuespil ”Et dukkehjem”, ”Hedda Gabler” og ”Rosmersholm” og landsmanden Bjørnstjerne Bjørnsons ”En handske” havde den ægteskabelige magtkamp som omdrejningspunkt, et tema, der nåede endnu mere dramatiske højdepunkter i August Strindbergs stykker. Det kunne således se ud som om samfundets største problem lå i ægteskabsinstitutionen, og at det var dybt utilfredsstillende, at der ikke eksisterede et alternativ til det af kirken og staten sanktionerede ægteskab. Det var dog fortrædeligheder, der kunne forekomme en stor del af befolkningen som rene luksusproblemer i forhold til kampen for det daglige brød. Forskellige forfattere og kunstmalere, som fx den norske Christian Krohg, hentede da også nogle af deres personer fra samfundets bund, de prostituerede, men det kom de ofte i bogstavelig forstand til at bøde for. Alt for realistiske skildringer af den slags eksistenser kunne nemt bringe kunstneren i konflikt med pornografiparagraffen. Kunstmalerkolonien på Skagen kunne dog holde balancen med billeder af de lokale fiskeres barske tilværelse og motiver fra deres eget idylliske liv med fester og strandliv. Men heller ikke her var der nogen harmoni under overfladen, bedst illustreret med P. S. Krøyers mislykkede ægteskab med den smukke Marie Triepcke.
Dorthe Sondrup Andersen giver levende skildringer af både tidens kunstnere og de miljøer, de færdedes i. Det gælder ikke mindst klunketidens København, hvor man trods tidens strenge moral tog lidt lempeligere på tingene. Byen var sidst i 1800-tallet inde i en eksplosiv udvikling, der sugede folk fra hele landet til sig, og dannede ramme om spektakulære begivenheder som Den Nordiske Industriudstilling i 1888. Tidens skuespil blev opført på adskillige nye scener foruden det kongelige Teater, og forlystelseslivet havde tilbud for enhver smag og socialklasse. For de skandinaviske kunstnere var der adskillige stamcaféer som Stephan à Porta, Rydbergs Kælder og Bernina. Men først og fremmest var hovedstaden befolket af ganske almindelige travle mennesker, og det myldrende liv på gader og pladser er gengivet i de knivskarpe fotos fra 1880’erne og 1890’erne, der får lov at komme til deres ret som helsides illustrationer. I det hele taget er bogens billedside fremragende og supplerer den veloplagte tekst med portrætter af de kunstnere, der havde det så svært med kærligheden og ægteskabet i klunketidens København.
